Kommunekassen bliver ved at vokse

POLITIK | 15. MAJ • 11:03
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | 15. MAJ • 11:03

I forhold til da det så værst ud, er der nu kommet godt 30 millioner kroner mere i kommunekassen. Men der mangler stadig cirka 120 millioner, før kassen rummer det samme beløb, som borgmester Jacob Trøst og den nye kommunalbestyrelse overtog.

Pengene fosser ikke længere ud af kommunekassen. Det billede bliver mere og mere sikkert og vil ifølge kommunens prognose også holde året ud.

Da temperaturen blev taget efter første kvartal, var resultatet, at kassen i gennemsnit over de seneste 12 måneder havde indeholdt lige godt 182 millioner kroner. Fordi kommunekassens faktiske indholdet svinger meget op og ned hen over måneden, bliver det gennemsnitlige indhold hen over 12 måneder brugt som det sikreste billede på kassens virkelige tilstand.

Den gennemsnitlige kassebeholdning nåede under 150 millioner kroner, da styrtdykket nåede sit lavpunkt sidste år. Dengang var status, at kassebeholdningen var blevet mere end halveret fra de over 300 millioner kroner, som kassen indeholdt, da Jacob Trøst (K) trådte til som borgmester.

I stedet er kurven nu vendt. Ved udgangen af første kvartal var den gennemsnitlige kassebeholdning over 12 måneder 12,8 millioner kroner højere end ved nytår, blev økonomiudvalget orienteret om før mødet onsdag.

"Prognosen viser, at den gennemsnitlige likviditet vil være stigende frem til medio 2025, hvorefter den forventes at falde igen", fik økonomiudvalget også at vide.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT