Gravgaard: Bornholmermødet længe leve

Gravgaard: Bornholmermødet længe leve
LEDER | DEBAT | 15. NOV • 05:30
LEDER | DEBAT | 15. NOV • 05:30

Chapeau! Rønne viste fredag, at demokratiet stadig kan samle os – også uden fadøl, festival og solskin.

Valgkampens mest imponerende højdepunkt udspillede sig i hjertet af Rønne fredag, hvor Bornholmermødet forvandlede byens store torv, sale og scener til en levende demokratifest. Musikhuzet summede af samtale, Rønne Bio viste vejen til debatkultur, og fra Dams Gaard til over Folkehuset Hodda til Tidendes læserkælder og Arbejdernes Landsbank lød stemmerne fra borgere, kandidater og debattører i en dag, hvor Bornholm mindede sig selv om, hvorfor vi elsker ord, uenighed og fællesskab.

Teatret, Odd Fellow-logen og Hjorths Fabrik åbnede dørene i en slags “kulturnat møder Folkemødet” – og selv om publikum ikke stod i kø, var fremmødet pænt, stemningen varm og indholdet dybt. Der blev tændt bål i gaden, Tour Burger solgte sine første burgere i byen, og fiskeduften fra Fiskebo trak lang kø. Rønne emmede af liv – og af vilje.

Bag arrangementet står et sjældent stærkt hold: Constructive Institute i Aarhus, Folkemødet, TV2 Bornholm, DR Bornholm, Tidende og samtlige partier på øen. Det er et samarbejde, der både forpligter og inspirerer. Det er sjældent set og godt mobiliseret, og det har også trukket tænder ud bag kuliiserne at få det hele på plads. Derfor må vi heller ikke lade genistregen skylle ud med badevandet. Bornholmermødet skal ikke være et éngangsstunt, der kun opstår i valgår. Demokratiet skal have flere scener, flere formater og flere møder – året rundt på Bornholm.

Derfor: Må Bornholmermødet leve længe. Lad det vokse som et fast årligt samlingspunkt, hvor Rønnes gader og bygninger igen åbner sig – ikke kun for de politiske kandidater, men for alle, der tror på dialog frem for distance. For i en tid, hvor algoritmer hos amerikanske og kinesiske techselskaber og polarisering forsøger at splitte os, har Bornholm igen vist, at samtalen stadig kan og skal samle os.

På vegne af det danske demokrati må vi sige tak til arrangørerne. Tak til de fremmødte. Og tak til det politisk underprioriterede Rønne for at stille alle de dejlige scener til rådighed. Tænk, at Theateret, Muzikhuset, Biografen, Hodda alle kan åbne sig samtidig om samme begivenhed.

Nu har vi et år til at løfte succesen. Næste gang skal Bornholmermødet være endnu større. Det fortjener demokratiet.

FÅ ABONNEMENT