Kvium i Gudhjem: Afslører forhold til Bornholm

Michael Kvium, som er en af landets største nulevende kunstnere, bidrager til Oluf Høst Museets jubilæumsudstilling, som åbnede fredag. Han kender Bornholm godt, og hans forældre har boet i Nexø.

Vel befinder vi os i årets første forårsmåned, endda i slutningen af årets første forårsmåned, og vel er Bornholms Tidende tirsdag tidligere på ugen på vej op til Oluf Høsts sommeratelier – altså, sommeratelier! – på museet i Gudhjem, men det er rasende koldt, og man skal være forsigtig til det yderste for ikke at skvatte på de glatte isbelagte trin op gennem haven.

Det kunne naturligvis udlægges som et betimeligt knæfald for kunsten, hvis man pludselig lå der og rodede rundt på stien, men det er godt at finde inden for i det lidt varmere atelier. Her er tre personer til stede, direktøren for Oluf Høst Museet, Martin R.W. Brandt, en kvinde, som står og maler på væggen, og dér står såmænd ingen ringere end Michael Kvium.

Altså en af de største nulevende danske kunstnere, kan man godt tillade sig at konkludere.

Et gammelt udtryk siger "fra vugge til krukke" og omhandler formentlig, hvordan visse (kunstnere) kan blive ganske selvbenovede hen ad vejen, men det står hurtigt klart, at sådan er Michael Kvium ikke, uagtet hans meritter nok kunne have tilsagt det. Tvært imod præsenterer han et venligt, smilende og imødekommende gemyt, da han giver hånd og beredvilligt svarer på spørgsmål om, hvad her egentlig foregår.

Og sådan set også, hvad der foregik.

Han er her, fordi han er et absolut slagnummer i forbindelse med museets 25 års jubilæmsudstilling, men det er bestemt ikke første gang, han er på Bornholm, hvilket tv-seere kunne forvisse sig om i 2021, da han var med i DR's programserie "Kunstnerkolonien", hvor seks kunstnere, deriblandt Kvium, mødtes på Bornholm og skulle finde inspiration og fællesskab hos hinanden.

I programomtalen står blandt andet, at Michael Kvium for første gang i sit kunstnerliv kæmpede med en malerblokering.

Hvad var nu det for noget?

– Det var sådan set bare coronaperioden, siger han.

– Jeg var dødtræt af at gå rundt alene i mit værksted! Og det var alle mine kolleger også. Og det satte hos mig en hel masse tanker i gang om alt muligt – liv og død og min alder, om verden omkring os og så videre. Også den her woke-ting, som lige pludselig var opstået, funderede jeg over, og jeg følte en overgang, at jeg skulle til at tænke over, hvad jeg kunne tillade mig at male. Det har jeg aldrig nogensinde villet finde mig i før.

– I enhver kunstnerisk proces mener jeg, at det er allermest interessant, hvis man er så subjektiv som muligt, for det er det, jeg har at byde ind med, men lige pludselig kommer der nærmest som i 70'erne et krav om en objektivitet, som jeg ikke tror på eksisterer.

Forældrene i Nexø

– Året inden kunstnerkolonien lavede jeg en udstilling på Arken, hvor jeg tog Europas mærkelige forhold til flygtninge under behandling. Altså, man laver en krig et sted, og så bliver man overrasket over, at folk flygter herop. Jeg prøvede som kunstner at se på, hvad der sker, hvis man går helt politisk ind i det og stiller nogle spørgsmål. Bagefter tænkte jeg over, hvordan jeg kom videre, og det var i den periode, hvor jeg gik helt alene rundt i mit værksted, siger han.

Der var jo mange, der gik helt alene rundt i den periode?

– Ja, og der sker det mærkelige, at vi ringede ikke engang til hinanden, det var først bagefter. Men jeg talte også med nogle andre kunstnere, som havde haft krise i starten, men så var gået totalt amok og bare havde malet og malet for at komme igennem det. Og jeg malede og malede også – men jeg syntes ikke, det var sjovt. Og det var også derfor, jeg sagde ja til at være med i "Kunstnerkolonien". Jeg tænkte, at det ville være dejligt med socialt samvær og at tage til Bornholm og møde andre kunstnere. Og det var det også!

Hvordan var dit forhold til Bornholm inden da?

– Jeg låner ind imellem et hus i Aarsdale, og jeg har også været her tit med børnebørnene, de elsker jo at være herovre. Mine forældre startede faktisk lige efter krigen som helt unge og nygifte på Bornholm. De boede i Nexø i et af svenskerhusene. Min far var anklager og kom herover i forbindelse med det første job, og de elskede Bornholm, men han var i sådan en turnus, hvor han efterfølgende blev flyttet til Horsens, haha, ler Michael Kvium ved den blotte tanke.

– Han var københavner, så det passede ham overhovedet ikke at komme dertil! De havde drømt om, hvis de ikke kunne blive på Bornholm, at komme til Færøerne eller noget andet spændende. Men hele min barndom var vi meget på Bornholm.

Den udstilling, du laver her, hedder "Sound Of Silence"", og jeg har læst, at den blandt andet skulle handle om overforbrug, men hvad går den nærmere ud på?

– Ja, menneskets besynderlige forhold til naturen, som vi tror, vi kan styre, men det er jo faktisk naturen, der styrer os, lige meget hvad, småler han ved tanken om menneskets dårskab og selvovervurdering.

Men ved du hvilken dag, du og jeg mødes på, altså lige nu?

– Nej?

Det er a propos overforbrug dagen, hvor vi har opbrugt alle jordens naturligt forekommende ressourcer for i år, hvis hele jordens befolkning levede som i Danmark.

– Nåja, og det er fanme tidligt på året!

Det er noget, det optager dig?

– Jeg tror, det er noget, der optager alle mennesker. Ellers skal man være meget ignorant, og hver gang, jeg selv sidder med mine børnebørn, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det er for nogle udfordringer, de får. Den får ikke for lidt for tiden, for der er også krigen i Ukraine, PFAS i vores havskum og så videre. Der er masser af udfordringer, og så kan man som kunstner prøve at arbejde uden om de ting – ligesom Matisse der sagde "jeg prøver at lave ting, der fungerer som en blød lænestol, hvor man endelig slapper af", men dér er jeg ikke! Jeg vil gerne slås med de spørgsmål, der er, og prøve at se, hvad der sker, hvis man forsøger at få de ting med ind i kunsten – og det er jo med inde alligevel! For så kan det være med inde på den måde, at man flygter fra det. Men man kan også forsøge at skabe en dialog om tingene med andre mennesker i sin kunst.

Mormor var model

Er det vigtigt som kunstner at gå ind i nutidige problematikker og udfordringer?

– Både og. Kunst er så meget, men for en kunstner som mig er det. Goya (spansk maler 1746-1828, red.) inspirerede mig helt vildt som ung, for selv om han var hofmaler, lavede han også så heftige ting, at han var lige ved art ryge i inkvisitionen. Han lavede grin med præstestyret, han tog krig op som noget modbydeligt og latterliggjorde også det hof, som betalte ham. Og han gik ind for oplysningstiden , der kom fra Frankrig, som angreb Spanien, så han endte som landsforvist, men han var en stor inspirationskilde for mig. Som fænomen, synes jeg, det er enormt interessant, at kunsten indgår i en dialog og ikke svæver ude i universet, siger Michael Kvium.

Hvad synes du om Oluf Høst?

– Helt fysisk er jeg vokset op med ham, for min mormor sad model for ham i Dragør, og derfor havde han givet hende et billede af min mors barndomshjem, og det hang jo derhjemme. Men da mine forældre var døde, fik jeg billedet, fordi der stod i et efterladt brev, at det var mig, der skulle have det, men da jeg så skulle hertil i forbindelse med tv-programmet, besluttede jeg at donere det til museet. Det gav mere mening, at der bliver passet på det her.

Det var også i forbindelse med tv-programmet, aftalen blev lavet om, at Kvium skulle udstille på museet. Kunstnerkolonien var på besøg, og:

– Så spurgte du, om jeg havde lyst til at lave noget her, siger Kvium og kigger på Martin R. W. Brandt, inden han humoristisk fortsætter:

– Og så var jeg så dum at sige ja, og så hænger man jo på den. Men det skulle vel egentlig have været sidste år, siger han spørgende og kigger igen på museumsdirektøren.

– Ja, siger Martin R. W. Brandt.

– Men så var det jo, vi fik de 15 millioner til at istandsætte museet.

Michael Kvium med en latter i stemmen:

– Dem skulle du da bare have givet til mig, så havde jeg lavet udstillingen sidste år!

Martin R. W. Brandt:

– Sidste år kunne vi kun have udstillingen over et halvt år, og den unikke chance, jeg havde for en udstilling med Michael Kvium, ville jeg for at være ærlig ikke brænde af på et halvt år, forklarer han til avisen.

– Derfor er det nu, i jubilæumsåret.

Hjælperen

Grundet sikkerhedshensyn er det ikke en udstilling af malerier her i sommeratelieret, hvor det ville være for let at hapse dem, så der bliver tale om installationskunst.

– Men her er jo et kæmpe billede der, siger Michael Kvium og beskuer hele den ene langvæg, hvor et maleri tydeligvis er under opbygning i orange og blå nuancer.

– Det er ikke mange gange, jeg har lavet noget som det her, så det er faktisk skidesjovt for mig. Også at gå og lave det med Louise.

Ja, Louise – Louise Rosendal – er faktisk i fuld gang ved væggen, mens vi taler. Også hun er billedkunster.

Og hun er din højre hånd, venstre hånd, hjælper eller hvad?

– Louise har gjort det før, siger han, og hun bekræfter:

– Ja, jeg har arbejdet med vægmaleri sammen med Michael før, siger hun.

Michael Kvium:

– Så det var oplagt at spørge Louise, og så er hun så dejligt høj, at hun kan nå derop, hvor jeg ikke kan, ler han og tilføjer:

– Nej, Louise ved godt, hvordan jeg maler og kan male selv, så det hjælper jo voldsomt.

Så nu, Louise, prøver du at ramme noget Kvium eller hvad?

– Ja, men han guider mig, siger Louise.

Michael Kvium:

– Maleri er jo også noget underligt lavpraktisk noget. Man kigger på det og ser, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg kunne også have taget en skitse, jeg havde lavet, og tegne den op på væggen, men så bliver det så underligt stift. Det her er meget sjovere.

Og hvad kommer der mere med her på din udstilling?

– Så kommer der er en bronzefigur, som hedder "En socialkreds", siger han og nikker hen mod endevæggen, som figuren står lænet op af.

– Den er udtryk for et billedsprog, som jeg har arbejdet med helt siden vinteren 1987-88, og hvor jeg stillede spørgsmålet, hvordan den her jord ville se ud, hvis den tilfældighed, som vi repræsenterer, ikke havde været her. Så havde her nok været en anden livsform, og så begyndte jeg at lave nogle anderledes kreationer med nogle sociale systemer, og hvor vi jo også er sociale, så hænger vi jo ikke sammen. Så vi kan hjælpe hinanden, men vi kan fanme også gøre hinanden rundt. Men de der, siger han og peger på figuren.

– Hvis de der fandt på at rive sig fri, ville de rive hele systemet i stykker. Og sådan er det jo faktisk også med os, vi kan bare ikke se det.

Skinker som ben

Endelig har Michael Kvium, til at fuldende installationen, en stor sofa med, som han også har benyttet ved en tidligere lejlighed i en udstilling, som omhandlede flygtninge, og som skal fuldende indtrykket. Den er blandt andet udstyret med ben af afskårne griseskinker, og han forklarer, at han gerne vil vise noget om konflikten mellem det menneskelige, det praktiske, vores racisme og vores manglende forståelse for, hvordan det er at komme fra de lande, folk flygter fra.

– Der er ingen løsninger, og dem skal jeg heller ikke komme med som kunstner, men jeg skal stille nogle spørgsmål, og jeg har måske også altid stillet spørgsmål, som er lidt mere ubehagelige, end vi bryder os om, siger han.

Og de spørgsmål, du stiller her, er?

– Jamen, det er meget rummeligt. Vi har en natur, som ikke er en højsommerdag, det kødelige, der ikke er, som vi kender det ... det er egentlig den verden, vi lever i, i en meget forenklet form. Nogle gange har vi lettere ved at se verden på den måde. Og når jeg så har tænkt den tanke, skal jeg egentlig bare gøre det så smukt som muligt alligevel. Egentlig har jeg ikke lyst til at provokere, det har jeg aldrig haft lyst til.

– Lige meget hvad jeg har lavet, har jeg forsøgt at gøre det så godt som muligt og så smukt som muligt.

Mange vil sikkert sige, at du maler nogle groteske figurer og mennesketyper?

– Ja, jeg havde engang en flok til et foredrag, jeg tror, det var i Sønderjylland et sted, og de havde nok samme alder, som jeg har nu, siger han, som er 67 år.

– Dengang var jeg i fyrrerne, og de blev ved med at spørge: Hvorfor skal dine billeder være så grimme? Og jeg sagde, jamen jeg ser ikke mine billeder som grimme! Jeg tror, I spørger om, hvorfor de mennesker, som jo ikke er rigtige mennesker, inde i mine billeder er så grimme. Er det dét, I spørger om? Ja, det var det jo nok, og så spurgte jeg: Hvordan skal et menneske så se ud? Jamen, mennesker kan da være smukke, sagde de, og ja, det kan de da godt, men prøv lige at kigge på jeres sidemand, er der nogen her i salen, som er et idealmenneske? Så begyndte de at grine, og så snakkede vi ikke mere om det, siger Michael Kvium.

– Det viser jo også vores måde at vige væk fra virkeligheden på, og det kan da være, vi havde været lykkeligere, hvis vi ikke veg væk hele tiden, men i stedet accepterede den. Jeg ved ikke, om jeg har ret, men man kan måske bruge så meget negativ energi i sit liv på at skubbe alt det grimme væk, at man faktisk slet ikke lever.