Narrestreger på Folkemødet

Allerede torsdag kommer Folkemødet så småt op i gear, og de mere seriøse debatter og arrangementer bliver blandet med sniksnak og festligt samvær.

Dér kommer Felix, mon han sætter sig ned? Nejnej, han har slet ikke tid – til bænken her i Rønne …

Jeg håber, Gnags tillader denne lille parafrase over bandets dejlige nummer "Under bøgen", som jo handler om at give plads, om fællesskab og om at kende hinanden.

Det var i 1977, men nu er det nu, den 15. juni 2023, det er Snellemark i Rønne, og der er folkemøde i Allinge.

Allerede her ved busstoppestedet begynder kendisfaktoren så småt at blinke rødt ved tilstedeværelsen af tv-vært med mere Felix Smith.

Som altså ikke tager plads på bænken i busstoppestedet, men venter på sin bus ved kantstenen.

Mon ikke han har kursen sat mod Allinge og Folkemødet?

De kommer pludselig i en stime, busserne, og så er det – som sædvanlig – om at være knivskarp og observant.

BAT forsøger at forvirre os ved at skrive "Hammershus" på bussen til Folkemødet, men avisens udsendte har alle antenner ude og gennemskuer finten.

Så er kursen sat, og nu skal vi finde ud af, hvordan der så småt denne torsdag aften begynder at åbne sig nogle lommer af fest, fred og fordragelighed, som en lille modvægt til benhård debat og seriøsitet.

Jeg forsøgte også sidste år og vidste også da, at det næppe er på Folkemødets første aften, man rammer den største fest.

Og hvorfor overhovedet forsøge sig igen med en version 2.0 af en reportage fra optakten?

Allerede filosoffen Heraklit konstaterede 500 år før vor tidsregning, at vi aldrig kan bade i det samme vand i den samme flod flere gange, for vandet står ikke stille, så selv om vi dypper tæerne fra flodbredden præcis det samme sted som forrige gang, vil dét, vi møder, aldrig være det samme.

Derfor.

Og derfor sidder jeg nu her i bussen på vej til Folkemødet sent torsdag eftermiddag for igen at tage pulsen på en folkemødefest, som kun er i sin vorden.

Men denne gang følger der en visuel finte med, ene og alene for læsernes skyld.

Ja, bare hæng på.

Skål!

I Tejn vil en håndfuld unge folkemødegængere stige ombord på bussen bevæbnet med dåseøl, men nej, chaufføren er benhård:

– I stiller lige de der øller fra jer! Dem vil jeg ikke have ind i bussen, siger hun bøst.

Så har festen da godt nok trange kår.

– Du mener de åbne, spørger en ung fyr og ser betuttet ud.

Ja, præcis. Tasken med de uåbnede dåser får de allernådigst lov at tage med ombord, efter de al hast har skaffet sig af med de åbne.

Vel ankommet på Kirkepladsen sætter jeg kursen mod Gæstgiveren og zigzagger mig gennem et herligt mylder af åbenlyst forventningsfulde folkemødedeltagere.

Mogens Lykketoft. Tegning: Bob Katzenelson

Da jeg når derhen, har Bob oppe bag i den hyggelige have også sat en kurs, og jojo, han sætter sig ned på bænken under solen, som skinner oven over et skydække, som så småt har sneget sig ind over folkefesten.

Her ved bordet på Gæsten sidder også Anette og Gitte, som gerne byder ind med en kommentar til Folkemødet, som altså stadig kun er ganske sprødt.

– Vi starter med at sige skål, siger de og tager en slurk af deres øl.

Det samme gør Bob.

Bob Katzenelson, håndtegneren. Den visuelle finte.

Han og jeg er gamle kolleger fra det for længst hedengangne dagblad Aktuelt, og ham har jeg allieret mig med denne eftermiddag og aften, hvor vi skal ud og lige tage pulsen på dette folkemøde, mens det kommer op i gear.

Håndtegneren og jeg er dybest set vidt forskellige typer.

Når jeg slår en streg, foreligger risikoen for – men Gud forbyde det – at en eller anden kunne finde anledning til at råbe "ku' du ikke lige ta' og tørre toiletbrættet af?!", men når Bob slår en streg, er der omvendt masser af sandsynlighed for, at alle mulige folk går rundt og konstaterer, at "det er genialt, det der", "det er verdensklasse" og andre rare ting.

Han er nemlig en gudsbenådet tegner, som på ufattelig kort tid tid kan fange essensen af et menneske, af et ansigt, i sine streger. Han mestrer en form for ansigts-croquis, kan man sige.

Haha!

Planen var egentlig ikke mindst, at vi skulle søge ind i de lukkede fora og give et lille praj om, hvad der sker der. Bare sådan i oplysningens tjeneste. Og også en lillebitte smule, fordi det er der, der er størst chance for gratis fadøl.

Anne Sofie Bergmann, DEA. Tegning: Bob Katzenelson

Men det er faktisk ikke så let at komme ind bag de lukkede døre, heller ikke selv om man buldrer, at man kommer fra den fjerde statsmagt.

Sidste år var det, som om alle henviste til Rud Pedersen Public Affairs, som skulle lave nogle vældige receptioner, men fra firmaet oplyste Bodil Porse Nielsen på min forespørgsel om at komme på gæstelisten, at hvor der tidligere år havde været inviteret 1.500 til receptionen, da den fandt sted i Tines Gjestehuz, så var der dette år – altså i 2022 – hvor den var henlagt til Slægtsgården, kun plads til 500.

– Vi kan desværre ikke være flere, forklarede hun.

Og altså overhovedet ikke give adgang til nogen som helst statsmagt, slet ikke den fjerde i hvert fald.

Hun var hverken til hugge eller stikke, men plantede dog et håb ude i fremtiden ved at tilføje:

– Måske har vi større forhold til næste år, så skal du være meget velkommen.

Nu er det næste år, men i en mailkorrespondance henviste hun til sin kollega Julie.

I telefonen lød Julie som en klon af Bodil, da jeg fik fat i hende:

– Nåeh, du snakker om vores reception, afbrød hun, mens jeg forsøgte at fremføre mit ærinde på en futilt smiskende facon.

– Ja, den er desværre også optaget i år, haha. Der er ikke så meget at gøre, fortsatte hun.

– Der er også kun 500 på listen, og den er simpelthen lukket. Der kommer mange mennesker på Folkemødet, haha. Så vi kunne godt have inviteret 1.500, men det bliver ikke i denne omgang.

Hun fortalte videre, at i år sker det på Klostergården, hvor der åbenbart også "kun" er plads til sølle 500 receptionsgæster.

Og der er ingen chance for, at jeg sniger mig på listen?

Smiskede jeg.

Jeg skal sådan set bare lige gå en 20 minutters runde og lige snuse til det hele?

– Nej, det er der desværre ikke, men du må have et godt folkemøde, lød svaret.

Dødshjælp

Så nu er det bare Bob, altså håndtegneren, og mig.

Vi taler lidt om, at Mette Frederiksen i sin åbningstale har lukket op for debatten om aktiv dødshjælp, og jeg filosoferer over, om det skal opfattes som et forsøg på at etablere en særdeles relevant og bøvlet debat, som vil optage os alle sammen i måneder og dermed kan fungere som aktiv dødshjælp i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal vinke farvel til hende, når hun tiltræder topjobbet i Nato.

Vi ved det ikke.

Kristian Jensen. Tegning: Bob Katzenelson

Men vi aftaler at sætte kursen ned til havnen på Kæmpestranden, hvor en partifælle til statsministeren, den tidligere minister Mogens Lykketoft ifølge programmet vil være at finde i et telt, som Rud Pedersen står for – der var de igen! – og hvor han vil servere fyraftensfadøl.

Dét lyder helt rigtigt, og jeg har allerede planlagt et ganske finurligt spørgsmål til Mogens, mens han, formoder jeg, rundhåndet står og skænker fadøl til folket. Nemlig om man, set i lyset af, at der hvert år er cirka 3.000 danskere, der dør af alkoholrelaterede sygdomme, kan opfatte hans ageren som Socialdemokratiets bud på aktiv dødshjælp til folket?

Da håndtegneren og jeg når ned til teltet J12 – efterhånden helt tørre i halsen af at hilse på hinanden efter mange år – er det dog ingenlunde det, der finder sted. Mogens står derimod på en lille scene i Rud Pedersens telt og holder et sikkert fint foredrag for de fremmødte, som sidder pænt på stolerækkerne og lytter.

Der er absolut ikke noget fadølsanlæg i det telt, så mens håndtegneren stiller sig op og svinger pennen, går jeg hen i Folkebaren ved siden af for at købe to fadøl til at læske vore ganer med. Det viser sig, at der er problemer med betalingsterminalen og efter flere forsøg, hvor jeg svinger dankortet igen og igen, sukker bartenderen, at det må bare blive på husets regning.

Så nu ligner det da noget. Fri bar og festen kan så småt begynde.

Lykketoft taler stadig i lange sætninger, han er tydeligvis i sit es og læner sig i en behagelig positur op ad sit receptionsbord, men hvor jeg står, kan jeg kun høre en lidt mere skinger stemme fra naboteltet.

Jeg opfatter dog, at han på et tidspunkt siger:

– Det bringer mig til at sige noget andet ...

Ja, okay, jeg hørte ikke engang det første, og snart går håndtegneren og jeg videre, fordi vi efter vores lille plan skal hen til Den Geopolitiske Gårdhave i nærheden, hvor Rasmussen Global – ja, det er et kodeord for Anders Fogh Rasmussen – har et arrangement, som først er lukket, men hvor vi med lidt held kan ramme det, lige når det bliver åbent.

Og hvor der øjensynligt er gratis udskænkning.

Folkemødedeltager til debat. Tegning: Bob Katzenelson

Vi er i lidt god tid, viser det sig, og der er pakket i gårdhaven, hvorfra vi kan høre Anders Fogh Rasmussens lettere nasale røst. Uden for på gaden spotter håndtegneren vores begges gamle chef fra Aktuelt, Lisbeth Knudsen. Hun fortæller, at hun har været inde at høre krigeren Anders', tidligere Nato-chef, fortælle om, hvordan Nato skal passe på ikke kun Ukraine, men også vil kunne forsvare selv Taiwan.

Men, fortæller Lisbeth Knudsen, pludselig blev der lidt trængt, da en flok unge mennesker masede sig ind, så nu står hun her.

Inde i gårdhaven giver Lars Løkke Rasmussen pludselig sit besyv med: Den rigtige skal vinde krigen, og det er naturligvis Ukraine.

Fogh siger noget med, at han selv har været både pragmatiker og idealist, men den rigtige vej er nok at være pragmatisk idealist.

Lisbeth Knudsen fortæller os, at den rigtige vej til gratis fadøl er ind og til højre, så den vej søger vi, da debatten slutter.

En person siger i mikrofonen, at nu er der fri fadøl.

– Men drik ikke for mange, for vi skal i gang igen i morgen, lyder formaningen.

Og ja, her bliver der serveret fadøl. Faktisk to til håndtegneren og mig.

Til hver, forstås.

Masser af energi

Men det skal nu engang ikke være pjat det hele, så vi går tilbage mod havnen og fortsætter videre op ad Havnegade mod telt C36, hvor Klima- og Energiscenen ligger, og hvor Green Power Denmark har en – lukket – reception. Her er den tidligere venstrepolitiker Kristian Jensen direktør, og vi er blevet lovet adgang.

Håndtegneren vælger imidlertid at fortsætte videre frem til Journalistforbundets hus lidt længere henne ad vejen – hvor der er gode toiletforhold – mens jeg går til receptionen, hvor der viser sig – halløj! – at blive skænket gratis fadøl.

Der er masser af folk i teltet, og dér står såmænd Jeppe Kofod, tidligere bornholmsk folketingsmedlem.

Hvorfor mon? Er det bare sniksnak og hygge?

– Det er jo energifolk, siger han, som ikke længere er politiker, men har startet sit eget konsulentfirma.

– Grønne folk, som taler om det, de har passion for, altså grøn omstilling, men også forretningsmæssigt er det interessant. Så det er lidt nørdet, men også sjovt. Og jeg har en del, jeg arbejder sammen med i den branche. Men det er jo ikke en fest, det er en reception.

Kunne det her være en opvarmning til fest, du har jo været på folkemøde før?

– Ja, der er masser af fest og skæg og ballade, og det vil der også være senere her. Der er jo masser af lukkede fester, som folk er inviteret til, fint nok, men der er også Toga-teltet, hvor alle kan være med, og som er en åben fest. Det kan jeg godt lide, de gør det godt, og det skal man også støtte, siger Jeppe Kofod.

Håbefulde folkemødegæster. Tegning: Bob Katzenelson

Nu dukker Kristian Jensen op. Adspurgt til, om det her kun er ren "mingling", altså lidt løs omgang mellem folk, siger han:

– Det er også alvor. Det er også for eksempel at have en hurtig snak med Dansk Standard, som er en vigtig samarbejdspartner, men ikke nogen, jeg nødvendigvis får talt med så ofte. Så får vi lige talt om nogle projekter, vi måske skal skubbe videre. Så det er hygge, gamle venner og lidt snacks, men også lige at catche up på noget.

Du har været til folkemøde mange gange, bliver det også skæg og ballade for dig?

– Altså, jeg skal til en middag nu, hvor der er nogle forskellige samarbejdspartnere, der har inviteret mig. På den anden side af det, kan det godt være, det bliver skæg og ballede, men ikke mere end at klokken otte fredag står jeg til den første debat.

Men hvor er det, der er skæg og ballade for dig, er det i lukkede selskaber?

– Jeg har både været på Toga og til lukkede fester, jeg har ikke nogen regler for det. Men når jeg er færdig med middagen i aften, tror jeg, jeg har rigeligt med at forberede mig til de forskellige debatter, jeg skal til, siger Kristian Jensen.

Godt så. Jeg bevæger mig mod Journalisternes hus videre ud ad gaden. Uden for det hører jeg en fyr råbe til en lille flok:

– Er det på Toga eller Gæsten, vi mødes senere?

Så skilles de, og jeg entrerer forbundets hus her under folkemødet. Inde i haven, hvor folk hænger ud, står Bob og tegner, og en mand viser mig mod et toilet i kælderen.

Da jeg kommer op, bibringer jeg Bob relevant information:

– Der er fine toiletforhold her. Og jeg ramte kun kummen.

– Sad du ned, eller stod du op, spørger han skånselsløst.

Talenter og stjerner

På scenen i baghaven har der været en lille debat, men nu siger en kvinde i mikrofonen:

– Konceptet er meget simpelt. Vi hygger os, drikker nogle øl og spiser nogle pølser, til der ikke er mere. Og nu vil Magt optræde.

Herlig gruppe, som faktisk har skrevet en fødselsdagssang til offentlighedsloven, som jo betyder meget for journalister og blandt andet handler om – altså sangen – at nu går der rask væk et år, før vi får svar på vores spørgsmål til et ministerium.

Bob og jeg tager os en øl og er enige om, at den har vi vel selv betalt, det er jo vores forbund, mens Magt fortsætter med en sang om Jon Steffensen:

– Du, som har krænket talenter og stjerner ...

Danny Christensen. Tegning: Bob Katzenelson

Danny Christensen, flittig debattør i Tidende og kredsformand for Danske Seniorer på Bornholm, er her også. Hvad betyder Folkemødet for ham, er det udelukkende debatter, eller fester han også?

– Ja, det gør jeg, siger han.

– Jeg går på Gæsten, og jeg går til Politiken i Rosengården og hører koncerter. For eksempel skal jeg høre Ohland, som jeg kender fra balletten på Det Kongelige Teater, hvor jeg jo var scenetekniker i 34 år. Så jeg skal lige hilse på hende. Jeg går op i det politiske hele dagen, og så nyder jeg festen om aftenen. Dog lige med den forskel fra så mange andre, at jeg ikke nyder alkohol, jeg stoppede jo. Jeg har lige fået mit 19 års-mærke i går (onsdag, red.), så længe har jeg ikke drukket. Det er en mærkedag.

Hvor gammel ville jeg egentlig være, hvis jeg stoppede nu ...

Funderer jeg.

– Ja, haha, det er ikke sikkert, du kan nå 19 år, ler Danny.

Men man kan faktisk godt have det sjovt uden alkohol?

– Ja, det kan man godt, men det troede jeg heller ikke selv på, siger Danny.

Halløj, der kommer såmænd Mogens Lykketoft gående samme med sin kone, Mette Holm, han kan måske lige redegøre for den der fyraftensøl, som aldrig rigtig åbenbarede sig i Rud Pedersen telt.

Adspurgt er det Mette Holm, der indleder med at konkludere:

– Det må du tale med Rud Pedersen om.

Mogens Lykketoft:

– Ja, det var vildledende, det må man sige.

Mette Holm:

– Men foredraget hørte du forhåbentlig. Fra ende til anden, for det var godt!

Det er jeg ikke i tvivl om, men jeg gik faktisk i Folkebaren og købte to øl, for det var det, min opgave lød på.

Lykketoft:

– Hahahahaha!

Mogens Lykketoft og Mette Holm. Foto: Torben Østergaard Møller

Mette Holm:

– Jeg synes, de skulle have kaldt det en fyraftenssnak.

Lykketoft:

– Det synes jeg også, jeg så den formulering et andet sted. Nå, det er mærkeligt.

Mette Holm:

– Det er ikke dit ansvar!

Lykketoft:

– Nej, det er ikke mit ansvar.

Jeg troede faktisk, at du ville skænke mig en fadøl?

– Jeg forstår skuffelsen, siger Mogens.

Hvor mange gange har du været på Folkemødet?

– Alle årene, bortset fra det første af en eller anden grund.

Er der også fest forbundet med at være til folkemøde?

– Masser af fest og masser af møder med folk, man ikke lige har set for nylig, det er meget, meget hyggeligt, siger Mogens Lykketoft.

Regnen

Håndtegneren og jeg går videre mod muligvis nye gratis fadøl. På vej til havnen runder vi lige A22, hvor AOF Center Sydjylland og Bornholm holder middag, og hvor Inge Munch fra AOF Bornholm venligt byder på en øl, men vi modstår og går i stedet til shawarma-vognen på gaden, hvor håndtegneren mætter sig, inden vi sætter kursen mod K20 tilbage på den anden side af havnen, hvor Tænketanken DEA afholder reception i Galleri Klein.

Klokken er henad 20.45, og nu siler regnen ned.

Pelle Voigt. Tegning: Bob Katzenelson

Jeg har været så forudseende at medbringe en paraply, så vi bliver kun hver især drivvåde på den ene skulder. Mest Bob dog. Han er bange for paraplyer, som har stukket flere af hans øjne, siger han.

Jeg giver ham et sympati-"det lyder da uhyggeligt" – og er nær ved at stikke et øje ud på ham.

Men regnen siler altså, og håndtegneren konstaterer fornøjet:

– Så er klimakrisen aflyst, og vi kan bare fortsætte, som vi plejer. Jeg tror, jeg skal på en ekstra skiferie i år.

Hos DEA lige på den anden side af Kirkepladsen bærer gårdhaven naturligvis præg af regnen, folk er søgt indendørs, nogle kan man se sidder i kælderen, men under nogle parasoller bliver der skænket øl frisk fra fad, og før man rigtig får set sig om, har vi fået to hver.

Anne Sofie Bergmann, som er leder af HR og administration i DEA, fortæller da også, at stemningen generelt gerne er god her.

– Vi er altid her i Galleri Klein, siger hun.

– Og det er et sted, hvor folk kommer og hygger sig. Alle er velkomne, og nogle gange er det ikke til at drive folk ud. Vi har på gode dage sol rigtig længe her i haven, og her er dejligt at være.

Det er der skam trods regnen, men håndtegneren og jeg har store planer og skal videre i teksten. Egentlig ville vi gerne have besøgt nabohuset, hvor Dansk Erhverv fører sig frem. Dem ville vi gerne have besøgt, for dels har de råd til gratis fadøl, dels skal Blæst optræde der, og det er et band i hvert fald jeg selv er ganske vild med. Jeg talte da også med en person fra Dansk Erhverv over telefonen om at komme på en gæsteliste, og hun lovede at vende tilbage, men det viste sig, at den henvendelse ville hun da blæse på.

Jeg hørte i hvert fald ikke fra hende igen.

Tegning: Bob Katzenelson

Så i stedet søger Bob og jeg mod Hut Li Hut, om ikke byens værtshus, så et af byens værtshuse. Fredag skal fodboldlandsholdet jo spille en vigtig kamp, så ... hutlihut!

Da vi kommer ud af DEA's have, står Pelle Voigt under et udhæng i regnen. Han er her for at akkompagnere Søren Pind og Mogens Jensen, som synger sømandsviser for rederiforeningen nede på Postbåden Peter, fortæller han.

– Det er min hovedopgave, siger han.

Men lige nu ærgrer han sig, for hans harmonikaspiller har meldt afbud.

– Han er sejlet ud på Sjælland Rundt, så han kommer ikke, meddelte han i forgårs. Han kunne simpelthen ikke modstå et tilbud om Sjælland Rundt.

Så ham mangler du?

– Ja, det synes jeg da. Det lyder noget mere sømandsagtigt, hvis der både er en guitar og en harmonika.

Men det er dog meget sømandsagtigt, at harmonikaen nu er på havet?

– Ja, det er jo det, siger Pelle Voigt mismodigt.

Kransekagen

Håndtegneren og jeg duver videre mod Hut Li Hut.

Dér er hyggeligt.

Vi skal vel have et eller andet?

Siger jeg.

– Ja, hvad har de, spørger håndtegneren.

Øl!

– Vi skal ha' noget, der river lidt i halsen, slår han fast.

Og køber et par Imperial Stout.

– Det er en porter, siger han og smager.

– Ah, det er dansk Guinness!

Her i baren sidder Kim Sunding. Hvordan har han det med Folkemødet?

– Det er jo demokratiet i sin vugge, siger han.

– Uden at det er demokratisk, tilføjer han.

Han kommer fra Aalborg, Nordens Paris, slår han fast, og han er på folkemøde, fordi han er afdelingsformand i 3F Aalborg.

Bob Katzenelson og Danny Christensen. Foto: Torben Østergaard Møller

– Jeg er her for at lave lidt larm og støj, forklarer han, som første gang var på folkemøde sidste år, hvor han også besøgte Hut Li Hut.

– Hvis vi bilder os selv ind, at demokratiet lever i folkemødets forstand, så er det godt, vi har Hut Li Hut, hvor vi kan gå ned og drukne vores skuffelse over, at demokratiet ikke er der alligevel, siger han.

Hvorfor er det ikke det?

– Det ved du lige så godt som mig, at det ikke er. Men demokratiet er den mindst slemme styreform.

Har du et bedre bud?

– Nejnej, slet ikke. Det har jeg sgu ikke.

Men tror du på, at Folkemødet er demokratiets fest?

– Ja, det tror jeg på. Jeg tror på, at mennesker, der generelt ikke kommer til orde, kan komme til orde her, hvis de ønsker det. Og Folkemødet handler for mig og forhåbentlig også for en masse andre netop om, at vi får det folkelige frem i folk. Det handler ikke om, hvem der sidder på toppen af kransekagen, om det så er politikere eller organisationer. Det handler dybest set om det, du og jeg gør lige nu, hvor vi kommunikerer og får forståelse for hinanden, siger Kim Sunding.

Åh jaja, man ser så klart sådan en sommerdag.

Som Gnags næsten sang.