Holdet lander med fly fra Stockholm lidt efter klokken 15, og efter planen ankommer det til Rådhuspladsen et par timer senere. Der vil spillerne og trænerstaben blive hyldet i små to timer, blandt andet med en tur på balkonen.
– Balkonen er selvfølgelig klar til VM-holdet. Jeg håber, at hele Danmark vil valfarte til København og Rådhuspladsen for at fejre de tredobbelte guldvindere, siger Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, i en pressemeddelelse.
Københavns Kommune anbefaler, at man kommer i god tid til fejringen, da en del af Rådhuspladsen er under renovering og derfor afspærret.
Herrelandsholdet skrev håndboldhistorie, da det med en finalesejr på 34-29 over Frankrig som den første nation vandt VM-guld for tredje gang i træk.