På vagt med øens narkobetjente: ‘Vi går til den heroppe’

I anledning af Folkemødets fest og farver har Tidende været med Bornholms Politi på arbejde for at undersøge om markedskræfter om udbud og efterspørgsel også gælder, når det drejer sig om salg af stoffer.

Det er torsdag aften på Folkemødet i Allinge, og efter en smuk solbeskinnet dag, hvor det nærmest ikke har været til at skubbe sig frem for vigtige mennesker på jagt efter netværk, demokrati og gyldne overvejelser om ægte problemer, er aftenens ro ved at sænke sig.

Der er atter plads til at stoppe op på Havnegade, og den underforståede hold-til-højre regel er afløst af en stort set ensrettet gade, hvor de fleste så småt bevæger sig mod Cirkuspladsen for at få en god plads, når aftenens musiknavn går på hovedscenen.

Ungecampen er derfor stille og roligt ved at blive affolket, da Tidende triller ind på pladsen i selskab med Bornholms Politi.

Med mange, mange tusinde mennesker samlet i Allinge og en ungecamp med plads til mere end 5.000 unge mennesker er det nemlig ikke utænkeligt, at skruppelløse narkosælgere af værste skuffe skulle finde på at dukke op og sælge ud af stort og småt.

Derfor er Tidende taget på patrulje med Lars og Michael, som har det kølige overblik over kommunens ivrigste købere og sælgere.

– Vi oplever ikke, at der er et hierarki her på Bornholm, så i princippet kan alle og enhver købe og sælge, og det gør det jo meget tilgængeligt.

– Men når vi er heroppe, så kigger vi hele tiden efter, om der er nogen, vi kender fra "hverdagen", som måske gerne vil herop og sælge noget af deres narko. De mange mennesker er et godt kundegrundlag, forklarer Lars.

Med i bilen har de hele tre familievenlige labradorhunde, hvoraf de to kan dufte hash, amfetamin, kokain og fire-fem andre slags stoffer på lang afstand.

– Hash, kokain og amfetamin er de største grupper, vi har, og så er der en masse andre, der bliver mere og mere populære, forklarer Lars videre.

Den sidste hund er bare 10 uger gammel. Hun er en rigtig charmetrold, men endnu ikke helt skarp på de forbudte rusmidler. Hele flokken har tidligere i dag (torsdag red.) været på arbejde på færgen for at se, om nogen har ladet sig friste til at medbringe lidt sjov tobak til de lune sommeraftener - heldigvis uden chokerende fangster.

Snuden i sporet

Hundene er trænet til at finde narko, og de elsker, når de kan vise deres ejer, at de er dygtige til deres job.

Men udover selve opgaven med at fjerne stofferne fra gaden, er der også et tryghedsskabende element i arbejdet med de unge.

– Vi sender også et signal både til de voksne pædagoger og til de unge, der er her, om at politiet kommer med narkohunden. Det skal være trygt for forældrene at sende deres børn afsted og vide, at vi rent faktisk tager opgaven alvorligt og prøver at få de mennesker væk, som medbringer narko, så 99,9 procent af de unge mennesker kan være i fred og ro, forklarer Lars.

Eddie bliver lukket ud og sat i snor. Han er sulten, og han ved, at han får godbidder, når han lykkes med at opstøve ulovligheder på pladsen. Derfor er han hurtigt afsted med snuden i sporet. Betjentene følger hunden og hilser undervejs venligt på de unge mennesker, der hænger ud i campen.

Af og til løber hunden efter en fært, og andre gange er der tid til, at de to betjente kan stoppe op og få en sludder med de unge, der sidder rundt omkring blandt teltene.

– Hej, hvor kommer I fra?

De nærmer sig en gruppe unge gutter, der sidder i campingstole og hygger. De kommer fra Jylland, stemningen er god, og de unge spørger lidt ind til hunden og arbejdet som hundefører. Efter en kort snak bevæger Eddie og de to betjente sig videre i hundens tempo og retning.

En god kontakt

Solen er ved at være gået ned over glampingtelte, festivaltelte og tipier, og de små flokke af unge mennesker driver fortsat i adstadigt tempo mod udgangen af campen med retning mod hovedscenen.

Det er blevet tid til at give hunden en pause, og vi kører videre mod C18 - hovedscenen, hvor blomsten af Danmarks ungdom er samlet den næste times tid. Hvor arbejdsbeskrivelsen på campen handlede om forebyggelse og synlighed for at skabe tryghed og ro, skal de to betjente nu på arbejde på en lidt anden måde.

– Nu gør vi det, at vi egentlig bare går rundt og holder øje. Vi er jo hele tiden på arbejde, så vi scanner hele tiden alle de mennesker, vi passerer, for at se om der er nogle tegn på, at de er påvirkede eller om der er noget mistænkeligt ved folk, forklarer Michael.

Mens langt de fleste af de tilstedeværelse på Cirkuspladsen formentlig ikke skænker de to civilt klædte betjente en tanke, så er der et klientel, som sagtens kan genkende dem og som ved, hvad de laver.

– Vi holder selvfølgelig særligt øje med dem, vi kender. Der er her, det sker i de her dage, så det ville give mening, at de er taget herop.

Får de øje på nogen, de tidligere har snuppet med fingrene i kagedåsen, siger de gerne hej, hører hvordan det går og mærker om de virker mistænkelige.

– Men der skal være en rimelig begrundelse for mistanken, før vi begynder at rode i folks lommer og visitere, forklarer Michael.

Han når lige at passe en ung fyr op, han har mødt en del gange før. De småsnakker lidt, og han tilbyder, at de gerne må visitere ham.

– Men vi vurderer ikke, at der var en begrundet mistanke, og bare fordi han siger, at vi må, så betyder det jo ikke, at vi skal. Vi vil også bare gerne have, at de ved, at vi er her, og at vi ser dem, fortæller Michael efterfølgende.

Han understreger, at det ikke nødvendigvis er dramatisk, selv hvis de finder noget ulovligt. En stille og rolig snak kan føre langt.

– Bornholm er lille, så vi hilser også på folk i supermarkedet. Vi har en god kontakt, og et godt samarbejde, hvis man kan sige det. Vi ved, de har et misbrug, og de ved, at vi er politiet, og det er faktisk sjældent, det bliver voldsomt, forklarer Michael.

Man bliver stoppet

Der er helt proppet foran scenen. Faktisk er der propfyldt med mennesker, så langt øjet rækker. Stemningen er god, armene er i vejret og alle aldre er repræsenteret i mængden, hvor de unge dog dominerer, og hvor måske en tredjedel af de tilstedeværende kan se hele scenen.

– Bliv du bare stående, jeg kan ikke se noget alligevel, lyder det fra en af de fremmødte, som ikke tager sig meget af, at en anden person har stillet sig lige midt i hendes synsfelt.

Inde i den massive menneskemængde står både Lars og Michaels egne teenagebørn ubekymrede og nyder musikken, og de er blevet en del af motivationen for arbejdet med at gøre det sikkert at være ung på Bornholm.

– Vi vil faktisk gerne, at det rygtes, at man bliver stoppet og måske visiteret. Min datter på 13 år skal ikke tilbydes noget, og det skal andres børn heller ikke, så derfor går vi til den heroppe, forklarer Michael.

Han har tidligere haft patruljehund, og han havde forsvoret, at han skulle have en labrador, der slet og ret har sin gode næse som våben. Den slags ændrer sig imidlertid med tiden, fortæller han.

– Jeg synes, at noget af det spændende med narko er, at vi desværre ser nogle af de unge får store problemer med narko. Selv her på Bornholm har vi også narkorelaterede dødsfald, og jeg har altså selv børn, så jeg mener, at vi skal gøre alt hvad vi kan for at få det lort væk fra gaden. Det er motivationen for mig lige nu - selvom jeg godt ved, at vi ikke kan fange alle. Men vi gør en indsats for at minimere det.

Arbejder i en gråzone

Lars fortæller, at Bornholms Regionskommune har et misbrug og et salg af narko ligesom sammenlignelige kommuner med nogenlunde samme indbyggertal.

– Det er hverken over eller under, men folk bliver overraskede over det, for det er ikke det, man tænker, når man tænker på Bornholm. Men det er ikke så meget på Folkemødet, og det er heller ikke på Wonder, fortæller han.

Endnu en af de lokale kommer forbi, og de to siger hej og får en sludder. De ved, at han kan finde på at sælge lidt af hvert, men samtalen foregår stille og roligt og med god stemning.

– Nogle gange er det faktisk mere SSP, for det er også vigtigt at anerkende ham - han er en god dreng. Han skal bare skrue lidt ned for hashen, forklarer Michael.

– Det er også vigtigt at tænke mere langsigtet, og derfor er det vigtigt for os, at de ved, at vi ser dem, og vi tager det, hvis de har noget, men vi vil gerne skilles som gode venner, for vi tror på, at de kan komme ud af det, og vi vil gerne give dem en god oplevelse med politiet.

Det er imidlertid ikke alle, det lykkes at holde sig gode venner med, men de to oplever, at de løbende får flere værktøjer til deres arbejde.

De forklarer, at jobbet kan være svært, for medmindre der er en håndfast klump eller pose af noget ulovligt, så arbejder de to i en gråzone, hvor en begrundet mistanke er nok til at visitere, men hvor man skal have sine argumenter i orden, for det man gør.

– Det er jo et skøn, vi laver, men det skal virkelig være professionelt, det skøn, for det skal kunne dokumenteres hele vejen, at det, vi lavede, holdt vand, forklarer Michael.

På gader og stræder

Torsdagen nærmer sig sin afslutning, og selvom der ikke umiddelbart har været nogle store slyngler på spil ude i det offentlige, er der ingen der ved, hvad der sker til de lukkede arrangementer.

Det er imidlertid ikke politiets opgave at afbryde private arrangementer, medmindre de får oplysninger om, at der er 'baner på bordet' specifikke steder, forklarer de to.

– Vi går ikke ind og ransager folks arrangementer og skaber dårlig stemning midt i alt det folkelige og festlige, men vi gør, hvad vi kan på gader og stræder.

Selvom dagene på Folkemødet indtil videre ikke har givet de helt store fangster, så er de to betjente ikke bekymrede for, at de bliver overflødige lige foreløbig.

– Men det er ikke til de store arrangementer, vi shiner.