Tilmeldingen til kommunestævnet i Skoleskak er gratis, og de skarpeste hjerner vil kvalificere sig til Danmarks Mesterskaberne den 22. til 24. november på Sydfyn. Her vil 200 unge fra hele landet mødes, for at dyste om trofæerne.
Generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen, bor i Allinge og er forælder til to elever på Kongeskærskolen. Ifølge ham har Skoleskak en unik positiv indvirkning på elever, som måske ellers ikke trives i skolen.
– Skolevægring og mistrivsel er en stor udfordring også på Bornholm, og vi ved, at uro i skolen er den største kilde til mistrivsel. Samtidig melder skoler som anvender skoleskak i resten af landet om mere ro, færre konflikter, flere sociale bånd og at flere elever kommer i skole på dage med skoleskak. Jeg ville ønske, at de bornholmske elever også kunne få lov at opleve det, og jeg forstår ikke, hvis skolerne ikke også ønsker det, siger Mads Jacobsen i en pressemeddelelse.