Børn og udsatte familier bliver ramt: 'Mange ting i det er usmageligt'

POLITIK | Onsdag 6. december 2023 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Onsdag 6. december 2023 • 05:30

12 forskellige indsatser for ikke mindst Bornholms sværest stillede børn og familier bliver skåret ned, fordi budgettet bliver ved at skride i Center for Børn og Familie. Mange ting i det er usmageligt, men vi nåede til den konklusion, at vi ikke kan blive ved at trække penge fra kassen, siger Sabine Lyngberg (DF).

En stilling mindre i Ungehuset, hvor man prøver at afværge, at udsatte unge bliver anbragt. Kun tre ansatte i stedet for fire i Familiehuset, hvor i øjeblikket 11 af Bornholms mest sårbare familier er igennem forløb på op til flere år. Og ingen sundhedspleje for skoleeleverne fra 2. til 8. klasse.

Det er tre af konsekvenserne af, at der nu bliver sparet 5,2 millioner kroner om året i kommunens Center for Børn og Familie. Her har man gennem flere år kæmpet med udgifter, der løber løbsk i millionklassen.

Børne- og skoleudvalget godkendte alle de tre indgreb ved sit møde tirsdag. Samtidig godkendte børne- og skoleudvalget, at der også bliver sparet stillinger væk ni andre steder i Center for Børn og Familie. Næsten alle steder også med store konsekvenser til følge.

– Havde vi noget valg? Det var i hvert fald et enigt børne- og skoleudvalg, der gik med til, hvad administrationen havde anbefalet, siger Sabine Lyngberg (DF), medlem af børne- og skoleudvalget.

– Vi talte længe om sagen. Det tog vel en god times tid. Men det var sådan det blev, siger hun.

Lang ventetid på psykolog

Netop nu er der i gennemsnit et halvt års ventetid for børn, der har brug for en samtale med en psykolog i Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR). Det foregår i skolernes regi. Men også psykologerne kommer til at holde for med spareplanen. Dagens ni årsværk vil snart blive reduceret til otte. Børns lange ventetid på psykologbesøg fyldte meget i valgkampen op til det seneste kommunalvalg.

– En af de hårdeste at sluge var at skære en psykolog væk i PPR. Nu havde vi næsten lige normeret op i PPR, og der er stadig et halvt års ventetid i gennemsnit. Men meget tyder på, at der kommer nogle flere penge fra staten, øremærket PPR. Hvis det sker, kan det forhåbentlig afbøde noget, siger Sabine Lyngberg.

Blandt spareplanens andre konsekvenser er en familierådgiver mindre i Det Gule Team – og en medarbejder mindre og derfor også større risiko for klager og fejl hos enheden Myndighed, der afgør mange sager og over en bred kam afgør hvem, der har krav på hvilke ydelser. Skolerne og børnehusene mister desuden en tale- og hørekonsulent.

Det halve af kommunens indsats for at ruste bornholmske børn, unge og deres forældre til gode vaner om skærmtid, spil og brug af de sociale medier vil også falde væk. Her har Bornholm ellers gået forrest, og en del andre kommuner har både været misundelige og ladet sig inspirere af en indsats, som Bornholm var både først og længst fremme med.

– Mange ting i det er usmageligt, men vi nåede til den konklusion, at vi ikke kan blive ved at trække penge fra kassen. Der er jo heller ingen penge at tage i kassen, siger Sabine Lyngberg.

Årets tredje spareplan

Spareplanen for Center for Børn og Familie er den tredje i år. Alle tre planer hedder mere officielt "genopretningsplaner". Den nye spareplan kommer, fordi årets første spareplan ikke har virket så godt og så hurtigt som ventet.

Den første genopretningsplan blev vedtaget i maj. Den kom efter, at det allerede meget tidligt på året stod klart, at Center for Børn og Familie vil komme til at overskride årets budget med et stort millionbeløb.

Den første plan havde fokus på, at kommunen skulle investere sig ud af problemerne ved at forebygge. Og ikke mindst forebygge, at så mange bornholmske børn og unge bliver anbragt udenfor Bornholm. At antallet af anbragte er gået stærkt i vejret er hovedårsagen til, at budgettet skrider i Center for Børn og Familie.

Allerede meget kort efter stod det dog klart, at årets budget vil skride med yderligere 11,3 millioner kroner mere end ventet først på året. Det fik velfærdsdirektør Trine Dorow til at foreslå en ny plan: Den ville holde fast i initiativerne i den første plan, nu bare uden størstedelen af de ekstra ressourcer, som den første plan ville tilføre.

Det var for skrap kost for kommunalbestyrelsen, der i juni i stedet lod kommunekassen dække ni millioner kroner af det nye underskud. De sidste godt to millioner i det nye hul på 11,3 millioner kroner blev dækket med allerede bevilgede penge, som børnehusene fik til overs sidste år.

Sabine Lyngberg fortæller, at et nyt træk på kommunekassen ikke var oppe at vende tirsdag i børne- og skoleudvalget.

– Vi ved godt, at kassetræk ikke har gang på jord. Vi bliver bare nødt til at tage ansvar og få det til at fungere. Men det bliver ikke pænt. Der er grimme ting imellem, siger hun.

Med den seneste genopretningsplan sigter Center for Børn og Familie nu mod at have sin økonomi i balance i 2026. Underskuddet er så stort, at det skal betales af over tre år. Kommunen ville risikere ikke at kunne leve op til krav, som loven stiller, hvis man forsøgte at rette Center for Børn og Familie op på kortere tid end de tre år.

"Administrationen anbefaler en treårig genopretningsperiode, idet der ved en toårig genopretningsperiode ville skulle findes udgiftsreducerende tiltag for 9,9 millioner kroner årligt, hvilket ikke vurderes realistisk at gennemføre uden for store konsekvenser for driften og forudsætningerne for lovmedholdelig praksis", oplyste velfærdsdirektør Trine Dorow også til børne- og skoleudvalget før tirsdagens møde.

Årets merforbrug i Center for Børn og Familie ser netop nu ud til at blive på 27,1 millioner kroner. Center for Børn og Familie er i alt blevet tilført 56,9 millioner kroner ekstra de seneste tre år. Først ved at annullere centrets underskud i 2021 og sidste år. I år og næste år ved at sætte flere penge af på budgettet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT