Anette Stæhr om 23 år som S-formand: Her er mine største øjeblikke

Anette Stæhr om 23 år som S-formand: Her er mine største øjeblikke
Anette Stæhr aflægger beretning ved Socialdemokratiets generalforsamling. I slutningen af marts gør hun det for 23. og sidste gang. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
POLITIK | Søndag 22. januar 2023 • 12:22
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Søndag 22. januar 2023 • 12:22

Socialdemokratiets formand Anette Stæhr besluttede allerede for flere år siden, at hun ville stoppe. Det gør den 67-årige kredsformand nu ved generalforsamlingen i marts. Det har kun handlet om at finde det rigtige tidspunkt. Det største øjeblik gennem 23 år som lokalformand kom den aften, hvor Winni Grosbøll blev borgmester første gang.

Efter 23 år på posten går Anette Stæhr af som formand for Socialdemokratiet på Bornholm. Det vil ske ved partiafdelingens generalforsamling den 28. marts. Beslutningen har været taget i lang tid.

– Mine overvejelser om at stoppe som formand har været der længe. Det har jeg sådan set besluttet allerede for to-tre år siden. Det har handlet om at finde det rigtige tidspunkt at gå af på, siger Anette Stæhr til Bornholms Tidende.

– Det er så måske ikke nu, men jeg meddelte bestyrelsen min beslutning i november, så der har været tid til at forberede det, siger hun.

– En af formandens og bestyrelsens vigtigste funktioner er at forberede kommunalvalget, og der er næsten tre år til næste valg nu. Så enten skulle jeg blive og tage det næste valg med, eller også skulle jeg gå af nu, så en ny formand kan nå at komme ind i også det arbejde. Det skulle ikke være om et år, hvor der kun vil være knapt to år til kommunalvalget, siger Anette Stæhr.

– Desuden er mine børnebørn efterhånden ved at være store. Så hvis jeg skal have mere tid til at spille Matador og i det hele taget være mere sammen med dem, skal det også til at være.

Flere mulige afløsere

De bornholmske medlemmer af Socialdemokratiet kan godt ende med at få flere at vælge imellem, når 67-årige Anette Stæhrs afløser skal findes til marts. I hvert fald fortællr hun, at flere har vist interesse for posten.

Det største øjeblik kom, da Winni Grosbøll blev borgmester første gang. De mange små bedste øjeblikke har været, når Socialdemokratiets medlemmer fortalte hende, at de var glade for at have hende som formand.

Anette Stæhr meddelte i november resten af bestyrelsen i Socialdemokratiet på Bornholm, at hun vil gå af som formand til marts. Siden da har folketingsmedlem og tidligere miljøminister Lea Wermelin sammen med Socialdemokratiets to lokale næstforænd, Kasper Flygare og Christian Faurholdt Jeppesen, været i gang med at se sig om efter mulige afløsere.

– Lea, Kasper og Christian har været med til at planlægge, hvad vi gør nu og været med til at kigge efter mulige kandidater til at afløse mig, fortæller Anette Stæhr.

Er det lykkedes at finde nogen?

– Der er nogle, der har vist interesse. Men at vise interesse behøver jo ikke at betyde, at man stiller op.

Er der mere end en, der har vist interesse?

– Ja, det er der, siger Anette Stæhr.

– Nu kommer generalforsamlingerne i de fire partiforeninger først. Efter dem kommer generalforsamlingen i den ø-dækkende forening den 28. marts. Så kan partiforeningerne drøfte det og eventuelt finde nogle formandskandidater.

Fandt Jeppe, Lea og Winni

Anette Stæhr spillede en central rolle i at opdage og udvikle både Lea Wermelin, tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod og tidligere borgmester Winni Grosbøll. Og i at være med til bygge dem op og udvikle dem.

Hvilke egenskaber skal en god talentspejder have?

– Først og fremmest skal man have en god portion held. For folk skal være der, og nogle gange har man ikke de folk, siger Anette Stæhr.

– Jeppe Kofod så vi først i Pedersker og blev enige om, at han var et stort talent. Så vores partiforening var den første, derstillede ham op til Folketinget.

– Vi var heller ikke i tvivl om, at Winni og Lea ville være gode. Men man ved det jo aldrig fuldstændig. Man er nødt til at stole på sin mavefornemmelse, og så er man som formand nødt til at give dem sin fulde opbakning, siger Anette Stæhr.

Det politisk største øjeblik hun husker bedst fra de 23 år kom ved kommunalvalget i 2009.

– Det største jeg har været med til var den første gang, hvor Winni blev borgmester. Jeg synes, at vi kørte en flot valgkamp, og jeg synes, at vi var der, da vi skulle konstituere os efter valget. Jeg synes, at det var godt gået, siger Anette Stæhr.

Og på det mere personlige plan:

– Det jeg husker mest er, hvor godt jeg altid er blevet mødt. Når jeg er på gader og stræder, er medlemmerne kommet hen og har sagt, at de er glade for, at jeg er formand. Og det er dejligt. Jeg synes altid, at jeg har haft opbakning fra medlemmerne, siger Anette Stæhr.

– Jeg har været både beæret, ydmyg og stolt over at være formand for øens største parti.

 

 

 

FÅ ABONNEMENT