Fly havde problemer: Måtte vende om

Ifølge data fra Flightradar24.com var det dette fly, med registreringen OY-RUA, der havde et defekt radiopanel mandag eftermiddag. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
TRAFIK | Tirsdag 10. juni 2025 • 11:33
TRAFIK | Tirsdag 10. juni 2025 • 11:33

Et defekt radiopanel tvang mandag eftermiddag et DAT-fly til at vende rundt.

Passagererne på DAT-flyet DX49 med afgang klokken 16.00 fik mandag eftermiddag en noget kortere flyvetur end forventet - i hvert fald i første omgang.

Flyet skulle egentlig være fløjet hele vejen til Københavns Lufthavn, men det vendte om efter kun fem minutter i luften, viser data fra hjemmesiden Flightradar24.com. Cirka et kvarter herefter landede flyet igen i Bornholms Lufthavn, og passagererne måtte igen tage plads i terminalen.

Bornholm 24/7 oplyser på Facebook, at flyet returnerede på grund af tekniske problemer, fordi besætningen ikke "kunne kommunikere med dem på jorden." DATs kommercielle direktør, Robert Rungholm, oplyser tirsdag formiddag til Tidende, at årsagen var et defekt radiopanel.

"Det blev skiftet i går, og flyet tager tilbage til CPH (Københavns Lufthavn, red.) senere i dag," tilføjer han.

Fly kom fra Litauen

Imens var et af DATs andre fly tilfældigvis på vej fra Kaunas i Litauen med kurs mod Københavns Lufthavn. Over Østersøen fik besætningen ordre om at ændre kurs og komme de strandede passagerer til hjælp, og flyet blev således omdirigeret til Bornholms Lufthavn, hvor det ifølge Flightradar24 landede klokken 18.23.

"Flyet har været til planlagt vedligehold i Kaunas og var på vejen hjem, da det lige slog et smut forbi Rønne," oplyser Robert Rungholm.

Det nyligt vedligeholdte fly afgik herefter - nu med passagerer - fra Bornholms Lufthavn klokken 19.16, ifølge Flightradar24.com - med mere end tre timers forsinkelse. Det havde også den konsekvens, at de resterende afgange søndag blev væsentligt forsinkede.

Flyet, hvis radio gik i stykker mandag, befandt sig tirsdag formiddag stadig på Bornholm. Ifølge Robert Rungholm flyver det senere på dagen tomt til Københavns Lufthavn og herefter indgår det i fartplanen igen. Radioproblemet får ingen betydning for selskabets flyvninger under Folkemødet.


Et af DATs andre fly kommer passagererne på Bornholm til undsætning. Skærmbillede: Flightradar24.com


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT