En god forretning – bare ikke for kommunen

En god forretning – bare ikke for kommunen
LEDER | DEBAT | 2. JUN • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 2. JUN • 05:30

Østre Skole blev solgt for under syv millioner kroner, lejet tilbage for næsten en million om året – og er nu sat til salg i små bidder med stor gevinst.

I 2022 sælger Bornholms Regionskommune Østre Skole til et privat selskab for 6,75 millioner kroner. Det sker i et udbud, hvor køberen får lov at erhverve skolen mod at etablere boliger på adressen.

Derefter lejer kommunen sig ind i en del af skolen for knap en million om året og sørger dermed for, at køberen næppe har de store udgifter forbundet med sin nyerhvervelse.

Og nu? Nu skrinlægger køberen sin plan om at lave lejligheder i Rønne og splitter i stedet Østre Skole op i bidder, som sælges enkeltvist. Den samlede salgspris bliver formentlig cirka en fordobling af selskabets købspris i 2022.

Man behøver ikke være ejendomsmægler eller -spekulant for at se, at det her er en rigtig god forretning for den ene part og en elendig én af slagen for den anden. Det er kommunen, der er den anden – og dermed os som borgere.

Det er hverken ulovligt eller sikkert særlig ualmindeligt. Det er til gengæld ualmindelig uambitiøst, når man betragter det fra et forvaltningsmæssigt og politisk perspektiv. Det lugter endnu en gang af kommunal kortsigtethed og en manglende forståelse for det, man sidder med.

Den nye ejer af Østre Skole har jo sine økonomiske grunde til ikke længere at kunne give sig i kast med sit projekt. Det er vi desværre nødt til at anerkende. Men det ændrer ikke ved, at vi mangler at se noget kløgt og omtanke i kommunens ageren på det her marked.

Det handler jo ikke kun om en gammel skole. Det handler om vores fælles værdier, om offentlige midler og om vores tillid til systemet.

Dén, tilliden, kan nogle gange ligge på et ret lille sted desværre.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT