Borgmesteren er glad for uforpligtende dansk-svensk aftale

TRAFIK | Onsdag 20. april 2022 • 15:30

Jacob Trøst er klar til at vifte med ny erklæring, næste gang den fri transit gennem Sverige måtte blive hindret.


Borgmester Jacob Trøst (K) beskriver den indgåede erklæring om særlige transitkorridorer mellem Danmark og Sverige som "et vigtigt skridt på vejen".

– Jeg er glad for, at der er kommet noget på skrift, der i hvert fald forpligter de to lande til at finde en løsning, hvis der opstår en lignende situation, siger Trøst, der som borgmester er formand for trafikkontaktrådet, til Tidende.

Under corona-forløbet har svenske grænselukninger og restriktioner skabt problemer for rejsende mellem Bornholm og resten af Danmark, ligesom danske særregler har gjort det besværligt for svenske flypassagerer og pendlere at krydse Øresundsbroen. I aftalen, der blev offentliggjort tirsdag, sætter den danske og svenske regering ord på en fælles ambition om "i videst muligt omfang at værne om transitkorridorerne til Bornholm og Kastrup Lufthavn".

– Det er nok det tætteste, vi kan komme på en aftale, siger Jacob Trøst, som erkender, at erklæringen har sine begrænsninger.

– Det er jo ikke en forpligtende aftale, andet at den forpligter til samarbejde og informationsudveksling. Der er ikke en lovning på, at vi har en transitkorridor.

Jacob Trøst er indstillet på at henvise til erklæringen, hvis der bliver indført nye tiltag, der besværliggør passagen gennem Skåne for bornholmere eller gæster på Bornholm.

– Lige så snart der er noget på skrift, er det dét, man kan holde op for parterne. Hvis der skulle opstå en situation igen, kan vi sige "hov, I har lovet at være opmærksom på det her". Men selvfølgelig er det sådan, at hvis de (landene, red.) har andre forhold, der vejer tungere, vil de kunne henvise til dem, sådan som erklæringen er, vurderer Jacob Trøst.

Forestiller du dig, at I i trafikkontaktrådet stadig vil have fokus på at få en mere formel garanti?

– Jeg tror, det bliver dette her, vi må nøjes med indtil videre. Skulle en situation opstå, er det klart, at vi vil genbesøge det, hvis denne aftale ikke er tilstrækkelig.

FÅ ABONNEMENT