På svampetur til øens sidste kongelige vildtsten og skjulte moser

På landevejen fra Almindingen til Aarsballe findes en parkeringsplads på en mindre bakketop ved Restaurant Bolsterbjerg. Det er ”Bompebakken”. Herfra fører Jagtvej mod syd til de to vildbanesten, den hemmelige sprækkedal med navnet ”Flagermuse dalen” og to flotte skovmoser, Puggekullekær og Vettemose. Den anviste rute er på 3 km og nem, den er ikke afmærket. Hvis man skal samle svampe, må man regne med at forlade de nemme skovveje.

Kongens jagter på Bornholm efter kronvildt var i ældre tider store. I vore dage sker de kun med bukkejagt efter rådyr i midten af maj. I mange år kom Prins Henrik sejlende i Kongeskibet med gode venner for at gå på jagt i Almindingen. Den tradition er fortsat med hans søn, Kronprins Frederik, som i år nedlagde to flotte råbukke med bue og pil. Den kongelige vildtbane for kronhjorte blev i 1600 markeret med ege pæle. Da de efterhånden rådnede væk, afløste man dem i 1722 med 16 store sten med Frederik den 4. navnetræk (1699-1730). Senere kom der flere sten med Christian 6. (1730-1746). De sidste to bevarede vildtsten kan ses ved Jagtvej.

Denne vandretur passerer de kongelige vildtsten. Under turen oplever man samtidig mere ukendte områder af Almindingen og nogle smukke, men ukendte skovmoser. Da man under turen passerer forskellige skovtyper, nåleskov, lærke og løvskov, kan der være mange forskellige spisesvampe, medbring derfor en kurv på turen. I dette område af Almindingen kommer der sjældent mange mennesker, derfor har man svampene for sig selv.

Allerede i middelalderen tilhørte øens skove den danske konge. Deres interesse var ikke skovens træer, men vildtet, især de store krondyr. Dengang vrimlede øens skove med kronvildt, og bønderne klagede til Kongen over, at de åd af markernes afgrøder. Men han var ligeglad, vildtet var vigtigst.

Et rådyr på engen en sensommerdag.

I 1581 kom kongens jægere til Bornholm for at skyde kronvildt, og der blev nedsaltet 48 tønder hjortekød. De blev sejlet over til Kronborg i anledning af Hertuginden af Mecklenburgs besøg. På den store jagt i 1630 skød kongens jægere 200 krondyr, og i 1635 blev der nedsaltet 40 tønder hjortekød. Efter den jagtglade Christian V (1670-1699) havde anlagt en store jagtbane i Dyrehaven, blev jagten så intensiv, at man manglede de store kronhjorte. Dem fik man fra Bornholm, og 1671 blev 30 kronhjorte indfanget og sendt til Dyrehaven. Det gentog sig i årevis, sidste gang i 1703. Dyrehavens kronvildt må derfor have nogle gener fra Bornholm.

Nogle meget strenge isvintre i 1750-51 dræbte mange af øens krondyr, kun en mindre bestand havde overlevet. Da kongen samtidig mistede sin interesse for øens kronvildt, blev jagten frigivet. Dermed kom dødsdommen, Bornholms sidste kronhjort blev i 1785 skudt på en bakketop i Bodilsker. Den kaldte man bagefter for ”Hjortebakke”.

Turens højdepunker

De to sidste kongelige vildtsten.

Et ukendt område af Almindingen.

De ukendte moser med underlige navne.

Skovbundens mange svampe.

Historien om kongernes jagt på Bornholm.

Vildsten med F4.

Vandreturen til de sidste vildsten

Fra parkeringspladsen følger man Jagtvej mod syd. Nogle hundrede meter efter ses til venstre den første vildsten med Frederik den 4. navnetræk, omgivet af nåletræer. På stiens modsatte side er der løvskov, man har derfor chancen for at finde forskellige arter af svampe. Kort efter kommer en skovvej mod venstre, Kalvekærs vej, hvor der vokser ældre nåletræer, om efteråret kan der være mange røde fluesvampe i skovbunden. Hvis man følger stien 300 meter ses mod venstre en lille smal sprækkedal. Den kaldes for ”Flagermusdalen”, navnet skyldes sikkert, at der altid sås mange flagermus.

Tilbage på sporet fortsættes ad Jagtvej. Senere ses mod højre et spor gennem granerne der fører frem til den sidste vildsten på turen. Der står indhugget C 6.

Puggekulle kær er en smuk skovmose.

Mod Puggekulle kær

Kort før mosen deler vejen sig. Mod venstre fører den mod rokkestenen, og kort efter findes til højre en mindre skovsti, der fører frem til mosen med et sjovt navn. ”Puggekulle kær”. Skovmosen er omgivet af lærketræer, ved den lille bænk, vokser der tyttebær med røde bær. De er i modsætning til blåbær ret sjældne på Bornholm.

Umiddelbart skulle man mene, at mosens navn skyldes de stedlige frøer. Med øens dialekt kaldes en frø for ”pugge”. Men navnet blev ældre tider udtalt ”pyjgga”, som er de hævede filipenser unge mennesker har i ansigtet. Måske en sammenligning med skovbundens mange runde toppe, der skyldes græsbevoksede vandreblokke.

Vejen til Vettemose

Tilbage på skovvejen følges den til venstre tilbage til Jagtvej, der forlades ved en tværgående skovvej, og går man mod højre kommer man til Voldvejen i udkanten af Almindingen. Flere steder ses volden som gamle stengærder fra 1800.

Skovrider Rømers stengærde ligger på begge sider af vejen syd for Vettemose. Der kommer meget sjældent mennesker i den del af Almindingen. Mosen er meget smuk, den er omgivet af lave bakker, bevokset med graner og løvtræer, der laver spejlbilleder i det sorte vand. Navnet Vettemose skulle sikkert hentyde til noget overnaturligt, måske er det bare overtro. Men skovmoser der er omgivet af træer altid smukke.

Vettemose ligger udenfor alfarvej, men er rendyrket idyl.

Stedets spisesvampe

Under nåletræer som regel brunstokket rørhat. Den gode spisesvamp, kendes på at hattens gule underside bliver blå ved berøring. Nogle gange kan man ved roden af ældre nåletræer finde velsmagende blomkålssvamp. Den kan være så stor, at en enkelt svamp kan udgøre et måltid for fire personer.

På rådne nåletræer kan der ses randbæltet hov svamp og knipper med gule gran svovlhatte. De første anvendes til dekorationer, de sidste kan spises. Jagten på spisesvampe kræver kun en kurv. En plasticpose duer ikke, her vil svampene ligger ovenpå hinanden og mases. Det gør det dyrebare bytte ulækkert.

Voldvejen udmunder på den store Bolsterbjergvej, der følges til højre, efter et øjeblik ses parkeringspladsen, og dermed er turen slut. Rigtig god fornøjelse.