Storedalen – den skjulte og lille sprækkedal

For et år siden skrev jeg i Tidende om Storedalen på samme tidspunkt. Men mange læsere har ringet og bedt mig om en gentagelse, fordi de gerne vil se stedet, men kan ikke huske hvordan man finder den skjulte dal med det store navn.

Mange forskellige steder kan man læse, at Storedalen skal opleves inden løvspring på grund af, at bladene skygger for lyset. Jeg har personligt en anden menig. For de mange løvtræers blade skaber et mørke, der får naturen til at ligne en tropisk jungle. Den smalle sprækkedal giver samtidig en mærkelig fornemmelse, det er næsten som at vandre gennem en grøn flaske. Det opleves ingen andre steder.

Hvor: Nord for Tejn og Sandkås findes Storedalen klemt inde mellem de mange sommerhuse. Der kan parkeres ved Sandkås badestrand. Derfra går man op mod landevejen og følger den 50 meter mod venstre. Derfra fører en lille sti ind i skoven. Efter 200 meter møder man en tværgående skovvej. Herfra begynder den egentlige sti gennem den kun 400 meter lange sprækkedal.

De nordbornholmske sprækkedale

På et kort over Nordbornholm ses sprækkedalene som grønne streger med skov. Uden for Listed er der Gyldenåen, derefter kommer den 60 meter brede Kjeldseå dal, der faktisk begynder i Almindingen med Ekkodalen. En samlet længde på 10 km. Syd for Gudhjem er der Koppeåen, og der er Døndalen ved Rø. Kun meget få mennesker kender Storedalen. Der er intet vandfald, bare en magisk flot natur.

Turen gennem Storedalen

Allerede i begyndelsen virker naturen smuk med stejle klipper på begge sider, der virker meget imponerende, da dalen er 30 meter bred. En lille bæk løber om foråret klukkende under klipperne, hvor store sten gennem tiden har løsrevet sig og faldet ned. Beklædte med tykke tæpper af grønt mos og mellem klipperne vokser der et væld af bregner. Mangeløv, engelsød og tredelt ege bregne. Den sjældne radeløv er der ligeledes i klippernes sprækker.

Hele foråret er bunden af dalen fyldt med blomstrende blå, hvide og gule anemoner. Samt vorterod og lærkesporer med hvide og lilla farver, bingelurt, ramsløg, dansk ingefær og storkenæb. Senere mange orkideer, af arten tyndakset gøgeurt.

Træerne i sprækkedalen er avnbøg, ask, kirsebær, hyld og elmetræer. Overalt ses væltede stammer af elmetræer, døde af elmesyge, de får lov til at bliver liggende for at øge biodiversiteten til glæde for svampe og insekter. Mange af dem er klædte med stedsegrønne vedbend, der øger stemningen af urskov. Efter løvspring vokser der andre blomster arter, skovstorkenæb og mange steder ses den store hestehov.

Fuglene og rådyr

På skovbunden ses spor af rådyr. De kan i modsætning til mennesket intet se i en udsprunget løvskov, deres øjne kan ikke opfange bladene grønne farver. For dem er skoven sort. Heldigvis har rådyr andre sanser, de kan lugte vand på langs afstand og husker, hvor det var sidste gang. Sporene fører nedad til den næsten udtørrede bæk. Lidt vand er bedre end ingenting.

Alle almindelige småfugle yngler i Storedalen. Nattergalen er næsten karakterfugl. Samt løvsanger, gærdesanger, musvitter, bogfinke og gærdesmutte. Stor flagspætte er almindelig, og man ser mange gamle rede huller i træerne.

Jernbane volden

Den lille naturperle ophører efter bare 400 meter. Den afløses af en meget høj vold med mange trappetrin opad. Dæmningen blev skabt til jernbanen fra Rønne til Sandvig i 1913, der allerede ophørte i 1953. Senere lavede sporet om til cykelveje. Oppe på volden fører en anden trappe nedad til stiens fortsættelse.

Desværre er stien dårlig, og der ligger rustne tipvogne og andre ting fra det ældre stenbrud kaldt Lundegårds stenbrud.

Stenbruddet

Der er en meget lettere vej til Lundegårds stenbrud. Man følger cykelvejen mod højre og går til venstre efter første sidevej. Den kaldes Lundegårdsvej og ender i stenbruddet. Mange steder ses ros og småsten og skærver fra stenbruddet, hvor man indtil midt i 1950 huggede granit til chaussesten. Måske blev det fragtet til Rønne med jernbane.

Det gamle stenbrud virker som et lukket rum, bortset fra vejen er der omgivet af næsten 20 meter højre klipper. På klipperne nøgne flader kan man se granittens farver. Den er lys grå med sorte pletter af mineralet hornblende, det er typisk for Vang granit. Da den 1,4 milliard år gamle granit findes som grundfjeld i en linje mellem Vang og Sandkås.

Bornholmske stenbrud

Efter anlæg af det første stenbrud udenfor Rønne i begyndelsen af 1800, kom der senere store stenbrud på Hammerknuden og Vang. Samtidig var der mange små private stenbrud, ofte kaldt ”husmandsbrud” hvor ejeren kunne tjene ekstra ved at ”skabe sten om til brød”. Efter 1900 kom der mange rigtige stenbrud med ansatte stenhuggere. På Nordbornholm på Langebjerg, Ravnedalen i Borrelyngen og ved Storedal i Sandkås. Ved Olsker var der stenbrud ved Dalegård, Krubbedal og andre steder. I Østerlars var der et stenbrud ved Knarregård, og på Østbornholm var der flere stenbrud ved Paradisbakkerne.

Den ekstreme akustik

Da de høje klippesider næsten omslutter stenbruddet, er akustikken meget stor og endda større end det berømte ekko i Ekkodalen. Prøv at råb, der kommer sjældent andre mennesker. Akustikken fremhæver også de mange syngende fugle, hvis der havde stået et sangkor midt i stenbruddet var højtalere unødvendige.

Hjemturen er nem. Man følger bare Lundegårdsvej ned mod sommerhusene og går derfra ud til landevejen langs kysten. På den modsatte side fører en mindre vej ud til havet og den store parkerings plads hvor turen begyndte.

Rigtig god tur.