Stærk aftale med staten: Ukendt for Bornholms politikere

POLITIK | Mandag 14. august 2023 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Mandag 14. august 2023 • 05:30

Søren Schow (V) og Linda Kofoed Persson (DF) har aldrig hørt om, at Bornholm kan få store fordele ud af en udviklingsaftale med Indenrigsministeriet. Morten Riis (EL) forbinder aftalen med snærende betingelser, der imidlertid er blevet sløjfet. Nu vil de alle tre forfølge muligheden.

Både i år og sidste år har også Bornholm kunnet søge om en særlig udviklingsaftale med Indenrigsministeriet. Langeland og Læsø gjorde det sidste år, og de to kommuners borgmestre fortæller om store fordele fra en ordning, som de er uforbeholdent glade for.

Men på Bornholm fortæller gruppeformændene Søren Schow (V) og Linda Kofoed Persson (DF), at de aldrig har hørt om muligheden. Og gruppeformand Morten Riis (EL) har de seneste år haft en fejlagtig opfattelse af, at en udviklingsaftale med ministeriet indebærer stramme bindinger på kommunen.

Det gjorde aftalen også engang, men staten har droppet sine modkrav i de seneste år, fortæller Langelands borgmester Tonni Hansen (SF).

Bornholm havde senest muligheden for at søge om en udviklingsaftale for en uge siden. For en særlig kolonne i det skema, som kommunen udfyldte for at søge 200 millioner kroner i Indenrigsministeriets pulje for vanskeligt stillede kommuner havde overskriften "Hvis der ansøges om at indgå udviklingspartnerskab, skal dette anføres her samt begrundelse herfor".

Regionskommunen svarede hverken ja eller nej, men udfyldte kolonnen med ordene "På grund af den økonomiske situation anmoder kommunen om et møde med ministeren." Og ikke andet end det.

Muligheden af at få en udviklingsaftale med staten er ukendt stof for også nogle af Bornholms mest erfarne kommunalpolitikere.

– Nej, den mulighed mener jeg ikke, at jeg har hørt om. Men det kan da godt være, at nogen har nævnt den, uden at jeg har lagt så meget mærke til det, siger Søren Schow.

– Hvis det kan bidrage til at gøre os økonomisk bæredygtige, kunne det da godt være interessant. Men hvis vi skulle søge om en udviklingsaftale, skal vi jo også være enige om, hvad vi gerne vil udvikle, siger han.

Heller ikke Linda Kofoed Persson har nogen erindring om, at hun nogensinde er blevet præsenteret for muligheden.

– Vi har snakket om flere scenarier. Også om der er mulighed for, at staten kan hjælpe os med nogle af de udfordringer, som vi har, for eksempel ved at lægge nogle uddannelser herover, siger hun.

– Det er ikke noget, som jeg har hørt om. Men det lyder som noget, som vi må snakke om, når vi mødes igen, for eksempel ved budgetseminaret den 22. august, siger Linda Kofoed Persson.

Riis' indtryk er fortid

Gruppeformand Morten Riis (EL) husker rigtigt ved at huske, at Bornholm for år tilbage havde en udviklingsaftale med Indenrigsministeriet. Men han er ikke blevet opdateret på, at aftalens vilkår er blevet væsentligt mere gunstige siden dengang.

– Vi har tidligere haft sådan en aftale. For omkring otte år siden. Om det er interessant med en aftale handler meget om hvilke krav, der bliver stillet fra ministeriets side. Da vi havde en udviklingsaftale for nogle år siden, var det lidt som med de hjælpepakker, som nødlidende lande kan få fra Den Internationale Valutafond (IMF), siger han.

– Der var nogle krav til den kommunale drift. Det var sådan "Nu får I nogle penge, og så skal I gøre sådan og sådan". Men jeg kender ikke kravene til de kommuner, der har sådan en aftale i dag, siger Morten Riis.

Borgmestrene på både Langeland og Læsø indgik udviklingsaftaler sidste år. De siger begge to, at ministeriet har løsnet helt op, at der ikke er nogen modkrav til dem, kun fordele, og at de også er meget glade for den tætte dialog, som de har fået med ministeriet.

– Det lyder jo meget godt. Hvis det virkelig er rent dialogbaseret, kunne det godt være interessant. Det er nyt for mig, at der ikke er nogen krav om modydelser, og at det hele er rent baseret på dialog, siger Morten Riis.

– Jeg er sikker på, at vi får det møde med indenrigsministeren, som vi beder om i vores ansøgning til puljen. Ved det møde vil det være oplagt også at få muligheden af en udviklingsaftale nærmere beskrevet.

– Alene det, at man på forhånd ved, hvad man har sikkerhed for af penge fra puljen til vanskeligt stillede kommuner, vil faktisk være kvalitet nok i sig selv til at lave sådan en udviklingsaftale.

Burde kommunens administration have gjort jer opmærksom på, at muligheden for at få en udviklingsaftale findes, og at den er attraktiv?

– Det ved jeg ikke, siger Morten Riis.

– Men jo. Det havde været rart.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Jacob Trøst (K).



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT