Politiske barrierer
Claus Larsen-Jensen fortæller, at han tog initiativ til et møde mellem ham selv, investorerne i Bornholms Havbrug A/S samt forhenværende borgmester Winni Grosbøll (S) og Thomas Thors (S) tilbage i september 2020. Her præsenterede Niels Ebbe Dalsgaard projektet med henblik på, at Bornholm Regionskommune kunne involveres.
– Jeg er fuldt ud klar over, at der lige nu er nogle politiske barrierer på landsplan, der skal overvindes, men med den tilgang investorerne har til at skabe en bæredygtig produktion i tæt samspil med myndighederne og de grønne organisationer, har jeg tiltro til, at det er muligt. Det her er en unik chance for Bornholm for udvikling af et nyt erhverv, og det bør kommunalbestyrelsen gå i front for. Hvor der er vilje, er der også vej. Og det kan give Bornholm et udviklingsløft af stor betydning.
– For Nexø og resten af Bornholm er der store perspektiver i projektet. Størstedelen af fisk og skaldyr i verden er i dag opdrættet i lande, hvor der ikke er styr på miljøet, men det har vi i Danmark. Der er i forvejen et lakseklækkeri i Nexø, og DTU er engageret. Med den rigtige håndtering fra Bornholms Regionskommune, og i samarbejde med erhvervet og miljømyndighederne, vil der ud over den pågældende investering også kunne satses på at gøre Nexø og Bornholm til Danmarks Udviklings- og Forskningscenter for Akvakultur.
– Et sådan center vil skulle omfatte flere funktioner, der følger af den her tilbudte investering. Et sådan dansk center vil have et potentiale til at gøre Nexø og Bornholm til et tilsvarende europæisk center for udvikling af akvakultur, der er en vigtig del af fremtidens grønne fødevareproduktion. Vandet omkring Bornholm er det optimale sted i Danmark for dette.