'Min far er pirat, og min mor er hippie'

Den bornholmske successangerinde og sangskriver Aura er aktuel med singlen ”Marry Me” og har fået millioner af fans over hele verden, siden hun som barn skrev sine første sange i Svaneke, hvor hun stadig finder ro og inspiration.

Danmarks for tiden mest succesfulde popstjerne kommer fra Svaneke, og hun skriver ovenikøbet sine egne sange. Det er efterhånden usædvanligt i musikbranchen, når det gælder de få kunstnere, der når ud til millioner af mennesker verden over. Men faktisk skrev Aura sange, før hun kunne skrive, da hun som lille pige – med det borgerlige navn Maria Louise Joensen – sad om bord på forældrenes lille båd i Svaneke Havn med et plastikkeyboard.

– Så sad jeg der og skrev sange på plastikpianoet og fik min mor til at skrive teksterne ned. Så musikken var tidligt fuldstændig gennemtrængende og havde sit eget liv inden i mig, siger den bornholmske sangstjerne og lyser op i et smil.

– Jeg kan også huske, at jeg startede bands, fra jeg var helt lille. Jeg prøvede simpelthen at lave det nye Spice Girls fra 1. klasse og castede mine klassekammerater, så jeg har altid haft den der musikalitet, fortæller Aura, da vi sidder omkring et stort spisebord med dug på, i en af stuerne på Nansens Gaard i Svaneke, hvor resterne af et veldækket morgenbord med blødkogte æg og ristet brød, serveret på et ældre fint porcelænsstel stadig står fremme.

Alt ånder fred og ro her på det bornholmske bed and breakfast-sted, hvor vægge, skabe, hylder og karme fyldt med kunst, nips, bøger og planter og ikke mindst en røgfuld duft emmer af en stille og sjælfuld stemning fra en svunden tid.

Her i den bornholmske tidslomme, som drives af parret Jørn Grønbech og Per Avsums, har den kendte sangerinde boet de seneste dage, mens radioen er begyndt at spille hendes nye single ”Marry Me” fra hendes kommende album ”In Love With The World”, der skal samle op på hendes succes over hele verden. Men stedet her er blevet et yndet stamsted for sangerinden, for her er hun kommet, siden hun som seksårig flyttede med forældrene fra Roskilde til Svaneke.

– Mine forældre mødte faktisk hinanden på Roskildefestivalen. Min mor spillede på Orange Scene, og min far fik øje på hende fra crowden. Han sneg sig om backstage, hvor han overhørte, at hun skulle til Bornholm og holde sommerferie. Og så sejlede han efter hende, og de forelskede sig herovre.

På den måde har det nok altid ligget i kortene, at forældrene skulle tilbage hertil, mener hun.

– Min mor kom fra Færøerne, hvor der jo også er klipper, så hun følte sig nok hjemme her, og så elskede de at sejle, så det var et godt sted. Og at kunne bevæge sig rundt i naturen og hoppe på klipper som en daglig bedrift, var rigtig godt for et menneske som mig, som var meget følsom, meget observerende og filosofisk anlagt. Bornholm blev et helle for mig. Det var et sted, hvor jeg kunne udvikle mine evner i fred og ro, siger hun med en stemme, der ikke kun er blød og klangfuld, når hun synger, men også når hun taler.

Bornholmsk kunstnermiljø

Aura har tre ”meget ældre søskende”, der ikke flyttede med til Bornholm, men der var alligevel altid gang i familiens lille gule hus med musik og mange fester med både hash og alkohol. Forældrene tilhørte 68-generationen, havde masser af kunstnervenner og var begge musikalske. Faderen samlede på guitarer, og hjemmet var i det hele taget fyldt med instrumenter. Faktisk fyldte musik nærmest alt i hjemmet, husker hun.

– Min mor underviste i musik på lærerseminariet i bevægelse og rytmik. Og hun var udøvende sanger, da hun var yngre. Min far lavede mange forskellige ting. Han læste historie som yngre, og så har han altid været sådan lidt en pirat, griner hun uden at kunne uddybe det.

– Min far er pirat, og min mor er hippie.

– Og ideen med at flytte herover var også at blive en del af et mangfoldigt miljø med indvandrere, flygtninge, kunstnere, keramikere, poeter og musikere, der turnerede her. Mine forældre var børn af deres tid med 68 og frigørelsen efter Anden Verdenskrig. Min mor havde et feministband, og de gjorde op med en masse ting. De ville have ligestilling, biodynamik og mere medmenneskelighed, som de havde nogle helt essentielle tanker om, som er kommet på mode igen her 50 år senere, hvor det måske mere handler om LGBTQ, men min mors generation var også med til at skabe en stemme. Og en del af det var en friere livsstil, som jeg ikke var en del af.

Musikvideoerne til Auras kommende album ”In love with the world” er optaget på Færøerne, hvor hendes mor kommer fra. Det var også en af årsagerne til, at Auras forældre kom til Bornholm, hvor er er klipper, som moderen voksede op med. Foto: Berit Hvassum

Melodilinjer over horisonten

Alligevel føler hun sig heldig, fordi hun gennem sine forældre i en tidlig alder mødte musikere og kunstnere.

– Jeg blev også hurtigt trukket i den retning. De venskaber, jeg fik, var mennesker med en musikalsk åre. Det er noget af det, der har givet mig den største grobund, tror jeg – både for at være musiker, men også for det liv, der følger med i rampelyset. For jeg har virkelig lært at være åben og se det bedste i de skæve eksistenser, og også lade mig blive inspireret af det liv, de har haft på godt og ondt. Tage de historier til mig, fortæller Aura, som allerede skrev sit første album, mens hun var mellem 11 og 19 år.

– Det var ikke baseret på livserfaring, men jeg havde et lyttende barnesind, der stillede store spørgsmål til eksistensen.

Og her på øen havde hun ”vidderne i naturen og trygheden til at dyrke det”, mindes hun.

– Som oftest, når jeg gik hjem, efter jeg havde været ude at ride, så kiggede jeg ud over horisonten og så lavede jeg melodilinjer. Jeg lavede en leg med mig selv, hvor jeg kiggede på horisonten, og det der mødte mit øje i bjergene og klipperne, det blev ligesom små melodier, som jeg skrev på vej hjem, fortæller melodimesteren, der på den måde helt konkret brugte naturens konturer som inspiration.

Kulørt tøj førte til kælenavn

De bornholmske omgivelser gav hendes også de trygge rammer for hendes debut som sanger, fortæller hun.

– Noget af det, Bornholm gav mig, var et sikkert sted at stille mig op at synge. Følelsen af et helt lokalsamfund der bakker op om en. Som 11-årig optrådte jeg første gang til kildefesten. Jeg havde fået lov til at låne et band med ganske voksne mennesker med Johnny Walter, tror jeg, han hed. Det var her i Svaneke til Skt. Hans. Og så spillede jeg fem sange med det band. Det var selvfølgelig noget helt særligt at stå foran en hel by, men at mærke på en lille skala, hvordan det føles at være stor - det var ret fantastisk.

Kunne du lide opmærksomheden?

– Jeg har aldrig rigtig tænkt over det. Jeg har altid været på en mission. Jeg kommer for at give noget, ikke for at tage noget. Og jeg tror, det er det, der gør forskellen for mig. Jeg har altid følt, at jeg havde så meget på hjerte, som jeg måtte give videre, og at det var den måde, jeg skulle servicere verden på. Det at være sanger har heller aldrig været noget, jeg tænkte, man blev, det var noget, jeg var fra jeg var barn, fordi jeg bare skrev sangene. Jeg tænkte ikke videre over det, jeg troede alle skrev sange. Det er faktisk kun et par år siden, jeg fandt ud af, at jeg var kunstner.

Hvad er forklaringen på, at du hed Maria og nu kalder dig Aura Dione?

– Min mor hed Dione, det er mit færøske slægtsnavn. Jeg er opkaldt Maria efter min mormor, der havde omkring 14 søskende. Da hun døde, så fandt vi ud af, at hun slet ikke hed Maria, hun syntes bare, det var et fedt navn, siger hun og ler.

– Min mormor hed egentlig Marie, Tulla Marie.

Aura Diones kunstneriske fornavn var derimod et navn hun tilegnede sig på grund af sin kulørte tøjstil.

– Jeg gik allerede i meget farverigt tøj som barn, så Aura blev mit kælenavn. Som jeg husker det, var det mest blandt mine venner, da jeg flyttede til København, at det opstod helt naturligt. Fordi jeg altid var farvestrålende i min påklædning, fortæller popkunstneren, som også i dag er trukket i en farvestrålende frakke.

”Gud, mig og Michael Jackson”

Musikerdrømmen tog også fart foran faderens fede stereoanlæg.

– Min far havde en tendens til at købe det nyeste hifi, så vi havde altid virkelig god lyd.

Og jeg elskede at lytte til både cd’er og plader og dykke ned i Tracy Chapman, Dolly Parton, Jimi Hendrix og andre af den slags virkelig dygtige sangskrivere og store poeter. Jeg kan huske, da Alanis Morissettes debutalbum ”Jagged Little Pill” udkom. Og jeg synes stadig, at det er et af de mest fuldkomne albums, der er lavet. Det debutalbum ændrede, på en eller anden måde, musikhistorien og blev et af de mest solgte, så hun blev selvfølgelig også en inspiration, fordi jeg kunne mærke hendes kunstnersind.

– Men ellers har jeg altid selv været foregangskvinde i mit eget liv. Jeg har taget en masse risici og en masse chancer, og jeg har været enorm modig, tror jeg.

Flere var dog med til at gøde hendes mod. Det gjaldt for eksempel den tidligere radiovært og nuværende indehaver af pubben Madvig, Poul Friis, som er en nær ven af familien. Og da hun overvejede at droppe gymnasiet til fordel for musikdrømmen, holdt han en vigtig tale for hende.

– Jeg mener, at han sagde, at jeg skulle gribe drømmen. Det havde jeg nok gjort lige meget hvad, fordi jeg følte mig så gammel som 17-årig. Jeg syntes, at tiden var ved at løbe fra mig, og hvad skulle jeg bruge tre år i gymnasiet til, når jeg vidste, hvad jeg skulle, siger hun, mens et blidt udtryk toner frem i det i forvejen meget milde ansigt.

– Men Poul Friis var et vidunderligt menneske for mig. Han var min fars bedste ven. Og han var et af de mennesker, jeg kunne tale med om livets finurligheder og alle de store spørgsmål. Da jeg var 11 år, lavede vi et interview, der hed ”Gud, mig og Mickael Jackson”, fortæller den bornholmske sangerinde, som på det tidspunkt havde besluttet sig for at blive døbt i Svaneke Kirke.

– Jeg sendte selv invitationer ud og inviterede mine forældre. Og samme år havde jeg været på tur med Michael Jackson og rejst rundt med mine forældre og set hans koncerter i Prag, Tyskland og Danmark osv. Så det år var nok ret særligt. Det blev det guddommelige Michael Jackson-år, det fangede Poul Friis rigtig fint i et interview, hvor vi sidder og filosoferer omkring musik og det at blive døbt.

Hvad gjorde, at du gerne vil døbes?

– Jeg tror, det var, fordi jeg gik i et kirkekor, hvor jeg sang og jeg kunne vildt godt lide salmerne, og der var så smukt, at jeg tænkte, at der måtte være noget om snakken, at Gud eksisterede, i form af at man havde gjort så meget ud af det. Det var ikke ligesom julemanden, smiler hun og ler.

– Jeg tænkte, så mange mennesker kan ikke tage fejl, når de har bygget noget så flot, griner hun igen og vender tilbage til sin fars skæggede ven.

– Poul har været sådan et menneske, jeg har kunnet trække til side en gang i mellem og stille nogle spørgsmål, som var ret eksistentielle.

Hvad kunne det være for spørgsmål?

– Hvorfor skal vi dø.

Kunne han give dig noget svar på det?

– Ja, og jeg synes, han gav mig en vis ro, fordi han elskede mig. Han havde noget enormt varmt over sig altid, og han tog mine spørgsmål med sådan et smil, med et drag om munden, og så satte han tid af til at svare på det, siger hun og tier et øjeblik, mens hun tænker tilbage.

– Spørgsmålene kunne også bare være, hvad er der på den anden side af stjernerne, og hvad er meningen med det hele, kommer det så.

– Og så filosoferede vi over det i flere timer. Eller over flere dage.

Meningen med det hele

Føler du, du har fundet nogle svar på de spørgsmål i dag?

– Ja, absolut. Meningen er, at vi skal lære at udvikle empati og medmenneskelighed og arbejde med vores kærlighed. Kærlighed er ikke kompliceret, men det kan det være at være menneske, og jo mere vi tør at åbne op og gøre os sårbare, jo tættere kan vi også komme på hinanden, svarer hun eftertænksomt.

– Og når det er sagt, så skal vi selvfølgelig også forsøge, så godt vi kan, at undgå at slå os for meget på vejen. Men det er også en del af det at have fået et langt liv, man skal jo også lære af sine fejl. Livet leves forlæns, men forstås baglæns, som Kierkegaard vist sagde. Og så tror jeg, vi skal blive gode til at tilgive og gode til at sige undskyld igen.

Men det er vi ikke blevet spor bedre til siden Kierkegaard, mener hun.

– Vi lever i en tid, som er den mest digitaliserede avancerede tid, vi har levet i som mennesker og samtidig den mest primitive, når man ser på, hvordan folk behandler hinanden, og det er meget voldsomt, at de to ekstremer møder hinanden nu, og det gør, at jeg kan længes tilbage til en tid, hvor det hele var lidt mere simpelt og mere naivt, altså nærmest tilbage til Olsen Banden, siger hun.

– Det er også lidt det, Bornholm godt kan minde mig om, det her er et af de steder, hvor man kan trække sig tilbage og komme tilbage til det væsentlige. Du er så meget i pagt med naturen her. Det kan du vel godt glemme, når du står i Aldi på Nørrebro. Men her vogter naturen over sine mennesker på en virkelig underbar måde. Den følelse er noget særligt, det er også noget af det, man kan mærke, når man kalder folk hertil. Den her storhed på en lille ø, fortæller Aura, som selvom hun kun var et barn, da hun kom til Bornholm i 1990'erne alligevel fra begyndelsen fornemmede en form for særlig autenticitet på klippeøen.

– Jeg kunne tale med folk og kigge dem i øjnene. Jeg skulle ikke spilde min tid på at prøve at regne folk ud. Den direktehed kunne jeg godt lide.

Foto: Berit Hvassum

Den vigtige alenetid

Derfor bliver hun også nødt til at vende tilbage, selvom hun både har prøvet at bo i Los Angeles og Nepal siden og har spillet 2.800 koncerter over de seneste 17 år.

– Bornholm er sådan et sted, hvor jeg lige kan besøge nogle værdier, som jeg synes er enormt vigtige. Det handler om livskvalitet, ro og autenticitet og så en absurd skønhed, som den her ø besidder. Og jeg elsker at tage mine venner med. Om de kommer fra Chicago, Bali eller Island, kan de mærke, hvor særlig øen er, og den energi, den har, siger den bornholmske sangskriver, som stadig bruger naturen herovre som en måde at finde tid til sine egne tanker.

– Jeg tror, at det er vigtigt at kunne blive venner med aleneheden. Det er også en enorm vigtig ingrediens i et liv, hvor du skal skabe. Og jeg elsker at søge ind i stilheden, hvor ideer kan opstå og udfolde sig.

Nogle frygter også stilheden. Hvorfor tror du, at nogle har det sådan – modsat dig?

– Det er nok, fordi man møder sig selv i stilheden. Og det er jo ikke alting, man har lyst til at kigge på, når man bare lige går rundt og har det dejligt eller har det som man nu har det. Og så kommer den der følelse nede i maven, som man skal forholde sig til. Men det er noget af det, jeg brugte ret lang tid på, da jeg lærte at meditere, siger sangerinden, som ikke er bange for at se det ubehagelige i øjnene.

– Jeg synes, at alle følelser er relevante for et fuldendt liv. Det er enormt vigtigt, at vi ikke dæmoniserer det mørke, som vi alle sammen skal kæmpe med, for så bliver det bare større, mener sangerinden, der godt tør skrive om sine egne følelser.

– Når man har evnen til at tale, så har du også et ansvar, og det ansvar har jeg selv lagt på mine skuldre, siger hun og smiler stort.

– Jeg lever af at åbne munden, så skal jeg også sige noget af værdi. Jeg har aldrig skrevet en tekst, der ikke er blevet vendt og drejet tusind gange, skulle jeg til at sige, eller også er den fuldstændig kommet rent ned i ét hug. Men det bliver nødt til at være dybt, det bliver nødt til at kunne bidrage. Jeg har ikke lyst til at bede om folks tid, hvis ikke jeg har noget, som jeg synes er vigtigt at sige.

Singlen ”Marry Me” udkom i sidste uge som endnu et radiohot fra Aura, der skriver sine egne sange. Musikvideoen er allerede blevet set af næsten 80.000 og flere af hendes musikvideoer har mange millioner visninger. 

Urkraften

Samtidig ser hun også sine albums som en slags dagbøger for hendes liv.

– De seneste mange måneder og de seneste to år har jeg virkelig arbejdet meget på Færøerne og været oppe og ”connecte” med klipperne og hele den storhed. Det minder ikke om Bornholm, men har stadig noget fuldstændig unikt og særegent over sig, som hører til dette her lille frimærke af verden. Og som jo er urkraft.

– Jeg tror, urkraft er det, jeg interesserer mig allermest for. Det at kunne trække på sin indre styrke og også finde ud af, hvor stærke vi egentlig er. Og nu har jeg kigget meget på det med at stå rent frem og arbejdet meget med, at min stemme fik plads, fordi jeg også har arbejdet en masse med store produktioner, hvor det skal være vildere og større og med mere fart.

Sådan har hun det stadig, men nu vil hun ”bære det på en mere simpel måde nu”.

– Derfor har jeg taget en cello med og arbejdet med de dybe store flader og så bare med vokal, en stor vokal, der ligger ovenpå. Og så selvfølgelig guitaren og klaveret som de bærende elementer. Men det er de store naturkræfter, jeg har lyst til at få igennem og formidle.

Hendes nye album, fortæller hun, er netop sådan et naturkraftalbum og udkommer til august under titlen ”In love with the world”, som også er titlen på en sangene.

– Det er mit ’best of’-album, så jeg har taget – ikke hitsene, men jeg har taget de sange, som jeg synes er sådan nogle bouillonterninger af energi plus nogle nye. Jeg havde virkelig lyst til at lave mine ”best of”-sange, som jeg følte var så relevante også i tiden, vi er i nu.

Og udgangspunktet for albummet har været betydningen af hendes eget kunstnernavn – nemlig auraen.

– Hver sang har fået en farve, og så har jeg skudt alle musikvideoerne til sangene i chakraens farver, så der er en rød sang og en blå sang, en grøn sang, en gul sang.

Pop og privatliv

Er det svært at holde fast i sig selv undervejs som popstjerne?

– Det synes jeg, det har været. Den musikalske del af at komme ind hos nogen, som måske har solgt millioner af plader, som er succesfulde og så stå der og skulle kende og vide præcis, hvordan noget skal skæres, hvordan det skal lyde og ikke lade sig blive fortryllet af nogle andres kunstneriske identitet.

– Jeg har jo været enormt heldig, fordi jeg altid selv har skrevet mine sange, så jeg kender dem hundrede procent. Jeg ved, hvem de er. Jeg tror, det er noget andet, hvis man ikke har den ’skill’, så er du mere i andre folks vold. Du er afhængig af andre mennesker. Og jeg har altid været uafhængig, og det er også derfor jeg er her endnu, siger den succesfulde sangskriver, som også godt kender til de mislyde, der følger med et liv i showbiz.

– Noget af det, der kan være den største udfordring, er jo at mit privatliv og mit kunstneriske virke hænger sammen. Når man går hen og mister nogen, man holder af for eksempel, så er det et personligt tab, men kunstnerisk stiller det også en i en situation, hvor man skal skrive om det for at få det ud, og så bliver det lige pludselig alle menneskers.

– Og det gør man jo med de sværeste historier og den største modgang også. Så siger man - kig på det, her er det. Men jeg har også altid syntes, det var bedre end at hænge sit vasketøj ud i offentligheden i interviews og med forsider.

– For mig har det altid været vigtigt, at det skulle kunne bruges til noget af andre mennesker. Det skulle helst sætte ord på noget lignende andre kan gå igennem. Så vender man karmaet i det. For det bliver ligesom brugbart, ligesom hvis man læser poesi eller en bog.

– Det andet er ikke vigtigt for mig, for det der er vigtigt er, at de mennesker, jeg elsker, har det godt, og om jeg kan gøre en forskel.

– Det andet kan sammenlignes med en, som står ovre i hjørnet og spiller virkelig, virkelig højt på en ustemt guitar, og så må man skrue lidt ned for det. Det er bare lidt larm. Men det er ikke den verden, jeg lever i.

Kræver sin mand

– Jeg kender også mig selv. Jeg har presset mig selv udover en masse grænser, hvor jeg ved hvad min integritet er, og jeg kender mig selv helt vildt godt, så jeg ved også, hvad der er rigtigt og forkert. Så på den måde. Og så synes jeg også, det er det man skal. Man skal tage det med et smil.

– Det er ikke så seriøst. Livet er fyldt med seriøse øjeblikke, så lad os ikke gå på af ting som et eller andet sted er underholdning.

Men hvor går du hen, når du er rigtig trist eller ked af det eller oplever sorg?

– Så lægger jeg mig i nogen jeg elskers arme.

Gør det det sværere at finde kærligheden, når man er så eksponeret?

– Jeg havde en dejlig snak med Sanne Salomonsen for ikke så længe siden. Apropos det at være en kvinde, der har levet på scenen i mange år. Og det kræver da helt klart sin mand at være sammen med en kvinde, som tager opmærksomhed, om hun vil det eller ej, som fylder i et gadebillede og er væk hver weekend og ude at spille, og som andre mennesker har en interesse i, siger hun.

– Så det skal være et menneske, som virkelig også kan lide mennesker og kan lide, at der bliver gået til den, og som skal hvile i sig selv. Jeg synes jeg har kendt nogle fuldstændig fantastiske personligheder, som har kunnet rumme mange ting, siger hun og tænker lidt inden hun fortsætter:

– Jeg tror måske, når man er et menneske i udvikling, som jeg har været altid, så kan man også have svært ved at blive stående et sted. Derfor kræver det, at du er sammen med et menneske, som også udvikler sig sammen med en, så man udvikler sig sammen.

– Men jeg tror også, jeg er meget romantisk. Jeg vil have det hele. Jeg tror ikke, verden er en Disney film, men der skal være ro i min verden. Så vi kan gå ud og skabe den ro ude i verden.

Er du i et forhold i dag?

– Det er privat, smiler sangstjernen hemmelighedsfuldt.

Til gengæld fortæller hun gerne om fremtidens øvrige drømme. For selvom hun allerede har haft kæmpe succeser og oplevet, set og rejst mere end langt de fleste, har hun som sangkunstner stadig masser af visioner.

– Til efteråret vil jeg gerne lave nogle koncerter på planetariet på sådan en kæmpe stjernehimmel med nogle af de film, jeg har lavet fra Færøerne, mine Aurafilm. Så det drømmer jeg om kommer til at ske.

– Så vil jeg gerne på turné i Asien. Jeg har solgt albums der, men jeg har ikke været der.

– Og så vil jeg også gerne lave countrymusik, siger den lattermilde sanger, der også synes, at humor er vigtigt i livet.

– I morges her på Nansensgård blev jeg drillet under morgenmaden. Kim, der gav mig morgenmad, havde givet mig et snydeæg fra kunstmuseet, som er sådan et man kan slå på, men som ikke knækker.

Hun nikker mod spisebordet.

– Så døde han af grin over, at jeg sad og prøvede på at knække mit æg, siger hun og flækker i et grin.

– Så jeg elsker god humor. Jeg elsker humor i alle former, men det er virkelig dejligt at blive drillet fra morgenstunden, siger sangerinden, der også glæder sig over at arbejde sammen med gode folk.

– Det album jeg har lavet nu, der har jeg fundet en fantastisk samarbejdspartner, som er sådan en partner for live, så jeg føler på en måde kun jeg lige er gået i gang nu, for det har taget enormt mange år at finde den her konstellation af folk, hvor vi bare har den sammen, så jeg glæder mig helt vildt til at mærke, hvad det kan. For det er de perfekte ingredienser, som var man en lakrids sammensat af Johan Bülow, så perfekte sammensætninger.

– Så her kommer det …. tada! siger sangerinden og slår grinende ud med armene.

 

Aura Dione

Født i 1985 under navnet Maria Louise Joensen. Debuterede med albummet Columbine i 2008, hvor hun også fik sin første 1. plads i Tyskland med hittet ”I Will Love You Monday”, der også var på top 10-listen i mange andre europæiske lande, og musikvideoen fik over 100 millioner visninger på de sociale medier. Successen blev fulgt op med hits som ”Song for Sophie”, ”Something From Nothing” og ”Geronimo”, der for anden gang indtog 1.pladsen på hitlisten i Tyskland. Det var ikke sket for en dansker siden 1960’erne. Og hun har i alt solgt millioner af plader verden over. Udkommer med nyt album til august ”In Love With The World” og er allerede nu aktuel med radiohittet ”Marry Me”.

 

Ramt af Aura

Bestsellerforfatteren Leonora Christina Skov er aktuel på P1 med programmet ”Ramt af kunst”, hvor hun taler med Aura. Leonora udvalgte Aura, fordi hun blev ramt af hendes debutalbum Columbine fra 2008, som Leonora i sin tid gav seks stjerner.

”Da jeg hørte Columbine for første gang, anmeldte jeg kortvarigt musik i Gaffa, og jeg husker den dag, jeg satte cd’en på anlægget. Den lå i en stor stak med al den musik, jeg konstant var bagud med at anmelde, fordi jeg foretrækker at høre ethvert album mange gange og lære det ordentligt at kende. Hvorfor siger jeg ikke bare det her dårligt betalte job op og nyder min musik i fred? nåede jeg at tænke, inden Auras Glass Bone Crash lød ud af højtalerne, og jeg blev ramt af intensiteten i hendes stemme og originaliteten i hendes udtryk,” skriver Leonora Christina Skov på Facebook.