Inden søndag: Den vedkommende messe

Menneske først og hvad så…

Man må kravle før man kan gå. Man må lære og opnå erfaring, før man kan klare mere komplekse udfordringer. Sådan er det bare. Også når det gælder ånd.

Det er livets orden, sagde Grundtvig. Menneske først og kristen så.

Der er ikke tale om en rangorden men om, at vi først begriber, hvad evangeliet forkynder, når vi begriber, hvad det vil sige at være menneske. Det grundtvigske ‘så’ betyder altså ‘således’. Som vi er mennesker, bliver vi kristne.

I kirken knyttes evangeliet til vores dybeste og fælles livserfaringer, og kirken lægger der-med hus mødet mellem menneske og evangelium.

Med forfatteren Søren Ulrik Thomsens ord kan oplevelsen beskrives som en personlig afvikling. Når Thomsen sider på kirkebænken, så er det ikke i sin egenskab af psykologisk individ, men “slet og ret som et menneske, der lever på nøjagtig samme vilkår som enhver anden, om end vores skæbner er forskellige”.

Højmessen

I sin kølige intensitet er højmessen meget anderledes end det, vi ellers udsætter os for. Det er en pointe i sig selv, hvis man vil vende tilbage til en hverdag, der er gennemlyst af indsigt og visdom.

Vi går ikke ud af verden, når vi går ind i kirken, men ind i kirken for at kunne vende tilbage verden igen, selvom der kunne være grunde til ikke at gøre det. Denne oplevelse vil jeg gerne give videre til generationerne efter mig, og derfor er jeg nødt til at holde på formen.

Vi er en generation, som har gjort oprør mod formerne i troen på, at vi kunne befri indholdet fra de gamle overleverede ritualer og liturgier. Det lader sig ikke gøre.

Højmessens liturgiske skønhed, som umiddelbart er fremmedartet, bliver man ikke straks fortrolig med, men hvor fremmed man end er, aftvinger de årtusindgamle tekster og ritualer agtelse.

Og det er min erfaring som kirkegænger, at gudstjenesten med årene åbner sig stadig mere levende for min forståelse.

Ritualer

Når folkekirkens begravelseshandling har så godt et tag i os, så er det ikke mindst, fordi vi finder ro og mening i netop formen. Begravelsen skal være, som vi kender den.

Formen er opstået som en sammentrængt erfaring af ord og handlinger, der fortolker vores tab og taknemmelighed.

Med højmessen er det på samme måde.

Med respekt for de mennesker, som arbejder med gudstjenestefornyelse, er vi derfor nødt til samtidigt at passe på vores højmesse. I stedet for at spørge, hvad vi kan bidrage med af opfindsomheder, så kan vi spørge, hvad det var, de mennesker, som kom før os, gav videre med højmessens stramme form.

Svaret får kirkegængerne, når valget af salmer bidrager til forståelsen af helligdagens særlige karakter, når de tusindårige tekster løfter sig ud af bogen og bliver til levende ord læst af en, der har forstået dem, og når vi forstår, at ritualerne ikke alene handler om os men handler med os.

Vi kan ikke udtrykke os på en anden måde uden at sige noget andet.

Fornyelse?

I behjertede forsøg på at få flere i kirke har vi søgt det letforståelige udtryk eller endnu værre det underholdende. Men højmessen skal ikke være underholdende - den skal være vedkommende.

Da kirkegængeren Søren Ulrik Thomsen engang blev spurgt om det værste ord i det danske sprog, svarede han spaghettigudstjeneste.

Eksperimenter med gudstjenesteformer har i bedste fald deres betydning som improvisationerne i jazz. Vi er nødt til at kende melodien, førend improvisationerne giver mening.

Og vi nærmer os ikke højmessens overraskende skønhed gennem gastronomiske tiltag. Det gør vi ved at deltage i den uden at føle, at der bliver talt ned til os.

Prædikenen er således også som gudstjenestens eneste frie led vedkommende i det omfang, at prædikanten evner at hente væsentlige kendsgerninger frem fra fra vores tilværelse og konfrontere dem med evangeliet.

Det kræver ingen særlige forberedelse, kundskaber eller evner at deltage i højmessen, når blot man er sig sin menneskelighed bevidst. Menneske først… Nåh ja, og så nok også tålmodighed af den, der vil opleve at suge honning af klippen.

"Inden søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skrift skriver en klumme. I anledning af ferien har vi udvidet feltet af bidragsydere en smule. skribenterne står helt frit i valg af emne og udtryksform