'Da jeg har stor glæde ved at være præst, siger jeg som regel ja, når provsten beder mig om at hjælpe'

DAGENS NAVN: I slutningen af 2015 sagde Gotfred Larsen farvel til Bornholm efter 13 år som sognepræst og provst. I en årrække skrev han også Troens ABC til Bornholms Tidendes kirkesider.

Du stoppede som provst på Bornholm for at gå på pension, men arbejder stadig. Hvordan kan det være?

– Der er en fornuftig regel om, at præster og provster skal gå på pension, når de bliver 70 år. Men præst er man hele livet; og hvis man har lyst og bliver bedt om det, kan man godt fortsætte med at arbejde som præst, som også mange emeriti gør på Bornholm; blot ikke være i en fast stilling. På den måde hjælper man sognene og kirkerne.

Du fungerer i dag som sognepræst i Tjørring. Hvordan er det kommet i stand?

– Da jeg har stor glæde ved at være præst, siger jeg som regel ja, når provsten her beder mig om at hjælpe. Det kan være til en enkelt gudstjeneste, hvis en præst er syg, eller et vikariat, hvis der er vakance. Sådan har jeg for tiden et vikariat på et halvt år ved Baunekirken, indtil stillingen bliver besat. Så får jeg lov at være præst og have gudstjenester, begravelser, en enkelt vielse og undervise konfirmander.

Du har fortalt, at du har skullet lære at undervise konfirmander virtuelt. Hvordan er det?

– Det gælder her som på Bornholm, at børnene ikke møder op i skolen, men får virtuel undervisning hjemme. Når skolerne kan, kan kirken naturligvis også. Så jeg har skullet gøre mig fortrolig med undervisning over nettet. Jeg er ked af ikke at kunne være sammen med konfirmanderne som i efteråret, for det er et pragtfuldt hold. Men det er også spændende at prøve denne form for undervisning og opleve, at man stadig kan lære noget.

Hvordan er det ellers at være præst i den tid, vi lever i?

– Det er en spændende tid. Der er mere plads til og interesse for kirken og dens budskab end i mange år. Mange er både søgende og en smule kritiske. Men der er stor erkendelse af, at der er mere i verden end det, der skyldes mennesker. Så må kirken og præsterne være der med kirkens tolkning af Bibelens svar.

Hvad får du ellers tiden til at gå med?

– For fire år siden blev jeg bedt om at være kandidat til byrådsvalget. Ikke for at komme ind, mere for at fylde på listen. De ville gerne have en med, der var over 70 år. Men det var ganske spændende at være lidt med i valgkampen. Så var jeg i et par år i lokalbestyrelsen for Ældre Sagen. Det meste af tiden som formand. En udmærket forening. Men det blev klart for mig, at det ikke var det, jeg skulle bruge min tid på. Jeg vil meget hellere have tid til at være præst, når jeg bliver bedt om det. Dog vigtigst i mit og vores otium er flokken af 12 børnebørn, som vi må bruge en del god tid på, så længe de endnu har tid til os. Når de bliver teenagere, har de nok ikke så megen tid til og brug for os. Så det er nu, det gælder.

Hvordan er din forbindelse til Bornholm i dag?

– Vi havde mange pragtfulde år på Bornholm. Sådan oplevede vi det begge to. Derfor er der også en del mennesker, vi stadig har god forbindelse med. Ikke mindst menighedsråd og ansatte ved kirken og ved hjemmeplejen i Hasle, hvor Sinikka arbejdede. Derfor kommer vi hvert år til Bornholm. Det er en lille smule som at komme hjem. I 2020 var vi der tre gange, blandt andet for at fejre Sinikkas 70 års fødselsdag med venner der. Det nåede vi, mens vi måtte være op til 30 sammen.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Barak Obamas "Et forjættet land", som jeg fik af børnene i julegave. Men den er på 880 sider, så den er lidt besværlig i sengen.

Gotfred Larsen

75 år

Gift gennem 49 år med Sinikka, der er sygeplejerske og arbejdede som teamleder i hjemmeplejen på Bornholm. For tiden har hun et halvdagsjob med at vaccinere mod covid-19. De har fire børn, fire svigerbørn og 12 børnebørn spredt over Jylland og Toronto.

Er vokset op i Isenvad, midt i Jylland. Vi kender det fra vejrprofeternes kort. Det er der, hvor det ofte er koldest.

Som pensionister bor vi nu i Herning, hvor vi var i 25 år inden Bornholm og derfor har et vist netværk.