Bornholmer skal spille i Superligaen

Bornholmer skal spille i Superligaen
Marc Nielsen og holdkammeraterne fejrer oprykningen. Foto: Ritzau/Scanpix
NOTITS | 29. MAJ 2023 • 18:14
Af:
Ritzau/Jesper Gynther
NOTITS
29. MAJ 2023 • 18:14

Den bornholmske venstre back Marc Nielsen skal efter sommerferien spille i Superligaen med Hvidovre, som i weekenden sikrede sig oprykning fra 1. division.

Hvidovre er efter sommerferien for første gang i 26 år en del af Superligaen.

Det står klart, efter at rivalen Sønderjyske søndag spillede 3-3 hos Næstved efter en sen udligning af værterne og dermed ikke længere kan hente Hvidovre i kampen om andenpladsen i 1. division.

Hvidovre slog lørdag Vendsyssel 3-2 på udebane efter et sejrsmål i overtiden og bragte sig seks point foran sønderjyderne, som derfor var presset til at vinde sine sidste to kampe stort.

Den mission fejlede dog.

Hvidovre er i stedet klar til Superligaen med et setup, der ellers ikke skriger topbold. De fleste spillere i Hvidovre spiller fodbold på deltid ved siden af et job, og det bliver der ifølge sportschef Peter Lassen ikke ændret væsentligt på trods oprykning.

Peter Lassen skal snarest muligt forholde sig til otte kontrakter i Hvidovre-truppen, der udløber denne sommer, ligesom der skal nye folk ind.

– Vi skal ud og finde fire-fem nye spillere. Vi er godt rustet. Vi har haft fat i en del allerede. Det er bare at gøre tingene færdige, og det håber jeg sker inden for kort tid, siger sportschefen.

Allerede nu står det klart, at Hvidovre siger farvel til den 21-årige midtbaneprofil Frederik Carlsen. Han skifter til Silkeborg IF.

Til gengæld bliver Marc Nielsen, som har kontrakt til og med næste sæson.

Med op følger Vejle Boldklub, der for mere end to uger siden sikrede sig sin billet til Superligaen og siden også har sikret sig førstepladsen i 1. division. Søndag blev det 1-1 hos Helsingør i vejlensernes næstsidste kamp inden ferien.