Besat, befriet – og forbundet med Sverige

Mellem lyng, klippe og skanse ligger historien om en ø, der blev svensk – og kæmpede sig hjem igen.

I år er det 380 år siden svenskerne angreb Bornholm.

Det skete den 9. juni 1645 ved Malkværnskanse nord for Nexø, senere stormede de også Hammershus og øen blev en svensk landsdel. Efter nogle forhandlinger mellem parterne blev Bornholm igen en dansk ø. Under den såkaldte Roskildefred i 1658 måtte Danmark afstå alle sine landsdele øst for Øresund og dermed blev Bornholm igen en svensk ø. Bornholmere gjorde oprør og vendte tilbage til moderlandet Danmark.

Tæt forbundet med Sverige

Vores konge Frederik 10. har udnævnt ordet forbundne som sit valgsprog.

Her tænkes sikkert på landsdelene Grønland og Færøerne, men ikke Sverige selv om kongens mormor var født i Sverige. Alle danskere elsker Abba, H&M og Ikea, men hader at tabe til Sverige i fodbold. På trods af det var svenskerne de eneste, der hjalp øen efter 2. Verdenskrig, hvor russerne bombede Rønne og Nexø og mange folk blev hjemløse.

Den svenske regering forærede Rønne og Nexø 300 træhuse, deres eneste krav var, at husene skulle males i jordfarver og gaderne opkaldes efter svenske byer og landsdele.

Dengang følte bornholmerne sig forbundet med Sverige. Men udover de svenske gadenavne findes et utal af svenske stednavne på øen. ”Svenskebækken”, ”Svenskehavn” og ”Værmland” ved Sose hvor mange svenske indbyggere bosatte sig i 1800.

Denne artikel om svenskekrigene kunne fylde en bog, her fortælles den ultrakort.

Slaget ved Malkværnskanse

Naturen mellem Aarsdale og Nexø med sine lave klipper, hedelyng, slåen og ener er en oprindelig natur.

Bortset fra enkelte ejendomme så den sådan ud i 1645 og for 1.000 år siden, hvilket er meget usædvanligt. Siden jernalderen har der været anlagt skanser lange alle øens kyster, så man kunne angribe fjenderne, inden de kom på land. Der har engang været 600 skanser på Bornholm, i dag er der kun bevaret 220.

Den 9. juni 1645 var Malkværnskanse bevogtet af 29 lokale mænd og tre soldater fra Svaneke, blandt andet den unge Albret Wolffsen. Da den svenske admiral Wrangel og hans 500 kamptrænede soldater stormede skansen, flygtede de lokale, de tre fra Svaneke blev dræbt. Bagefter gik svenskerne til Nexø, angreb og ødelagde byen. Wrangel forhandlede med Nexøs borgmester og krævede en tønde sølv for at skåne resten af øen og sejle hjem til Sverige. Det fik han, men overholdt ikke aftalen.

Angrebet af Hammershus og fredsforhandlingerne ved Bremseåen

Den 29. juni 1645 angreb svenskerne Hammershus og dermed var Bornholm blevet en svensk ø.

Under den langvarige krig med Sverige måtte man i august lave nye fredsforhandlinger med svenskerne. Da Danmark ejede Skåne, Halland og Blekinge, foregik fredsaftalen ved Bremseåen på grænsen til Småland.

Den danske forhandler var Corfitz Uldfelt, kongens svigersøn og på Sverige side var der Axel Oxenstierne. For at få Bornholm tilbage måtte Danmark afgive dele af Norge, dengang var Norge dansk. Samt Øland, Gotland og Øse i Baltikum. Da Corfitz Uldfelt kom hjem, blev han hånet som uduelig af hans svigerfar kongen. Men heller ikke dengang blev aftalen overholdt.

Angrebet på København og Roskildefreden i 1658

Under de nye svenske krige i 1657 var Bornholm skånet.

Den svenske admiral Torstenson og hans soldater gik om vinteren over isen på Storebælt for at kunne angribe København fra landsiden. Her kæmpede hovedstadens våbenfører mænd så trofast mod svenskerne, at kongen bagefter lovede dem en lavere skat. Den aftale ophørte første med skatteloven i 1904.

Da svenskerne var ved at indtage København, måtte der laves nye forhandlinger mellem parterne. Den blev foretaget i Høje Tåstrups Præstegård og underskrevet i Roskilde Domkirke. Den 26. februar 1658 forhandlede også Corfitz Ulfeldt, men på Sveriges vegne, da han på grund af svindlerier med Sundtolden var flygtet til Sverige med sin hustru Leonora Christina.

Forhandlingerne endte sørgeligt. Danmark måtte afstå alle sine landsdele øst for Øresund, dermed var Bornholm igen en svensk landsdel.

Drabet af Johan Printzensköld, den svenske lensmand på Hammershus

Den 29.4 1658 ankom Printzensköld til et forfaldet Hammershus med sin hustru og 120 svenske soldater.

Han kom til en forarmet ø, pesten i 1618 og 1653 havde dræbt mange bornholmere og landbrugets effektivitet var dårlig på grund af flere strenge isvintre. Da den svenske konge var i krig, forlangte han både penge og mandskab, derfor måtte mange unge bornholmere rejse væk og deltage i svensk krig.

Det sidste blev dråben der udløste opstanden mod Sverige den 8. december 1658.

Måske udløste kongen selv opstanden, for han sendte breve fra København der opfordrede til det. Modtagerne var købmand Jens Koefoed, borgmester Peder Olsen og præsten Poul Anker, alle fra Hasle.

Tidligt om morgenen den 8. december i en voldsom snestorm red Printzenskjöld i kane til Rønne, hvor han ville låne et skib der kunne sejle til Ystad og hente flere svenske soldater. Da han kom til Rønne, gik han ind på borgmestergården i Storegade og inde på kontoret sad de tre fra Hasle. Der opstod slagsmål der endte med, at svenskeren flygtede og løb hen ad gaden.

Pludselig lød der et skud

Skuddet kom fra den unge Villum Clausen, og det dræbte den svenske lensmand. Det skete på det sted i den asfalterede Storegade, hvor der ligger tre sten af granit. Den ene med årstallet 1658.

Nu var der ingen vej tilbage. Da man ikke havde den levende fange, måtte man finde på noget andet for at overtager Hammershus. Man tog derefter den dræbtes uniform og en bornholmer med samme størrelse fik den på. Samtidig skrev man et brev, der skulle overbringes til hans hustru på Hammershus ved daggry dagen efter.

I brevet stod der: ”Hvis svenskerne ikke overgiver sig frivilligt vil Printzenskölds hoved trille som en bold ned mod vindebroen”.

Næste morgen red den bornholmske soldat i lensmandens uniform mod borgen. På lang afstand troede hustruen, det var hendes mand, hun gav straks ordre om overgivelse.

Bornholm igen dansk

Den 21 december kunne man overbringe nyheden til den danske konge.

Samtidig overbragte man et gavebrev til kongen med evig troskab og Bornholm til arv og eje. Dermed tog man forskud på den senere enevælde, bornholmerne fik deres vilje.

Den egentlige kvittering for gavebrevet kom først i 1659. Ved fredsforhandlingerne mellem Danmark og Sverige forlangte svenskerne fem tønder guld for dette løfte. Så mange penge havde Danmark ikke, derfor blev værdien af guldet omvekslet med danske herregård og slotte i Skåne.

Først blev Glimmingehus foræret til svenskerne, den danske ejer fik til gengæld et slot på Fyn. Derefter fulgte Marsvinsholm udenfor Ystad. Ellen Marsvins datter Kirsten Munk fik et slot ved Nyborg på Fyn, det kaldte hun Ellensborg. I vore dage hedder slottet Holckenhavn. Godset Trollenholm i nordre Skåne blev givet til Sverige, familien Tott Trolle fik til gengæld Gaunø på Sydsjælland.

Flere andre danske godser i Skåne fik Sverige, indtil værdien af fem tønder guld var betalt. Endelig var bornholmerne blevet danske.

På Frihedsstøtten ved Hammershus er der skrevet:

”Folket brød sit fremmed åg, her hvor klippen bryder sø. Fri født æt har fædres sprog, end Bornholm er Danmarks Ø”.

Det betyder, at selv om bornholmerne er forbundet til Sverige via vores dialekt, så er Bornholm trods alt mere dansk end andre danske landsdele.