I 2008 udgav Flemming Kofod-Svendsen bogen "Døden, sorgen, håbet".
Her forener han at være en sørgende far og en troende kristen, efter at hans søn, svigerdatter og to børnebørn omkom fire år tidligere.
De var på ferie i Thailand, da et undersøisk jordskælv i december 2004 udløste en tsunami, der oversvømmede kilometervis af kyster i Sydøstasien og dræbte mere end 200.000 mennesker.
I et interview med Kristeligt Dagblad i 2021 fortalte Flemming Kofod-Svendsen, at tabet sendte familien "ind i en fase med stor afmagt".
Han forsøgte i Bibelen at finde svar, og her fandt han trøst.