Hvordan oplever – eller oplevede – du miljøet på Bornholm?
– Jeg synes, queer-miljøet er meget småt. I forvejen er mængden af unge på Bornholm ikke den vildeste. Det var meget sjældent, der var nogle, der var ude i gymnasiet, som havde det fint med at sige, at de var queer, så det var virkelig svært at finde andre. Jeg kendte kun tre, måske, i løbet af de tre år, jeg gik på gymnasiet, og hele min folkeskoletid. Jeg føler, at unge er blevet mere accepterende overfor det og deler det meget nemmere, er mere åbne om det at være queer, hvilket selvfølgelig gør det nemmere. Men der var ikke noget sted at samles, altså et sted som Out'N'Proud eller nogle små cafeer, hvor LGBT+personer kunne mødes. Der var heller ikke noget ungdomshus eller en Bornholm Pride. Der var ikke rigtig noget. Generelt kan man sige, at unge måske ikke har den største mængde ressourcer, så det kan være svært at skabe ting, at have overskud til det. De fleste unge flytter også om x antal år, så hvorfor skulle de lægge al den energi i det. Det kan jeg godt forstå.
I din mailadresse hedder du Lukas, og du underskriver dig Atlas. Hvad er historien bag de to navne?
– Det navn, der står i mit pas, er Lukas. Jeg tror, jeg har holdt meget fast i det navn, fordi jeg længe følte, at jeg skulle bevise overfor folk, at jeg var en mand: "Jeg hedder Lukas, jeg er en mand, jeg bruger han/ham-pronomener". Der var lang tid, især inden jeg begyndte på min transition og få hormoner, hvor folk bare så mig som en kvinde. For mig har det været nødvendigt at holde fast i. At bruge Atlas er lidt mere befriende. Jeg føler, jeg kan have det kønsudtryk, jeg gerne vil. Jeg er komfortabel i, at jeg er en mand. Jeg behøver ikke identificere mig som noget andet end en mand, bare fordi jeg ser lidt anderledes ud eller generelt ikke klæder mig maskulint. Det er også bare et fedt navn. Atlas er jo himmelens bærer. Det er både Lukas og Atlas, og især min familie bruger Lukas, men mine venner og som offentlig person bruger jeg Atlas.