– Det er enestående for dansk håndbold, og det viser bare, at dansk håndbold producerer en masse gode, unge spillere. Det er fantastisk som håndboldnørd at sidde og se på, siger træneren for Viking Rønne Håndbolds herrehold i Kvalifikationsrækken.
Selvom spillet foregår på et andet niveau, når landsholdet løber på banen, end når Michael Mortensens spillere indtager Rønne Idrætshal, er der meget, den bornholmske træner kan bruge.
– Der er selve spillets facetter, og der er måden, tingene bliver gjort på. Det kan man sagtens tage med ned på vores niveau. For uanset om det er et fransk kryds eller en barca, som de kører, så kører vi det også nede hos os. Selvfølgelig på et andet niveau og måske ikke med så mange muligheder, som de har. Den dybe tallerken er opfundet oppefra, og den tager vi hele vejen ned, siger han.
Ligesom landstræner Nikolaj Jacobsen lægger Michael Mortensen stor vægt på sammenholdet.