Stig brænder for grøn omstilling og lokale fødevarer

Stig brænder for grøn omstilling og lokale fødevarer
Stig Westermann. Foto: Berit Hvassum
DAGENS KANDIDAT | SALENE | ABONNENT | 13. NOV 2021 • 11:30
Henrik Nielsen
Journalist
DAGENS KANDIDAT | SALENE | ABONNENT
13. NOV 2021 • 11:30

Stig Westermann meldte sig ind i Enhedslisten i begyndelsen af året. Han brænder især for den grønne omstilling og lokale fødevarer.


Hvorfor stiller du op?

– Jeg har været medlem af Enhedslisten siden starten af året, og jeg vidste, at jeg ville blive pensionist her i slutningen af året, og så tænkte jeg, at nu er det på tide, at jeg giver lidt tilbage. Det er en af grundene. Det er første gang, jeg er aktiv i politik. I København var jeg med i Danmarks Naturfredningsforenings bestyrelse, og her på Bornholm er jeg med i Økobornholms bestyrelse og har forsøgt at være aktiv på andre områder, men ikke politisk.

Hvorfor lige Enhedslisten?

– Jeg brænder meget for den grønne omstilling. Vi bliver nødt til at komme i gang og gøre det i fællesskab. Det er den eneste chance, vi har. Det bliver vi simpelthen også nødt til at gøre noget for. Jeg synes, det går lidt trægt i mange af de andre partier, og vi bliver nødt til at speede op, og det tror jeg, at Enhedslisten er de bedste til at gøre. Og så er der hele det store ulighedsspørgsmål, som også trænger sig på.

Hvordan fører du valgkamp?

– Det gør jeg ved at rende til en masse møder. Jeg har været med rundt sammen med De Grønne Frøer, hvor det er Helle Munk Ravnborg, der har repræsenteret vores parti. Men jeg har været med på sidelinjen. Jeg har været til adskillige vælgermøder, og så er jeg på torvet hver eneste lørdag sammen med kollegerne. Jeg tror, vi var de første, der troppede op.

Hvordan vurderer du muligheden for at blive valgt?

– Det ser næsten for godt ud til at være sandt, hvis man kan sige det sådan, så nu må vi se. Man skal altid være lidt ydmyg. Så må vi se på tirsdag, når det endelig resultat kommer. Vi har stillet 12 kandidater op, og det er udelukkende Morten Riis og Niclas Fick, der har siddet i kommunalbestyrelsen. Jeg står som nummer seks på listen, så jeg havde sådan set ikke de store forventninger til, at jeg skulle komme ind i denne runde, men det kan jo godt være.

Hvordan har du det med, at muligheden nu er større, end du oprindeligt forventede?

– Det har jeg det helt fint med, for man skal ikke stille op og sige, at man gerne vil, og hvis så chancen byder sig, så vil man ikke alligevel. Det går ikke.

Hvis du kommer ind, er der så noget du særlig gerne vil arbejde med?

– Udover det grønne så har jeg i København arbejdet 30 år for Irma, og her på Bornholm har jeg arbejdet rigtig meget med de små fødevareproducenter, så det er lidt mit favoritområde. På landbrugsområdet er der enorme udfordringer i vente for de gode mennesker, som laver vores fødevarer, og dem skal vi holde til ilden, og så skal vi også hjælpe dem. Det er sådan, at hvis vi vil have mere natur, og det vil vi gerne, så er der ikke så mange andre muligheder, end at vi stille og roligt skal inddrage noget af den jord, som i dag bliver dyrket. Det tror jeg også godt, vi kan, og det skal være i et godt samarbejde med landbruget. Der er en kæmpe omstilling i gang, og der er bornholmske landmænd, der har set lyset og er gået i gang med at dyrke planteproteiner. Så kan vi nøjes med en fjerdedel af den jord, vi har i omløb i dag, og stadig få masser af god mad at spise alle sammen. Tabet er så enormt, når det skal gå igennem alle de der grise.

Hvad får du ellers din tid til at gå med?

– Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at have ejendommen Åhave ved Bobbe Å, så den bruger jeg en hel del tid på at renovere og passe og pleje. Der er otte hektar, og de er økologisk certificerede, og så dyrker jeg lidt bær og lidt frugt. Så jeg kan sagtens få tiden til at gå.

 


Stig Westermann

66 år

Blev enkemand i 2014. Har mødt en thailandsk kvinde, som efter tre års kamp har fået lov til at blive i Danmark

Oprindeligt fra København, kom til Bornholm i 2001, bor i dag i Salene

Stiller op for Enhedslisten