Fra den 5. august og knap to måneder frem vil 22.000 husstande få leveret affaldsbeholderne, som fra den 1. oktober skal benyttes i forbindelse med den nye affaldsordning, hvor affaldet skal sorteres i 12 forskellige fraktioner.
Det meddeler Bofa på sin facebookside, hvor der samtidig linkes til en hjemmeside, som giver de bornholmske borgere mulighed for at indtaste deres adresse og på den måde få at vide, præcis hvilken uge firmaet PHP-service, der står for at udlevere spandene, kommer til bopælen.
De første husstande kan forvente at få udleveret de sorte spande i uge 32, mens de sidste forventes at leveres i uge 39; altså godt en uge før den nye ordning træder i kraft. Og det tidsperspektiv kan ikke være anderledes, forklarer Bofa-direktør, Jens Hjul-Nielsen.
– Vi skal ud til 22.000 husstande og foretage den her udskiftning, hvor vi tager en spand hjem og bringer tre nye ud. Det kan simpelthen ikke gøres på en kortere periode end otte uger. Det ville da være lettere, hvis vi kunne gøre det på en enkelt uge, men jeg ved ikke, hvilket omfang af medarbejdere der så skulle til. Det er jo en professionel virksomhed, der kører dem ud, og de har specialiseret sig i det, så de ved præcis, hvordan det skal gøres, siger Jens Hjul-Nielsen.