Ud på fredag eftermiddag slog pr- og informationschef i Molslinjen Jesper Maack fast, at rederiet ville sende Express 2 af sted fra Aarhus allerede fredag aften klokken 20 med kursen sat mod Rønne, således at den kunne være klar til at stævne ud mod Ystad på den første planlagte afgang lørdag morgen klokken 6.30.
Dermed skulle weekendtrafikken altså ikke blive forstyrret af den koblingsskade, som Bornholmslinjens teknikere natten til fredag konstaterede på Express 1.
Denne skade har medført, at hurtigfærgen kun kan sejle på to motorer – og med en overfartstid på 2,5 timer ligesom den konventionelle færge Povl Ankers kan den altså knap nok karakteriseres som en hurtigfærge, hvilket også afspejlede sig i fredagens reviderede rejseplan, hvor den seneste ankomst fra Ystad til Rønne skulle være ved midnatstid.
Dog kan man se frem til, at den igen vil være en hurtigfærge, når den vender tilbage fra et i øvrigt planlagt dokbesøg på Orskov Yard i Frederikshavn, hvor den nu ud over et almindeligt eftersyn skal have repareret koblingsskaden.