Staten: Der er noget, der mangler

Den store velfærdsstat har kostet os medmenneskelighed.

Der er snart ikke et eneste hjørne i livet, hvor statens tunge fodtrin ikke har sat sine fodspor.

Vi lever i et land, hvor skatteprocenten vejer tungt, men at hjælpen fra det offentlige ikke blot er en mulighed, men noget alle kan få. Alligevel er der noget, der mangler - noget menneskeligt. For i takt med at velfærdsstaten er vokset sig større og større, så er noget andet blevet mindre: Vores ansvar for hinanden. Vores medmenneskelighed.

Vi kigger væk

Det lyder måske paradoksalt, For burde en stat, der hjælper alle, ikke styrke fællesskabet? Burde vi ikke føle os mere forbundne, når vi alle deler denne tryghed?

Sådan er det ikke.

Når den enlige mor står i supermarkedet med to børn i vognen og blikket låst fast på dankortterminalen, fordi hun ikke ved, om der er nok på kontoen – så kigger vi væk. Vi tænker, at det offentlige kan hjælpe hende, eller at kommunen måske har tænkt sig at gribe ind.

Når en ung dreng står alene ved busterminalen i alt for tynd jakke og med tomme øjne, så går vi forbi og tænker, at der sikkert er en sagsbehandler, der har styr på ham.

Og dér ligger problemet, og den største trussel mod medmenneskeligheden.

Vi bliver små og fjerne

Jo mere vi betaler for, at nogen andre tager sig af det hele, jo mindre føler vi, at det er vores ansvar.

Den store stat gør os små – både i pengepungen, men også i vores forbindelse til hinanden. Den gør os ikke blot afhængige. Den gør os fjerne. Når staten bliver alt, så bliver borgeren ingenting. Og fællesskabet – det nære, det menneskelige – det mister vi.

Det var aldrig meningen, at frihed og fællesskab skulle stå i modsætning. Men den store velfærdsstat har fordrejet dette forhold. Den har lært os at fralægge vores moralske ansvar. Vi hjælper ikke den hjemløse på gaden, for vi har jo allerede givet vores bidrag. Vi spørger ikke den ældre nabo, om de har brug for noget – det klarer hjemmeplejen vel.

Men det er ikke i statens hænder, at det virkelig menneskelige sker. Det sker i blikket mellem to mennesker. I den stille omsorg, i den ubetingede hjælp, i det ansvar vi tager – ikke fordi nogen har sagt, at vi skal, men fordi vi vil.

Den slags ansvar forsvinder, når vi bilder os selv ind, at staten gør det bedre end os.

Viljen til at se

Vi glemmer, at frihed ikke kun handler om retten til at vælge – men også om viljen til at se. Se det menneske, der står foran os - ikke som sag, men som skæbne - ikke som borger, men som medmenneske.

I et samfund, hvor staten træder et skridt tilbage, sker der noget særligt. Vi træder selv frem. Ikke med ligegyldighed, men med blik for hinanden -ikke med kolde skuldre, men med åbne hænder. For når vi ikke længere kan gemme os bag høje skatteprocenter, så bliver vi tvunget til at se – og til at være noget for hinanden.

Et frit samfund

At være menneske i et frit samfund er ikke kun et spørgsmål om rettigheder. Det er et spørgsmål om karakter. Om hvem vi vælger at være, når ingen kigger. Om hvad vi gør, når det ikke længere er systemets opgave – men vores.

Et sundt samfund ser ikke mennesker som små og skrøbelige, men som i stand til at løfte – sig selv og hinanden. Det ser ikke på behov først, men på potentiale. Det tror ikke, at vi alle er ens, men ved, at vi alle har noget at give.

Der er noget smukt i at tage ansvar for sig selv. Og noget endnu smukkere i at vælge at tage ansvar for andre – uden at nogen kræver det.

Friheden viser først sit sande ansigt, når den bruges til andet end os selv. Når den bliver til omsorg, ikke ud fra tvang, men ud fra overbevisning.

En stat, der kender sin plads

Ja, der vil altid være mennesker, som har brug for hjælp. Nogle, der har brug for støtte og tryghed. Men forskellen ligger i, hvordan den gives – og af hvem.

En lille stat er ikke en svag stat. Det er en stat, der kender sin plads. Den løfter dem, der ikke kan – uden at tage styrken fra dem, der godt kan. Derfor må vi huske, at det store velfærdsstat ikke nødvendigvis er det stærkeste. Det er vi.

Lad os derfor ikke forveksle skattebetaling med næstekærlighed. Lad os ikke bilde os ind, at vi har gjort nok, bare fordi vi har afleveret halvdelen af vores løn.

Lad os i stedet tro på noget større – os selv og hinanden. Tro på, at vi kan være noget for nogen, uden at spørge systemet om lov. Tro på, at det menneskelige først vokser, når staten træder til side. For først når staten fylder mindre – kan mennesket fylde mere.

Ida er en af Tidendes faste kommentatorer. Hun går på Campus Bornholm og et blandt andet formand for Liberal Alliances Ungdom på Bornholm