Vâra dai, dær e orma i løngijn!

I denne uge afslutter vi den lille føljeton om ord relaterede til lyng, når vi ser nærmere på ord relaterede til arbejdet med og i lyngen samt betegnelser på folk og fæ, der bor eller opholder sig i lyngen.

En generel betegnelse for at arbejde i lyngen er ‘å lønga’ eller ‘å liggja i løngijn’, det vil side arbejde i lyngen med at rive lyng eller med at skære lyngtørv. Den der gjorde det, kunne kaldes ‘ejn løngara’ eller ‘ejn løngrivara’. Når man skulle rive, brugte man ‘en løngriva’, der var en lyngle, der kunne afskære lyngen. Den kunne også kaldes for ‘ejn lønghöj’ og muligvis også for ‘en løngslå’, der vistnok ellers også kan betegne en hugorm. Lyngen blev samlet i små stakke, såkaldte ‘løngpjotta’. Lyngen skulle have en vis størrelse, før den var egnet til at blive revet, og når den havde det, var der tale om ‘riveløng’ (‘dæjn skujlle stå i trijllefira år, ijnnan dær ble riveløng ijænn’, altså efter at man havde revet den).

Arbejdet i lyngen har været hårdt, og der skulle naturligvis proviant til. Den medbragte man i ‘en løngkrokka’, en meget stor krukke af ler med snæver hals, eller ‘et løngkruz’, et stort krus. Måske havde man ‘lønggröd’ med. Det betegnede simpelthen den grød, som ‘løngarna’ fik med (grød, der er blevet for hård ved kogningen, kan kaldes ‘fâster lynggröd’).

Lyngen kunne ligesom afgrøder fragtes hjem på en vogn, og man kunne naturligvis også købe et vognlæs lyng. Gjorde man det, skulle man tage sig i agt for svindlere, der forsøgte at sælge en ‘ejn løngtjyr’, et lynglæs, hvor der ikke var noget videre i midten, hvor manden stod, men kun på siderne og ved gavlene.

Når vognen kom hjem til gården, blev lyngen, der skulle tjene som brændsel, typisk sendt ind gennem ‘løngløggan’, lugen i bræddegavlen op til ‘løngstæjnned’ (stængeloftet til lyngen).

Lyng blev dog også brugt til andet end brændsel. ‘Ryggjaløng’ blev anvendt til at danne rygning på stråtag, og man kunne for eksempel også bruge lyng til koste, såkaldte ‘løngkåsta’.

Vender vi os mod folk og fæ, der bor på lyngen, så betegner ‘ejn løngbo’ en person, der bor på lyngen eller i udkanten af den. Bor han på en gård, ‘ejn lønggår’, kan han kaldes ‘ejn løngbone’. Om sønnen fra en lyngård kan man bruge den nedsættende betegnelse ‘løngnöd’, der ellers betegner et ungkreatur, der går i lyngen. Teinnæs har noteret følgende eksempel: ‘hær kommer du ner, ditt forswoltena løngnöd, å når så du e mætter, bler du storsnudader!’. Som nedsættende betegnelse for en bonde kan man også bruge ‘ejn løngpinkara’.

Vender vi os mod dyrene, så finder vi ud over det allerede nævnte ‘løngnöd’ blandt andet ‘et løngöj’, der både kan betegne de vilde heste, der levede på Højlyngen for mere end 200 år siden, og ældre ubrugelige heste, der er blevet sendt ud på lyngen, så man slipper for at fodre dem (udgangsøg). De kunne også kaldes ‘lønghæsta’ og ‘løngkrikker’. Mere generelt kunne man med en nedsættende betegnelse kalde en mager hest for ‘en løngkjinka’.

Også andre dyr er blevet forbundet med lyngen, blandt andet ‘en lønglarka’ (en toplærke), ‘ejn løngtobbis’ (et gråt firben), ‘ejn løngvrinsk’ (en horsegøg) og ‘ejn løngorm’ (en hugorm). Det sidstnævnte dyr indgår også i et ordsprog, der tjener som advarsel om ikke at lade sig overliste. Det hedder nemlig: ‘Vâra dai, dær e orma i løngijn!’.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk