Forandring fryder

SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 15. juni 2025 • 19:00
Af:
Diana Brandt Pedersen
Nyker
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 15. juni 2025 • 19:00

Bornholm har en gammel kommunalbestyrelse.

Efter at have læst på Bornholm.nu, at vi her på Bornholm har en “gammel kommunalbestyrelse” kom jeg til at reflektere - tør vi give de unge plads?

Tør vi lade dem komme til og give dem en chance?

Hvis vi ønsker børnefamilier her på øen, så skal der også være børnefamilier repræsenteret i form af vuggestue-, børnehave- og skoleforældre i kommunalbestyrelsen.

Hvis vi ønsker et stærkt erhvervsliv, så skal vi give plads til erhvervsdrivende.

Hvad vi nu ellers har af visioner for vores ø, så skal disse kræfter repræsentereres ved de bedst mulige kandidater gennem forskellige politiske holdninger.

Alderen kan mærkes

Også i forhold til de besparelser, der ofte sker, kan man til tider godt mærke, at det er en “ældre” kommunalbestyrelse, fordi det gør ikke så ondt på dem at spare på skole/vuggestuer/børnehaver, fordi det ikke længere berører dem, hvor de er i deres liv.

Derimod er der rigtig mange i den nuværende KB, der prøver at undgå at spare på ældreområdet, hvilket giver god mening i forhold til, hvor de er i deres liv eller er på vej hen.

Men det kan jo ikke blive ved med at gå. Hvis børnefamilierne skal fastholdes, så skal der nogle bedre forhold til.

Hvad kan vi gøre?

Hvordan skulle det så finansieres, spørger I sikkert.

Hvis jeg havde indflydelse, så ville jeg spare på den afsindigt store administration, som vi har, så en sag ikke skal skifte hænder en 5-6 gange - der ville jeg hente nogle penge.

Jeg tror, at vi skal ud af "vi gør som vi plejer trommerummen", og i stedet turde lade der ske den forandring, som vi drømmer om.

Så kan den bornholmske kommunalbestyrelse blive så alsigtig som muligt og virkelig afspejle bornholmerne og ikke kun en vis del af den i form af til tider modne kandidater, hvor det godt kan stagnere og blive det samme.

Bare en refleksion og håb om at dette kommunalvalg bliver valget af noget nyt og anderledes, som kan skabe den nye dynamik, som vores elskede ø har brug for.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT