Bornholmerne – et folkefærd

Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke er gået på jagt efter den bornholmske identitet. Artikelserien skydes i gang i dag med spørgsmålet: "Hvad er en bornholmer?"

– Hvem er I egentlig, jer som bor her på Bornholm, blev jeg spurgt for nylig.

– Og hvad er en bornholmer?

Til det sidste spørgsmål svarede jeg kækt, at der findes tre slags bornholmere, nemlig 1: Standure, 2: Røgede sild, og 3: Indbyggerne på Bornholm.

Det er den tredje kategori, denne artikelserie skal handle om. Og ja, hvem er vi, os der bor her? Hvad kendetegner bornholmeren?

Bornholmer først efter tre generationer

Hvad siger kongerigets øverste myndighed i dansk sprogbrug om betegnelsen bornholmer? Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn fortæller mig, at ifølge ordbogen er en bornholmer en person fra Bornholm, ligesom en københavner er en person fra København. Men hvad med dem, der er flyttet hertil og har boet her i måske 30 år, spørger jeg. Er de så ikke bornholmere? Hun svarer, at det meget kommer an på folkeopfattelsen. Det ligger ikke i sproget, men mere i normerne, siger hun. Det kommer an på, hvordan man ser det, og dermed er det et fortolkningsspørgsmål, lyder beskeden.

Det har været en talemåde, at man skal have været bosiddende på øen i tre generationer for at være rigtigt bornholmer. For de andre gælder det, at de bare er en slags bornholmere, i bedste fald. En førstegenerationsbornholmer – en tilflytter – har i den bornholmske sprogbrug fået tildelt prædikatet förd eller förder. Dermed understreges det, at vedkommende kommer ovrefra; det er en fremmed. Det er mit indtryk, at ordet i dag mest bruges drillende på en lun måde. Eller at det måske har en let negativ betydning, hvilket kan være en overlevering fra den tid, hvor det særligt brugtes om embedsmænd, der var kommet fra andre dele af Danmark og gjorde sig kloge på, hvordan indbyggerne skulle håndteres og øen administreres.

Hvis man kun kan betragtes som bornholmer, når man har forældre og bedsteforældre, som er født og opvokset her, og man også selv er født her og bor her, så er der vist ikke mange bornholmere på Bornholm. Med en sådan definition vil et godt gæt være, at mere end halvdelen af vores nuværende befolkning ikke er bornholmere – det er bare "folk, der bor på Bornholm".

Men er det fair at sige, at nogle bornholmere er mere bornholmere end andre? Svaret på det spørgsmål vil jeg lade det være op til læseren at overveje. Dem, der måtte ønske hjælp fra kunstig intelligens, kan jeg henvise til ChatGPT, som blandt andet skriver, at ”en bornholmer er ikke nødvendigvis kun én, der er født på øen. Mange mennesker, der er flyttet til Bornholm og har valgt at bosætte sig og integrere sig i det bornholmske samfund, kan også opfattes som bornholmere – især hvis de er blevet en del af øens kultur, deltager aktivt i lokalsamfundet og adopterer en bornholmsk livsstil".

Oldtidens bornholmere

Jeg kan følge min egen slægt 11 generationer tilbage i min fædrene slægtslinje. Alle boede de på Bornholm. Så jeg må kunne betegnes som en mega-rigtig bornholmer. Havde jeg mulighed for at gå halvandet hundrede generationer længere tilbage i tiden, ville jeg på et tidspunkt i slægten kunne støde på en forfader, der for cirka 5.000 år siden indvandrede til Europa. Sammen med nogle af sine ligesindede bosatte han sig på øen i Østersøen. Han tilhørte yamnaya-folket, der var halvnomader fra stepperne sydøstpå. Mange af os har yamnaya-gener i vores bornholmske dna.

Og dermed får bornholmer-piben måske en anden lyd. Han var jo förder dengang. Og mange af os tilhører efterslægten efter tilflyttere fra det landområde, som i dag indgår i Rusland og Ukraine. End ikke bornholmere kommer altså ud af den blå luft.

De mange generationer af øens befolkning har således haft god tid til at udvikle deres levemåde, kultur, sprog med videre til det, vi kender i dag.

Bornholmsk folkefærd og -sjæl

I tidligere beskrivelser af Bornholms indbyggere levnes der sjældent tvivl om, at bornholmerne har karaktertræk, der er værd at nævne, fordi de er så typiske og særprægede og dermed er med til at "definere" bornholmeren.

P.N. Skovgaard beskrev i 1804 bornholmernes udseende og nævnte, at der var store forskelle på nordlændigene og sydlændingene. De førstnævnte skulle være "store til væksten og stærkt byggede, oftest henved 67 til 70 tommer høje, brede af skuldre og af ansigt". Sydlændingene derimod var mindre af vækst, sjældent højere end 66 tommer, "temmelig net og let byggede, raske og behændige, størsteparten smækre og med små ansigter". Nordlændingerne taler ikke så meget eller så hurtigt, mens sydlændingene er "mere snaksomme og raptalende".

Selv om Skovgaard erkender, at syd- og nordbornholmerne efterhånden var blevet noget sammenblandede gennem giftermål og gårdehandel, så mente han dog, at der var tale om to ganske forskellige folkefærd.

Th. Gravlund skrev i Turistforeningen for Danmarks årbog 1926 om den bornholmske folketype. Han beskriver bornholmerne som et så stolt folkefærd, at de ikke har brug for at vise det. De er fåmælte, mistroiske. "Men med en egen varme og venlighed kan de komme én imøde, blot fordi man er dansk". Gravlund skriver videre, at han mange steder har mødt bornholmere, men aldrig set dem blive holdt for nar, "endskønt deres ofte noget mutte færd kunne indbyde dertil". Videre skriver han, at der er noget mandigt gammeldansk over bornholmerne, som uvilkårligt agtes. De er ikke indladende eller smådrillende. De er "noget gammeldags, aristokratisk ligeglade med andre mennesker. Deres vid er ikke et tindrende spil, men stundom en dump hån".

I Erik Strømgrens doktordisputats fra 1938, hvori han undersøgte forekomsten af sindssyge på Bornholm, var der et kapitel om bornholmernes psykologi. Den reserverede holdning over for fremmede og modstand mod nyt, kombineret med et demokratisk sindelag, så han som et hovedkaraktertræk. Han betragtede det som et produkt af øens isolerethed. At indføre noget nyt, blot fordi det andre steder er moderne, finder bornholmerne direkte naragtigt, skriver Strømgren. Og skulle det nye alligevel vise sig at være nyttigt og give gode resultater, så vil bornholmeren naturligvis ikke anerkende det åbent.

Senere har Chr. Stub-Jørgensen i flere skrifter også forsøgt at definere bornholmerne. I 1957 fremhæver han bornholmernes konservative holden fast ved gammel skik og sædvane. Han nævner eksempler på, hvordan deres modstand mod nye ideer har lagt hindringer i vejen for fremskridtet. Videre skriver han, at der "i almindelighed har været modstand imod indførelse af noget nyt, endda ofte blot fordi det var nyt, selv om det måske var af ringe betydning".

Stub-Jørgensen omtaler også selvhævdelse og individualisme som en del af det bornholmske folkesind. "Bornholmeren er sig selv og kræver ret til at være det. Han kan virke lukket, hvilket ofte kun er et værn, han bygger op om sin personlighed" – han vil være i fred med sin åndelige blufærdighed. Om det bornholmske lune skrev han i 1940, at det "spiller mellem ironi og uforskammethed; selvhævdelsen kan maskere sig som galgenhumor".

Holder karakteristikkerne i dag?

Jeg har ikke kendskab til tilsvarende, nyere karakteristikker som ovenstående af den bornholmske folkesjæl. Måske fordi "bornholmeren" ikke længere er den rene vare. Han/hun er blevet et blandingsprodukt påvirket af længerevarende ophold uden for Bornholm og Danmark, gennem uddannelse og nye, fremmede impulser, gennem blandede ægteskaber og den øgede geografiske og demografiske mobilitet. Med blandede ægteskaber mener jeg ægteskaber, hvor en bornholmer gifter sig med en ikke-bornholmer – noget sådant blev vel først for alvor almindeligt fra midten af 1900-tallet.

Selv om den gamle bornholmertype snart er uddød eller i hvert fald sjælden, så kan man synes, at det ikke længere er meningsfuldt at tale om et bornholmsk folkefærd, sådan som Skovgaard og Gravlund og andre gjorde.

Men af og til støder man dog alligevel på oplevelser i dagligdagen, hvor det ligger lige på læben at sige: Det er typisk bornholmsk! Vi har vist alle mødt stædighed, påståelighed og skepsis over for noget nyt. "Naj, kajn de nu nøtta nâed?". Hvad skal det til for?

I december 2010 og de første måneder af 2011 bugnede denne avis af rasende læserbreve og journalistiske artikler om navnet på en ny katamaranfærge. Rederiet ønskede at døbe hende Leonora Christina. Men så rejste der sig et ramaskrig, for hun var jo en landsforræder. Og dette ramaskrig fik tilsyneladende ekstra styrke, da en förd kunstner formastede sig til at forsvare og argumentere for navneforslaget. Protesterne var så mange, at rederiet så sig nødsaget til at lave en afstemning. Fem navne var i spil. Af de 9.350 stemmer var 50,22 procent for Leonora Christina. Og sådan blev det.

Men bølgerne lagde sig ikke. I heftige, efterfølgende læserbreve antydedes det, at rederiet havde snydt på vægten og manipuleret afstemningsresultatet, og en læserbrevsskribent krævede ligefrem en "uvildig analyse" af hele forløbet.

Den bornholmske skepsis over for alt nyt kan vist også meget godt eksemplificeres og illustreres af, at knap 15.000 beboere – omkring halvdelen af øens stemmeberettigede – i 1992 skrev under på en protest mod opførelsen af Bornholms Kunstmuseum. Efterfølgende er man da alligevel blevet ret glad for det. Men anerkender de protesterende så åbent, at det alligevel viste sig at være en god idé med det museum?

Gennemsnit og nuancer

Beskrivelser af folkesjæl og folkefærd bliver nemt gennemsnitsbetragtninger uden mange nuancer og med vægt på det, der stikker ud. Og man skal være forsigtig med den slags. Men der er nok noget om snakken, alligevel. Min ægtefælle, som ikke har bornholmske rødder, siger i hvert fald, at hun genkender det meste af ovenstående i mig – måske lige bortset fra dét med nordbornholmerens brede skuldre.