Dermed er der 26 sekunder mellem de to inden lørdagens afgørende enkeltstart. Magnus Cort kom i mål lige før Thomas og Roglic efter at have siddet med fremme længe. Bornholmeren blev dermed nummer tre på etapen.
Bornholmeren ønskede ikke en dag, hvor han bare skulle trille hjem over bjergene med en grupetto. Han strøg med i det større udbrud, som var oppe på mere end otte minutters forspring undervejs.
Hverken Ineos, Jumbo-Visma eller UAE formåede at få folk med i udbruddet, så der var ingen forposter til kaptajnerne, når der skulle duelleres i klassementet på etapen.
Frontgruppen blev splittet med omkring 45 kilometer til mål, da kategori-1-stigningen Passo Giau bød sig til.
Stort forspring til sidst
Efter nedkørslen hen til finalestigningen med to tinder var mere end 10 mand stadig med i frontgruppen, som havde næsten syv minutter ned til feltet med favoritterne.
Alt tydede på, at etapevinderen skulle findes fra den gruppe, hvor Magnus Cort stadig sad med og lod sig gennemvæde af den pludselige og voldsomme regnbyge, som ramte.