Klinik, forretning og ferieboliger: Maria har købt tre i én

Klinik, forretning og ferieboliger: Maria har købt tre i én
– Jeg glæder mig til at blive en del af Gudhjem og deltage aktivt, siger Maria Auerbach, der regner med at kunne åbne klinikken til februar og butikken til april. Eget foto.
DAGENS NAVN | Torsdag 22. december 2022 • 05:30
DAGENS NAVN | Torsdag 22. december 2022 • 05:30

Maria Auerbach er både uddannet sygeplejerske og kropsterapeut, og efter mange år som hjemmegående har hun planer om at åbne klinik og helsekostbutik i Gudhjem i det nye år.

Du og din mand har købt Brøddegade 26 i Gudhjem. Hvad skal bygningen bruges til?

– Jeg er uddannet sygeplejerske og har været hjemmegående de sidste 15 år med mine seks unger, og jeg har også løbende taget en kropsterapeutuddannelse. Jeg ledte efter et erhvervslokale, og så kom Brøddegade op, og det var en bygning med mange muligheder. Det bliver en klinik, hvor jeg laver kropsterapi og massager, og det vil jeg gøre hele året rundt. Og så skal jeg have den her butik, som også stort set vil have åbent hele året, måske lige lukket i januar og februar. Nu skal jeg lige køre igennem et år og det an.

 

Hvor bor I?

– Vi flyttede herover i 2019, og vi bor i Rønne, hvor ungerne også går i skole.

 

Hvorfor så lige i Gudhjem?

– Vi er meget spontane mennesker. Jeg søgte butikslokale i Rønne, men da vi så det i Gudhjem, blev vi grebet. Det er så hyggeligt et sted, og det hele gav mening. Der var muligheder, og vi kastede os ud i det, med tanken om, at det nok skal gå. Vi elsker at prøve noget nyt.

 

Er det både dig og din mand, der skal drive forretning?

– Nej, det er mig, der bliver frontfigur.

 

Hvad var der i bygningen før?

– Det hedder Det Gamle Bageri. I mange år har det været en butik, der hed Kramkjistan, og dem vi har overtaget det fra har haft en tøjbutik. Vi deler lokalet op i 1/3 klinik og 2/3 dele butik.

 

Skal det renoveres?

– Ja, der er ved at blive renoveret. Der er også tre ferielejligheder i bygningen, som også skal i spil på sigt. Så det er et helt kinderæg med tre i én, haha.

 

Hvorfor flyttede I til Bornholm?

– Det er den der spontanitet igen, og vi skulle prøve noget nyt, og vi kom fra landet 25 minutter fra København, hvor vi boede på gård med dyr og har boet der med alle børnene.

Vi har også rejst rundt i Australien i et år, hvor vi tog et sabbatår og fandt ud af, at man lander på benene, og det er sjovt at prøve noget forskelligt. Vi havde talt om at komme ud på en ø, og vi tog herover i en påskeferie, og vi satte vores hus til salg og kiggede på huse herovre.

 

Du er uddannet sygeplejerske. Hvor har du arbejdet som sygeplejerske?

– På børneafdelingen på Glostrup Hospital. Jeg har det der hjælpegen, og jeg vil gerne gøre en forskel og tage mig af folk.

 

Hvad kommer din klinik til at hedde?

– Den kommer til at hedde Klinik Nærvær. Vi kan spise og træne, og så er nærvær det sidste, der mangler. Det er også noget, der rykker, og det med at sætte sig i øjenhøjde er noget, jeg gerne vil bidrage til. At komme ind med den der tilgang, også i den tid, vi lever i, så har jeg endnu mere lyst til at tilbyde den nærvær og en lille hånd til livet.

 

Hvilken type terapi kommer du til at tilbyde?

– Det, jeg har lavet på nogen, er mere massageagtigt, hvor kropsterapien er pulserende og trykkende teknikker for at vække kroppen. Ofte sidder vi meget i hovedet, specielt her op mod jul, hvor mange har meget at tænke på, så er der kæbe- og nakkespænd. Jeg får dem ned i kroppen, for det er dumt kun at bruge hovedet, så der er så mange ressourcer i kroppen. Og det giver mere overskud at komme lidt væk fra hovedet, så det er kropsterapien.

 

Hvad kommer man til at kunne købe i helsekostbutikken?

– Der følger en masse kost med min uddannelse, og jeg går selv op i, hvordan man lever sundt.

Og så vil jeg have et all-round basis lager men også mine koncepter, for eksemepl med fokus på udrensninger. Jeg har prøvet det på egen krop mange gange: du bliver, hvad du spiser.

Det vil bære præg af, hvad jeg bruger i min kropsterapi, og så vil der også være et bredt udsnit af både gode teer, og så håber jeg, at jeg kan få nogle bornholmske produkter. Og ellers splejse det op, så det bliver spænende og der kommer noget nyt.

 

Hvornår åbner du?

– Jeg vil rigtig gerne kunne åbne op i februar med klinikken, og så kommer forretningen til april. Det er den store plan.

Jeg glæder mig til at blive en del af Gudhjem og deltage aktivt, og jeg committer mig meget til det sted, jeg er og de mennesker, der er omkring mig. Det er den rene intention, den kan jeg godt lide. Den har ført mig vidt omkring. Nu har jeg seks børn, og det her er lidt en syvende graviditet, jeg er gået i gang med, haha. Jeg glæder mig til at prøve det af.

 

 

Maria Auerbach

48 år.

Bor i Rønne men er oprindeligt fra en lille by - Ledøje - uden for Ballerup.

Gift med Thomas, som hun har seks børn i alderen 14-25 med.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT