Nu har Karina Nørby så igen fået nyt job, idet hun drager sydpå til Guldborgsund Kommune, der omfatter Falster og det østligste af Lolland. Her bliver hun den 1. december ny direktør, idet kommunens borgmester, socialdemokraten Simon Hansen, sammen med resten af byrådet har valgt Karina Nørby til posten.
– Karina Nørby er en erfaren leder, og samtidig har hun stor viden og indsigt i velfærdsområderne. Hun har nogle spændende bud på, hvordan vi kan arbejde sammen om nye velfærdsløsninger i en tid, hvor borgernes forventningerne til velfærden stiger samtidig med, at kommunerne er presset på både økonomi og arbejdskraft, siger Simon Hansen ifølge Folketidende i en pressemeddelelse.
Karina Nørby siger, at der venter en fælles opgave på velfærdsområderne, "hvor vi sammen skal forme bæredygtige velfærdsløsninger til fremtiden".
– Det er en stor opgave, som jeg ser frem til at arbejde sammen om. Derudover er jeg tiltrukket af herlighedsværdien i Guldborgsund, og jeg glæder mig til at lære Lolland-Falsters geografi, natur, vand, land og byer at kende. Guldborgsund har det hele, og der sker en spændende udvikling i landsdelen i disse år, siger Karina Nørby ifølge Folketidende.