Det er billigt at dyrke idræt i Østermarie, og sådan bliver det ved med at være. I hvert fald gik det lørdag rigtig godt med at samle penge ind til klubkassen, da Østermarie IF afviklede loppemarked.
– Det tyder på, at det går mindst lige så godt, som det har gjort de sidste år. Jeg forventer en omsætning på den gode side af 100.000 kroner, siger formand Mogens Christiansen.
Pengene går til at holde kontingentsatserne nede.
– Det skal vi bruge til vores foreningsarbejde, primært de unge mennesker, så vi kan fastholde vores rigtig billige kontingent. Det er næsten gratis. Børn og unge under 18 år betaler 200 kroner om året, og så kan de dyrke al den idræt, de har lyst til, siger han og fortæller, at voksne betaler 300 kroner om året.