Loucas har fået et kald: Gratis retreat til dem, der ikke har råd
På retreatstedet Ypnahøj er der både havudsigt og ro. Det har indehaveren selv haft brug for, og nu tilbyder han et ophold med behandling uden beregning.
Det er otte år siden psykoterapeut og stresscoach Loucas Bogø købte det tidligere bamsehus for at lave et retreatsted for stressramte. Han har nemlig selv været svært ramt af stress for ni år siden, hvor han bare kunne sidde på en stol og kigge ud i luften. Det beretter han om i en mail til Tidende.
Han prøvede alverdens ting for at blive rask, mens arbejdspladsen pressede på for at han skulle komme tilbage. Det forværrede kun hans stress, og det endte med, at han blev sagt op halvanden måned efter sygemeldingen, hvorefter han talte med en psykolog, der spurgte ind til, hvad der var gået forud for sygemeldingen.
Her kunne han fortælle, at han lige havde afsluttet tre terapeutiske efteruddannelser, renoveret en nyindkøbt kolonihave, afholdt fødselsdag med 80 mennesker, alt imens han havde en 32 timers arbejdsuge.
Da hans eksamener var overstået, stod kroppen af.
Den morgen han måtte melde sig syg, stod han foran cyklen og skulle til at køre, men hans krop ville ikke løfte benet over stangen, så han kunne sætte sig på sadlen. Hans leder spurgte, om det var noget alvorligt, og spørgsmålet fik ham til at bryde sammen i gråd, hvilket kom helt bag på ham.
Det tidligere bamsehus har nu i otte år været kendt som Ypnahøj, og der er blevet afholdt mange retreats med folk, der havde råd til at betale for et ophold.
"Vi har ofte talt om, at dem der har mest brug for sådan et ophold, ikke har råd til det," forklarer Loucas Bogø i mailen.
Han forklarer, at eftervirkningen på for sent behandlet stress kan være angst og depression, og han oplever, at han har fået et kald til at give mennesker, der kæmper med angst, depression eller stress, et gratis ophold her på Ypnahøj.
"Målgruppen er mennesker, der ikke har råd til et sådan ophold. Jeg stiller mit Ypnahøj retreat til rådighed", skriver han.
Han har behandlere på hånden, der har givet tilsagn til at undervise eller give behandlinger gratis, og det gælder både kropsterapi, meditation, lydhealing, kunstterapi, let yoga, nada behandling, samtaler, gåture, fodbad og fodmassage.
"Jeg har en liste på 15 behandlere fra hele landet, der har sagt ja, så der er et overflod af mennesker, der gerne vil gøre en forskel i andre menneskers liv gratis", fortsætter han.
Han har dog i første omgang valgt 10 behandlere, som bor og virker på Bornholm, for at så mange som muligt kan få gavn af gaven. Deltagerne indlogeres på dobbeltværelser, og hver gruppe består af 10 personer.
"Man deltager i de aktiviteter, man har lyst til og kan trække sig når, der er behov for det."
Han informerer dog om, at de fleste værelser ligger på 1. sal. Derfor er det er en forudsætning, at man kan gå på trapper.
Man står selv for rejsen til Rønne, men hvis man bor på Bornholm og ønsker at komme hjem til egen seng, er der udmærkede muligheder for det.
De to gratis retreats er allerede skemalagt i november, og hvis man ønsker at deltage, skal man først kontakte indehaveren for at finde ud af, om tilbuddet er det rette, står der i pressemeddelelsen.
Det er Loucas Bogø, der ejer retreatstedet. Han har selv prøvet at gå ned med stress, og nu ønsker han at hjælpe andre. Eget foto

NYT JOB
MEST LÆSTE

En sijllavitta
‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration