Historiske forhold
I modsætning til Hammerknuden og Slotslyngen har Langebjerg altid været privatejet og brugt til afgræsning for Sandvigs kreaturer. Stedet blev fredet i 1961. Efter 2010 købte Naturstyrelsen en mindre del af Langebjerg, resten blev købt i 2021. Der er siden blevet lavet en sti, der forbinder stedet med helleristningerne ved Hammersholm.
Turen og den smukke natur
Trappen fører opad med spor efter ældre dages stenhugning. Her huggede man granit under mindre forhold, kaldt ”husmandsbrud”, men ophørte efter nogle år. De små stenbrud ligger tilbage som kulturminder, omgivet af slåen, ener og krat med brombær. På toppen af ”bjerget” bliver terrænet fladere, græsset er lavt på grund af de mange kreaturer. Her vokser også mange almindelige forårsblomster, samtidig er der en utrolig flot udsigt.
Enkelte birketræer virker som solister, mod sydvest er der udsigt over havet, mod nord over Hammerknuden og Hammer Fyr. Når de mange kirsebærtræer blomstrer i maj er synet helt ubeskriveligt, det minder næsten et japansk postkort. Gulspurven synger fra toppen af krattet, om en uge kommer nattergalen fra Afrika.