Frontalangreb på Trøst: 'Bare sig det'

Frontalangreb på Trøst: 'Bare sig det'
Borgermødet blev afholdt på Campus Bornholm, hvor både landmænd, lodsejere og andre interesserede mødte op for at høre om arbejdet. Foto: Frida Flinch.
POLITIK | Fredag 23. maj 2025 • 05:30
Frida Flinch
Journalist
POLITIK | Fredag 23. maj 2025 • 05:30

På et borgermøde om arbejdet med mere natur, fik en frustreret landmand mulighed for at konfrontere borgmester Jacob Trøst angående lange ventetider hos kommunen.

Landmanden Kasper Westh har tidligere i Tidendes spalter udtrykt sin frustration over kommunens lange ventetider for at få etableret et minivådområde.

Den frustration pakkede han med i tasken, da han deltog i onsdagens borgermøde om den grønne trepart. Da publikum fik mulighed for at stille trepartsgruppen spørgsmål til arbejdet med mere natur på Bornholm, rakte Kasper Westh labben i vejret.

– Jeg er en af dem, der har søgt et minivådområde. Jeg er frustreret over, at jeg får et tilsagn i 2025, og min sag kan blive behandlet i 2028, startede han, hvorefter hen henvendte sig direkte til borgmester og formand for den lokale trepart, Jacob Trøst (K).

– Jeg undres over, Jacob, hvordan ved vi, at vi om tre år har tid til at kigge på noget. Hvis dine medarbejdere har det sådan, så er det et råb om hjælp, og at de har det ad helvedes til deroppe. Der er noget, der ikke virker hos jer.

Kasper Wesths sag om at etablere et minivådområde er ikke den eneste, der ligger og venter i en papirbunke hos kommunen. I alt ligger der fem sager, hvor ventetiden lyder på tre til fire år, før landmanden kan komme i gang med at etablere et minivådområde på sin grund.

'Du har helt ret'

Kasper Westh fortalte til styregruppen og de cirka 100 mennesker, der var dukket op til mødet, at han havde fået af vide fra en bekendt, der arbejder i kommunen, at det handler om politiske prioriteringer.

Da Jacob Trøst efterfølgende tog mikrofonen for at svare på henvendelsen fra Kasper Westh, bekræftede han den påstand.

– Du har helt ret. Det er en politisk prioritering, og så tidligt som i morgen (torsdag, red.) har vi det oppe på et temamøde i kommunalbestyrelsen, altså vores status på sagsbehandlingsområdet, og hvad vores handlemuligheder er, lød det fra borgmesteren.

– Jeg tror ikke, at der er nogen på Bornholm, der ikke er klar over, at sagsbehandlingstiderne godt kan være lidt lange på visse områder, så har jeg vist ikke sagt for meget. Det gør også, at vi sidste år startede et arbejde for at identificere, hvor vi har flaskehalsen henne i vores system. For én ting er de ressourcer, vi giver til det, og vi har de seneste år givet ekstra millioner til området. Jeg vil vove den påstand, at vi er ved at have knækket kurven. Men igen det er en meget stor bunke, der ligger og venter, og det tager tid at få den arbejdet ned.

Nede fra publikum brød Kasper Westh ind.

– Men kan I så ikke melde ud, at I ikke gider at se på de sager? Bare sig det, så alle ved det, lød det fra landmanden.

– Vi gider godt at se på de sager. Det er også noget, som vi løbende skal tage stilling til - en prioritering af de her ressourcer. Vi havde det oppe til politisk behandling for halvandet eller to år siden. På det tidspunkt lå sådan noget som boliger meget højt på listen, svarede borgmesteren.

Kasper Westh har tidligere i Tidende udtrykt bekymring for, hvorvidt kommunen er klar til at håndtere de sager, der vil følge med den grønne trepart, når der endnu er lange ventetider på allerede eksisterende miljøsager som minivådområder. Også det knyttede Jacob Trøst et par ord til.

– Det som den grønne trepart gør, håber jeg, er, at det dels skal tilføre nogle ressourcer til os kommuner, der sidder med det her arbejde. At der også kommer nogle ressourcer til myndighedsbehandling, når vi skal i gang med det her. Så man ligesom kan få speedet nogle af de her ting lidt op. Men ja, tre år er alt for lang tid til et minivådområde. Det dur ikke. Men jeg kan ikke stå her og sige, at det løser vi i morgen, men vi er opmærksomme på det, sagde borgmester Jacob Trøst.

Ikke tilfreds med svar

Efter borgermødet fangede Tidende Kasper Westh for at spørge ind til ordudvekslingen med borgmesteren.

Fik du det ud af det, som du håbede på?

– Nej, fordi de tager jo ikke stilling til det. De har jo ikke lyst til at melde offentligt ud, at de har nedprioriteret det. For havde de gjort det, så havde man jo vidst, hvad man havde at forholde sig til. Jeg kan godt forstå, at man ikke har lyst til at sige det som politiker. Det er der nok ikke mange stemmer i.

Hvordan kan det være, at det skulle bringes op i forummet her?

– Jeg ved, hvor mange politikere der var her i dag. Og jeg vidste, at de har møde i morgen, hvor de skal prioritere pengene. Så jeg lykkedes nok med at irritere dem.

Så det var en del af målet?

– Ja, eller i hvert fald at få rodet rundt i det, så de nok kommer til at snakke om det i morgen, svarede Kasper Westh.

Mødet, Kasper Westh henviser til, er kommunalbestyrelsesmødet torsdag aften.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT