Else Caroline Marie Lund, Plejecenter Snorrebakken i Rønne, er død, 102 år.
Else Lund blev født den 8. maj 1922. Det var knap fire år efter afslutningen af 1. Verdenskrig, og det var samme år, som den første danske radioudsendelse blev sendt, og Josef Stalin kom til magten i Sovjetunionen.
Else Lund blev født i Tølløse på Sjælland. Hendes far var bornholmer, og snart gik turen til Bornholm, hvor faren fik arbejde på Brændesgård i Ibsker. Familien kom til at bo i et fodermesterhus, hvorfra Else Lund kunne følge med i skabelsen af Brændesgårdshaven, som gårdejeren, Emil Ipsen, åbnede for offentligheden i 1933.
Else Lund lærte tidligt at hjælpe til i landbruget, hvor hun kunne nå at malke et par køer, inden hun gik i skole. I skolen lærte hun blandt andet at strikke, og senere i livet lavede hun meget håndarbejde.