En generel betegnelse for at arbejde i lyngen er ‘å lønga’ eller ‘å liggja i løngijn’, det vil side arbejde i lyngen med at rive lyng eller med at skære lyngtørv. Den der gjorde det, kunne kaldes ‘ejn løngara’ eller ‘ejn løngrivara’. Når man skulle rive, brugte man ‘en løngriva’, der var en lyngle, der kunne afskære lyngen. Den kunne også kaldes for ‘ejn lønghöj’ og muligvis også for ‘en løngslå’, der vistnok ellers også kan betegne en hugorm. Lyngen blev samlet i små stakke, såkaldte ‘løngpjotta’. Lyngen skulle have en vis størrelse, før den var egnet til at blive revet, og når den havde det, var der tale om ‘riveløng’ (‘dæjn skujlle stå i trijllefira år, ijnnan dær ble riveløng ijænn’, altså efter at man havde revet den).
Arbejdet i lyngen har været hårdt, og der skulle naturligvis proviant til. Den medbragte man i ‘en løngkrokka’, en meget stor krukke af ler med snæver hals, eller ‘et løngkruz’, et stort krus. Måske havde man ‘lønggröd’ med. Det betegnede simpelthen den grød, som ‘løngarna’ fik med (grød, der er blevet for hård ved kogningen, kan kaldes ‘fâster lynggröd’).
Lyngen kunne ligesom afgrøder fragtes hjem på en vogn, og man kunne naturligvis også købe et vognlæs lyng. Gjorde man det, skulle man tage sig i agt for svindlere, der forsøgte at sælge en ‘ejn løngtjyr’, et lynglæs, hvor der ikke var noget videre i midten, hvor manden stod, men kun på siderne og ved gavlene.
Når vognen kom hjem til gården, blev lyngen, der skulle tjene som brændsel, typisk sendt ind gennem ‘løngløggan’, lugen i bræddegavlen op til ‘løngstæjnned’ (stængeloftet til lyngen).