Et liv fyldt med skole, musik og foreningsliv

Et liv fyldt med skole, musik og foreningsliv
Peder Valentiner-Branth blev 87 år. Privatfoto
MINDEORD | Tirsdag 23. januar 2024 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Tirsdag 23. januar 2024 • 19:00

Tidligere skoleinspektør Peder Valentiner-Branth fra Nexø blev 87 år.

Peder Valentiner-Branth, Nexø, er død. Han blev 87 år.

Peder Valentiner-Branth blev født i Sønder Sogn ved Viborg, men voksede op i Assens på Fyn. Han blev student i Fredericia og aftjente derefter sin værnepligt på Karup Flyvestation.

I ungdomstiden i Fredericia blev han betaget af at spille cello, og han havde overvejelser om at skulle leve af musikken. Men under et vikariat i skolen på Bågø i Lillebælt blev han så glad for at undervise, at han søgte ind på lærerseminariet i Hellerup.

Her mødte han sin kommende hustru, Birthe, der var fra Ordrup. Da de var færdiguddannede lærere i 1960, hvor de også blev gift, skulle der ske noget spændende. De flyttede til Bornholm og faldt så hurtigt til, at de bestemte sig for at blive på klippeøen, fortæller parrets datter, Inger Valentiner-Branth.

Parret fik en lang karriere i det bornholmske skolevæsen og arbejdede på de samme skoler. De havde en smuttur til Hasle, men arbejdede primært på Nexø Skole, hvor Peder Valentiner-Branth blev viceskoleinspektør i 1968. Han blev i 1985 skoleinspektør på Bodilsker Skole, inden han i 1990 blev konstitueret skoleinspektør i Nexø Kommune og sluttede sit arbejdsliv som afdelingsleder i kultur- og socialforvaltningen i Nexø Kommune frem til 1995.

Musik og idræt

Musikken vedblev livet igennem med at fylde meget i Peder Valentiner-Branths liv, og det var både som udøvende cellist og som lyttende. Han spillede i flere sammenhænge, blandt andet i Barokbanden og ved teateropsætninger. Han var i mange år med til samtlige koncerter i Bornholms Musikforening. Han var i flere år formand for Bornholmske Musikamatører og for Bornholms Amtsmusikudvalg.

Peder Valentiner-Branth var engageret i det lokale foreningsliv. Han har spillet fodbold og håndbold, men var især aktiv som fodbolddommer, og han har været medlem af Nexø Roklub.

Han var engageret i etableringen af Nexøhallen og var i en lang årrække formand for hallens bestyrelse.

Birthe Valentiner-Branth døde i 2007, men et lyst livssyn hjalp Peder Valentiner-Branth med at vænne sig til livet som enkemand. Han holdt af at læse bøger og se en engelsk krimi eller en god håndboldkamp. Han var historisk interesseret og holdt sig orienteret om, hvad der foregik.

Et positivt menneske

Peder Valentiner-Branth flyttede i 2023 ind på Nørremøllecentret efter cirka 60 år i huset på Kong Gustafsvej, hvor den efterhånden store familie holdt af at komme.

– På plejecentret blev han passet af flere medarbejdere, der kendte ham i forvejen fra Nexø. Han var et positivt menneske, og trods meget fysisk sygdom bevarede han sin optimisme til det sidste, siger Inger Valentiner-Branth.

Peder Valentiner-Branth efterlader sig fire børn – Palle, Anders, Inger og Christian – samt ni børnebørn og et oldebarn. Han efterlader sig også to brødre.

Bisættelsen finder sted i Nexø Kirke lørdag den 3. februar klokken 13.30 med efterfølgende mindesamvær i Nexø Kultur & Fritidshus.

Følg debatten på facebook!
BILLETTER TIL FÆRGERNE SKAL OMBOOKES - PRISEN STIGERBILLETTER TIL FÆRGERNE SKAL OMBOOKES - PRISEN STIGERBILLETTER TIL FÆRGERNE SKAL OMBOOKES - PRISEN STIGERBILLETTER TIL FÆRGERNE SKAL OMBOOKES - PRISEN STIGER
FÅ ABONNEMENT