Ny café og butik i Allinge: Vi har slået et ret stort brød op

Ny café og butik i Allinge: Vi har slået et ret stort brød op
Birgit Lyngbye Pedersen og hendes mand Jimmy Olesen købte i 2021 et gammelt trykkeri i Allinge for at have en base på Bornholm. Nu har de også købt det tidligere Galleri Klejn på den anden side af Storegade. Foto: Anette Vestergaard
ERHVERV | Tirsdag 10. juni 2025 • 16:00
ERHVERV | Tirsdag 10. juni 2025 • 16:00

Birgit Lyngbye Pedersen åbner torsdag nyt mødested i det gamle Galleri Klejn. Omdrejningspunktet er bornholmsk kunsthåndværk med kaffe og kage.

Ejerne af Villa Sonja i Allinge købte sidste år Galleri Klejn, som ligger lige overfor Villa Sonja på hjørnet af Kirkeplads og Storegade. Ønsket var at skabe et unikt mødested i Kirsten Lillelunds gamle galleri, men med en hældning i retning af café og kunsthåndværk. Vinteren er gået med at planlægge og lave aftaler med håndværkere, og på torsdag, samme dag som Folkemødet, åbner Galleri Sonja.

Alt er bornholmsk

Det er designhistorikeren Birgit Lyngbye Pedersen og ægtefællen Jimmy Olesen, der har kastet sig ud i endnu et kreativt renoveringsprojekt i Allinge, og det sker igen med et ønske om at integrere så stort et bornholmsk islæt som muligt. Den håndbyggede disk, som står centralt i caféen, er fremstillet af Bornholms Møbelsnedkeri i Nyker, kaffen leveres af Benjamin Hunner fra Bean Buddy i Svaneke og keramikken er fra Roxy Ceramics, som fremstilles af Rosanna Julie Svensson, også fra Svaneke.

Christina Tidemand Greth fra Bornholms Møbelpolstrer har lavet hynderne, og i butikken kan man indtil videre købe glas og keramik fra Gerner Jahncke i Nexø, samt genbrugsserien Reuse fra Pernille Bülow.


Galleri Sonja er klar til at åbne samme dag som Folkemødet, nemlig torsdag den 12. juni. Foto: Anette Vestergaard

En stejl læringskurve

Birgit Lyngbye Pedersen prøver at forklare, hvad der menes, når hun på Instagram omtaler åbningen som en 'soft launch' – hvilket på dansk betyder noget i retning af en blød åbning.

– Vi kommer til at have åbent hen over sommeren, tre-fire dage om ugen, og så kommer vi til at bruge efteråret til at finde ud af at bygge hjemmeside, og drage erfaringer af det vi launcher nu, siger Birgit Lyngbye Pedersen.

– Vores læringskurve er stejl, fordi vi ikke har prøvet det før. Så vi har stået ret stort brød op.

Det med galleri skal i øvrigt tages med et gran salt.

– Det er mere en café og en butik, der kommer. Men vi kommer også til at udstille bornholmsk craft, siger Birgit Lyngbye Pedersen.

Café med blomsterudsalg

Og så er der blomsterne. Birgit Lyngbye Pedersen har siden købet af Villa Sonja i 2021 været vild med blomsterne fra Heaven i Østermarie. Her driver tjekkiske Lukas Paderte økologisk blomstergartneri, og det er ham der står bag den smukke blomstersky, der allerede svæver i loftet i Galleri Sonja.

Blomsterne fra Heaven kommer imidlertid også til salg i Allinge i sæsonen. Så snart der kan skæres friske blomster i Heaven, kommer der et udvalg til Allinge, siger Birgit Lyngbye Pedersen.

Det skyldes, at Villa Sonjas oprindelige samarbejde med Lukas Paderte tog en ny drejning, da det sidste år kom frem, at blomstergartneren forsøgte at sælge ejendommen efter fire år i Østermarie.


Det er Lukas Paderte der står bag blomsterskyen i loftet. Keramikken er fra Roxy Ceramics, Gerner og Jahncke og Pernille Bülow. Foto: Anette Vestergaard

Brød og kager til kaffen

Det ville betyde et farvel til Heaven, og den besked gjorde Birgit Lyngbye Pedersen og Jimmy Olesen så kede af det, at de gik ind og tilbød at hjælpe.

– Vi kunne ikke bære, at han skulle flytte tilbage til Prag. Så vi gik ind og købte bygningerne, og så har vi indgået et partnerskab med ham, hvor vi har lavet en virksomhed sammen, fortæller den nye caféejer i Allinge.

Det bliver også muligt at få lidt til kaffen, for Birgit Lyngbye Pedersen har ligeledes indgået et samarbejde med Eva Hurtigkarl, datter af topkokken Jan Hurtigkarl. Eva er uddannet kok og opskriftsudvikler, og hendes opskrifter falder i Birgit Lyngbye Pedersens smag.

– Eva har lige lavet en fantastisk kogebog, og nu har hun udviklet nogle kager til os. Og brødet får vi fra Brødre Bageri i Tejn.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT