Bornholmsk plejecenter er nomineret til en pris

Bornholmsk plejecenter er nomineret til en pris
Plejecenter Aabo i Aakirkeby er med i opløbet om prisen som "Danmarks bedste plejehjem". Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | SUNDHED | Tirsdag 26. september 2023 • 17:34
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | SUNDHED | Tirsdag 26. september 2023 • 17:34

Plejecenter Aabo i Aakirkeby er blandt 43 kandidater til prisen som Danmarks bedste plejehjem.

Det er den landsdækkende organisation Danske Seniorer, som står bag kåringen. Indstillingerne kommer fra medlemmer i hele landet.

Temaet for årets kåring er mad og måltider, oplyser Danske Seniorer på sin hjemmeside.

– Et plejehjem kan være indstillet på baggrund af maden, madens kvalitet, smag eller på baggrund af måltidet og rammen om måltidet, som også spiller en særlig rolle i at samle beboere, medarbejdere og pårørende. Indstillingerne til årets Danmarks bedste plejehjem tydeliggør i høj grad, at der findes uendeligt mange engagerede og dygtige medarbejdere, der hver dag gør deres allerbedste for, at deres beboere skal have det godt, skriver Danske Seniorer.

Organisationen nominerer snart det bedste plejehjem i hver af de fem regioner. I Region Hovedstaden er Aabo oppe med 10 konkurrenter.

Listen med de fem finalister præsenteres den 6. oktober, og fra den 11. oktober kan alle via mail stemme på sin favorit.

Den endelige kåring finder sted i november.

Sidste år blev prisen vundet af Landsbyen Møllevang i Randers. hol

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT