Når juni bruser frem, og Folkemødet folder sig ud i Allinge med debatter, kampfly, petanque og skålende fadølsglas under solens skær, fremstår Bornholm som en drømmedestination fyldt med muligheder og smukke klipper.
Og Bornholm er fantastisk, når beslutningstagere og lobbyister fra hele landet flokkes med ‘folket’ som kulisse om den demokratiske samtale. Men sandheden er også, at Folkemødet langt fra er en repræsentativ oplevelse af Bornholms hverdag eller udtryk for vores hverdagsdemokrati.
For når festivalbarerne pakker sammen, og de sidste gæster er rejst hjem, efterlader Magtdanmark en ø, der kæmper med alvorlige økonomiske og sociale problemer. Bornholm ligger konstant i bund, når det kommer til folkesundhed, erhvervsvenlighed, andelen af borgere på overførselsindkomster, gennemsnitsløn og størrelsen af arbejdsstyrken. I kommunaløkonomien må det cirka tre milliarder store budget hvert eneste år skæres med to og trecifrede millionbeløb, fordi udgifterne stiger, mens skatteindtægterne falder og udligningsordningerne ikke står mål med de voksende krav.
Det er en hård virkelighed for de bornholmske kommunalpolitikere, der hvert år modigt træffer upopulære beslutninger og forsøger at stå fast for at holde sammen på øens økonomi og velfærd. Selvom Folkemødet stråler, mangler den kommune, som står bag festlighederne, alvorlig opbakning fra resten af landet.