Et år bag rattet var nok: Jimmy valgte at stå af

Efter kun ét år forlod Jimmy Aaby Rasmussen jobbet som BAT-chauffør, hvor nedslidte busser, uoprettede fejl og smerter i ryggen blev for meget. Tidende har talt med både chauffører og ledelse om tilstanden hos BAT, hvor der måske også er lyspunkter forude.

– Planen var, at jeg skulle have kørt i mange år.

Sådan indleder Jimmy Aaby Rasmussen, da han sætter sig foran Tidendes journalist. Han begyndte som buschauffør hos BAT i februar sidste år, men allerede efter godt et år sagde han stop. Og det er der flere forklaringer på, fortæller Jimmy Aaby Rasmussen. Det, der fik bægeret til at flyde over, var dog, at han begyndte at få dårlig ryg, fordi affjedringen i chaufførsæderne på flere af de ældre busser var ikke-eksisterende.

– Affjedringen i mit sæde blev aldrig lavet, og jeg begyndte at få ondt i ryggen. Man sidder på puder og tager smertestillende, og en på værkstedet sagde på et tidspunkt: "Så må du tage et par sygedage". Jeg fik at vide, at de ikke måtte lave det, fordi der var nye busser på vej. Det kunne jeg ikke leve med, siger Jimmy Aaby Rasmussen.

Mere end bare elbusser

Der har den seneste tid været meget fokus på BATs nye elbusser, som ikke har fået den begyndelse, man havde drømt om.

De har været taget ud af drift i en periode, og man har haft en række tekniske udfordringer med at få indsluset elbusserne som ønsket. Jimmy Aaby Rasmussen nævner da også elbusserne som en udfordring. Men ifølge den tidligere BAT-chauffør er der andre udfordringer 'end bare elbusserne'.

– Jeg håber bare, at det kan hjælpe lidt for de chauffører, som ikke har lyst til at stå frem. BAT er som et skib uden kaptajn. Der er ingen ledelse, og der bliver ikke fulgt op på ting, siger Jimmy Aaby Rasmussen.

Han forklarer i detaljer om, hvordan han ofte oplevede fejl på busserne i forskellig grad.

– De første måneder (af hans ansættelse red.) var der hver eneste dag fejl på bussen, når jeg mødte ind. Jeg kan huske en gang, hvor jeg var nødt til at bytte bus, fordi der var noget galt med den bus, jeg havde fået. Der havde de fået fem andre busser ind den dag på værkstedet. Der var så mange problemer med busser, der skulle på værksted og repareres, så der ikke var nok til at klare den daglige kørsel.

Alarmer og fejl

Af gentagende fejl nævner den tidligere chauffør ting som bagdøre, der ikke kan åbne, varmeblæsere kører uafbrudt, advarselslamper og gearkassealarm, der pludselig går i gang, dørlåse, der ikke virker, og katastrofeblink, som ikke virker.

– Sidste sommer væltede det ud med varme – man kunne ikke slukke det. Andre gange kunne man ikke tænde varmen. Jeg prøvede også døralarmer, der gik i gang på grund af defekte sensorer. Nogle alarmer bliver bare fjernet i stedet for at fikse problemet, fortæller Jimmy Aaby Rasmussen og fortsætter over i en særlig episode, han husker:

– Jeg havde en bus, hvor når jeg trådte på bremsen, så væltede luften ud på grund af en utæt bremseslange. Det må man jo ikke køre med. Når jeg kontakter vagten og fortæller om problemet, så har vi sådan en A4-side, vi putter i forruden, så der ikke kommer en anden chauffør og tager bussen, fordi den er ude af drift. Jeg spurgte så, om jeg skulle sætte den side i forruden, men det måtte jeg ikke, fordi de manglede busser.

I stedet rapporterede han fejlen i den fælles fejlrapporteringsapp, som buschaufførerne har.

– Jeg skriver, at bussen under ingen omstændigheder bør køre videre, fordi jeg så håber, at en chauffør ser det, og så har jeg min ryg fri. Men om mandagen bliver jeg ringet op og får at vide, at "appen er ikke Facebook, skriv bare hvad fejlen er, så vurderer vi det", forklarer Jimmy Aaby Rasmussen.

Det skabte ikke stolthed at møde frem til en bus, der nogle gange så sådan ud, fortæller den tidligere BAT-chauffør. Eget foto.

Træt af ligegyldighed

Ifølge den tidligere buschauffør er det største problem, at mange af de her fejl er blevet meldt før, og Tidende har da også set eksempler fra fejlrapporteringsappen, hvor der fremgår mange fejl på de samme busser.

– Det bliver selvforstærkende: Hvis fejlene ikke bliver rettet, gider man til sidst ikke melde dem længere. Jeg har også spurgt klargøringen, om de kunne rengøre glassene på bakkameraerne – der har været så mange bakskader – men det bliver bare ikke gjort, siger Jimmy Aaby Rasmussen og giver et andet eksempel, da han kommer i tanke om en reklame for en app, som ikke havde virket i alt den tid, han havde været ansat.

– Den sad på døren ind til chaufføren og på vinduerne i bussen. Jeg spurgte først, om jeg måtte fjerne den, men det måtte jeg ikke, for det skulle klargøringsfolkene gøre. Jeg sender det så på vagttelefonen med et billede, hvor jeg spørg, om det er smart at reklamere for en tidligere app. Så får jeg svaret: "Hej Jimmy, det er ikke smart, men det er heller ikke noget, man tager på vagttelefonen. Du er velkommen til at skrive en mail eller kigge forbi efter pinse".

– Det er den der ligegyldighed. For mig er bussen mig udadtil. Jeg tog det personligt i starten – man skulle bare lære at være ligeglad. Men jeg mistede lysten til arbejdet, for til sidst bliver du frustreret jo. Det bliver for meget, fortæller Jimmy Aaby Rasmussen.

– Jeg spurgte først, om jeg måtte fjerne den, men det måtte jeg ikke, for det skulle klargøringsfolkene gøre, fortæller Jimmy Aaby Rasmussen. Eget foto.

Har ramt arbejdsglæden

Stig Lodberg er tillidsrepræsentant for BAT-chaufførerne og også selv chauffør. Han erkender først og fremmest, at man har været voldsomt udfordret med de gamle busser, men, siger han:

– Min oplevelse er, at vi har fået udbedret det, og er blevet bedre. Det skal også siges, at vi har fået skiftet nogle af de helt gamle busser ud. Vi arbejder benhårdt både værkstedet og chauffører på at få rettet op på de fejl, og der er sket en klar forbedring over de sidste par år, siger Stig Lodberg og tilføjer:

– Det sker løbende, men det sker selvfølgelig ikke i det tempo, man kunne drømme om. Med de nedslidte busser vi har haft, har det jo været en kamp for mekanikerne at få dem ud at køre, for vi har haft for få busser. Vi kæmper med ting, man ikke ser andre steder i Danmark. Vi lever i 1975, hvor de andre lever i 2025, men det bunder altså i, at vi har været ramt økonomisk, og at det ikke har været prioriteret ordentligt fra politisk hold.

Og selvom Stig Lodberg også føler, at det går den rigtige vej med arbejdsmiljøet, så har det ramt arbejdsglæden, og der har været perioder, hvor det ikke var sjovt at møde på arbejde.

– Når man kan se, man skal køre i bus 752 for eksempel, hvor sædet sidder lidt skævt, dørene sidder lidt løst, og det hele rasler, så glæder man sig altså ikke, og det er man ikke særlig stolt af. Når man modsat får nye busser, så glæder man sig til at komme på arbejde, og det skal jo være en glæde at komme på arbejde.

Der bliver reageret

Det har blandt andet også været et problem, at man i den samlede busflåde på et tidspunkt havde syv forskellige busmodeller.

Det betød også, at man kunne møde op til en bus, hvor man knap nok vidste, hvordan man kom ind, fordi det var en helt anden type bus, end man var vant til.

– Det kan godt være, der er et skriv om, hvordan man gør, men det giver alligevel noget utryghed hos chaufføren. Det prøver vi nu at lave om, så når vi lejer busser, lejer vi primært bustyper, vi har i forvejen.

Han anerkender også, at chaufførsæderne trænger til at blive skiftet i nogle af busserne.

– For det har været sådan, at man kan få fysiske mén af dem. Derfor ser du også chauffører gå rundt med en pude under armen, så de sidder mere rigtigt, siger Stig Lodberg.

Som tillidsrepræsentant er hans klare overbevisning dog, at BAT som helhed bevæger sig i den rigtige retning, og der bliver lyttet og reageret, når chaufførerne har møder med ledelsen.

– Der bliver reageret med det samme – det gør der altså. Vi har jo sådan nogle workshops, hvor chaufførerne kan komme med kritik, og der bliver ikke lagt fingre imellem, og det kan Niels (Rasmussen, BATs trafikchef red.) godt tage ind. Han har vænnet sig til jargonen, og der bliver lyttet, og så undersøger man sagen, fortæller tillidsrepræsentanten, der altså ikke kan genkende Jimmy Aaby Rasmussens billede af den manglende ledelse og følelse af ligegyldighed.

Er et helt andet sted

Netop trafikchef Niels Rasmussen anerkender også den velkendte problematik med de nedslidte dieselbusser, som står til at blive skiftet ud.

– Jeg vil heller ikke lægge skjul på, at vi i perioder har været udfordret med fejl og mangler, men når det er sagt, så har vi i hele forløbet været i dialog med vores afdelingsmedarbejderudvalg og arbejdsmiljøgruppe i BAT. Et af områderne, som BAT har fokus på, er chaufførsæderne, og her har vi i arbejdsmiljøgruppen aftalt en udskiftningsplan i 2025, siger Niels Rasmussen og fortsætter:

– Vi tager det meget seriøst i forhold til fejlmeldinger, og der er vi jo lidt ekstraordinære, fordi vi har vores eget værksted. Så vi har direkte kontakt med chauffører og mekanikere dagligt. Opstår der fejl, bliver der taget hånd om det, forsikrer trafikchefen og tager samtidig afstand fra en sag i København, hvor busselskabet Umove er blevet taget i at beordre chauffører ud i ulovlige busser.

– Vi tvinger ikke chauffører til at køre med busser, der ikke må køre.

Han mener på samme måde som Stig Lodberg, at BAT er et helt andet og bedre sted nu, end man var for blot et år siden.

– For halvandet år siden var vi nede på to mekanikere, og der kunne de ikke følge med. Så jeg forstår godt, hvis nogle af de ting kunne opstå på det tidspunkt. Men der er vi ikke i dag. Nu har vi et stærkt værksted med fire mekanikere.

– Der er mange gode ting i gang, så tingene kan ændre sig, men vi ved også godt, at vi har været udfordret, og der er også politisk vilje til og forståelse for, at der skal gøres noget. Så jeg er sikker på at vi med fælles hjælp får rettet op på vores busflåde de kommende år, siger Niels Rasmussen.