Ny aftale skal bremse fiskernes plageånd

Ny aftale skal bremse fiskernes plageånd
Østersøen er nævnt en enkelt gang i den politiske aftale om fremtidens fiskeri. Arkivfoto: Berit Hvassum
MILJØ | Torsdag 3. juli 2025 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | Torsdag 3. juli 2025 • 19:00

Politisk aftale om fiskeriets fremtid indeholder et enkelt punkt om Østersøen og mulig regulering af et af fiskernes irritationsmomenter.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om fremtidens fiskeri. Aftalen indeholder i alt 37 initiativer, og et af dem handler specifikt om Østersøen og et af fiskernes irritationsmomenter.

Det drejer sig hverken om kvoter, maskestørrelser eller andre politisk vedtagne begrænsninger af fiskeriet, men om et af de to dyr, fiskerne ofte peger på, når talen falder på de pressede fiskebestande i blandt andet Østersøen. Sæl og skarv bliver gang på gang nævnt som de store syndere, og nu er partierne bag fiskeriaftalen blevet enige om, at der skal arbejdes på langsigtede internationale løsninger for at nedbringe trækbestanden af skarv til et bæredygtigt niveau for både skarv- og fiskebestande.

"Derfor skal regeringen arbejde for en international forvaltningsplan og øget koordinering med landene omkring Østersøen", står der i punkt 11 i aftalen En ny kurs for dansk fiskeri, som regeringen har indgået med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

Syv millioner kroner

I forhold til skarven står der også, at aftalepartierne er enige om, at det skal være lettere både at søge om og udnytte tilladelser til at regulere skarv, samt at både regler, ansøgning og vilkår i tilladelser hurtigst muligt skal forenkles.

Med aftalen afsætter de ni partier syv millioner kroner til forskningsbaseret dokumentation, som ifølge naturdirektiverne er påkrævet for at kunne igangsætte yderligere tiltag mod skarv, herunder udpegning af opvækstområder for fisk og udvikling af effektive afværgeforanstaltninger.

En hjørnesten

Nogle af aftalens øvrige elementer er forbud mod bundslæbende fiskeredskaber flere steder, 120 millioner kroner til grøn omstilling af fiskeri- og akvakultur samt suspendering af fiskeriets CO2-afgift frem til 2029.

– Dansk fiskeri har gennem generationer været en hjørnesten i vores nations historie og kultur, og jeg er derfor rigtig glad for, at vi med denne aftale sætter kursen for et stærkt dansk fiskerierhverv i fremtiden, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) beskriver aftalen som den hidtil største beskyttelse af havbunden i Danmark og en kæmpe milepæl for havet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT