KØB ABONNEMENT
POLITIK / Lørdag 15. november 2025 • 12:15

Alle pegede på Frederik, men ingen pegede på René

Alle pegede på Frederik, men ingen pegede på René
Frederik Tolstrup (V), Anne Thomas (S) og Rene Danielsson (DF) stod alle tre på scenen og debatterede politik, inden krydset skal sættes tirsdag 18. november. Foto: Frida Flinch
Journalist

Tidende inviterede Frederik Tolstrup (V), Anne Thomas (S) og René Danielsson (DF) til borgmesterdebat fredag. Det startede med en leg, der ikke endte lige godt for alle. 

På hovedscenen i Musikhuzet står Frederik Tolstrup (V), Anne Thomas (S) og René Danielsson (DF) på en række foran et publikum. Tidende har inviteret dem til borgmesterdebat i forbindelse med Bornholmermødet fredag - og inden valgdagen bliver skudt i gang tirsdag 18. november.

Tommy Kaas, der er moderator, tager temperaturen på, hvor borgmesterpilen peger hen.

– Hvem af jer kan forestille sig at lægge mandater til en konstituering, hvor Frederik Tolstrup bliver borgmester?

René Danielsson rækker hånden op, Anne Thomas rækker også en hånd i vejret, og Frederik Tolstrup reagerer ikke.

– Ikke Frederik? spørger moderatoren.

Salen griner, og Frederik Tolstrup tager hurtigt en lab i vejret.

– Man bliver langsom af valgkamp, siger han med et grin.

– Hvem af jer kan forestille jer at lægge mandater til en konstituering, hvor Anne Thomas blev borgmester?

Anne Thomas er hurtig til at række hånden op. Frederik Tolstrup tøver kort, men han ender med at stå med hånden oppe. Der er ingen arm at se i vejret hos Rene Danielsson.

– Den tanke er du ikke så vild med, René? spørger Moderatoren.

– Nej, har du levet under en sten eller hvad? svarer René og får publikum til at grine.

– Hvem af jer kan forestille jer at lægge mandater til en konstituering, hvor René Danielsson blev borgmester?

Politikeren fra Dansk Folkeparti hejser begge arme i vejret, men ingen af de andre gør det samme.

Venstres spidskandidat anerkender, at René Danielsson har haft en god valgkamp, og at vælgerne kvitterer ham for det.

– Fordi han har et godt valg, behøver jeg ikke gøre ham til borgmester. Han fører en rigtig god valgkamp, og der er mange bornholmere, der stemmer DF, så et samarbejde er ikke udelukket.

René Danielsson ser ikke synderlig skuffet ud, da han ser, at hverken Anne Thomas eller Frederik Tolstrup vil pege på ham som borgmester.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke ser os selv som et naturligt borgmesterparti. Hvis vi overhovedet skulle have sådan en drøm, ville vi skulle have et resultat, ligesom Enhedslisten fik for fire år siden. Jeg vil ikke kunne kigge Frederik i øjnene og bede ham genoverveje sin beslutning, hvis ikke jeg har sådan et resultat at bakke det op med, siger han.

Flere var mødt op og lyttede med til debatten og grinte af de spydige kommentarer. Foto: Frida Flinch
Flere var mødt op og lyttede med til debatten og grinte af de spydige kommentarer. Foto: Frida Flinch

'Virker ikke usandsynligt'

Valgkampen har budt på lidt af hvert for spidskandidaterne på scenen - på godt og ondt. For selvom Frederik Tolstrup var lidt langsom i betrækket, da han skulle svare, om han ville pege på sig selv som borgmester, så er det faktisk netop det, han har gjort i valgkampens slutspurt. Venstres spidskandidat har nemlig fået borgmesterdrømme.

– Jeg kan bare se, at det er gået vores vej i valgkampen. Vi har haft en utrolig dejlig valgkamp, hvor vi har fået en masse energi af at være derude. Vi har et godt hold, så det har været en utrolig dejlig valgkamp. Og så kan jeg jo se de meningsmålinger, der er. Det er selvfølgelig kun målinger, men de peger i en retning, der er god for os.

– Med alt, hvad vi har oplevet på gader og stræder, så virker det ikke usandsynligt, som det gjorde for et halvt år siden, siger han på scenen.

Der er god grund til jubel i Venstres lejr. Ifølge en meningsmåling, foretaget af TV2 Bornholm, står Venstre til at få 16 procent af stemmerne. Til kommunalvalget i 2021 fik partiet 9,6 procent af stemmerne.

Hvis meningsmålingen rammer plet på valgdagen, så vil Venstre komme ind i kommunalbestyrelsen med fire mandater. Den prognose lyder godt i Frederik Tolstrups ører.

– Jeg bliver superglad, hvis vi får fire mandater, siger han.

Frederik Tolstrup er dog ikke helt klar i mælet, da han bliver spurgt om, hvordan han drømmer om at konstituere sig. Spidskandidaten for Venstre har nemlig flere drømme.

– Det kommer an på vælgerne. Det nytter ikke noget, at jeg drømmer om René om natten, hvis vælgerne ikke ønsker det, siger han til en sal med folk, der pifter og griner.

– Så kan man drømme om Socialdemokraterne, men det nytter jo heller ikke noget, hvis vælgerne ikke vil det.

Men han har dog en drøm for sit eget parti.

– Vi går benhårdt efter en borgmesterpost. Det må du ikke tvivle på. Hvordan det bliver, det ved jeg ikke, siger han.

Borgmesterdebatten fandt sted fredag i Musikhuzet i forbindelse med Bornholmermødet. Foto: Frida Flinch
Borgmesterdebatten fandt sted fredag i Musikhuzet i forbindelse med Bornholmermødet. Foto: Frida Flinch

Anne Thomas svarer på 'røgslør'

For Anne Thomas har valgkampen budt på nogle ture i mediemøllen, og derfor har spidskandidaten også svært ved at svare på, om hun tror på, at partiet får et godt valg tirsdag.

– Jeg synes, at det er utrolig svært at vurdere, siger hun.

– Vi har absolut kunne mærke det røgslør, der har været hvirvlet op de sidste uger. Det har været svært at trænge igennem med vores politiske budskab. Men det er jo derfor, vi har den her slutspurt. Vi er ude på gader og stræder og fortæller historien. Jeg håber, at ideen om, at hvis Bornholm skal være et godt sted at blive ældre, så skal det også være et godt sted at være barn, trænger igennem til folk.

– Hvad er det for et røgslør, der er blevet lagt ud? spørger moderatoren.

– Jeg ved ikke, om det er den kultur, der har været de sidste fire år i kommunalbestyrelsen, som har gjort, at man kommer med alle mulige anklager. Jeg ved, at flere af de medlemmer, der sidder i den nuværende kommunalbestyrelse, har spillet ind med et billede af mig på et landsmøde hos Radikale og forsøgt at få Tidende og TV2 Bornholm til at fortælle den historie, når der er fem dage tilbage af valgkampen, hvor det, som vi gerne vil snakke om, er, hvad vi skal gøre på ældreområdet og børneområdet.

Anne Thomas henviser til en historie, Tidende bragte 12. november, om, at Anne Thomas tilbage i 2021 deltog i et landsmøde hos Radikale Venstre.

– Det er det, jeg mener, bliver et røgslør. Fordi who cares, om jeg har siddet på et landsmøde. Jeg håber, at andre politikere også har lavet et grundigt forarbejde, inden man går ind i politik. Det bliver støj, mere end det bliver politisk snak, svarer hun.

Socialdemokratiet står i den seneste meningsmåling, der er lavet af TV 2 Bornholm, til at få 23,4 procent af stemmerne. Dansk Folkeparti står til 18,8 procent af stemmerne.

Arrangementet sluttede af med fællessang, hvor alle kandidaterne i rummet sang med fra scenen. Foto: Frida Flinch
Arrangementet sluttede af med fællessang, hvor alle kandidaterne i rummet sang med fra scenen. Foto: Frida Flinch

Planen er en plan

De tre spidskandidater får hver især lov til at lege, at det netop er dem, der sidder i borgmesterstolen på den anden side af nytåret.

– Hvad vil du gøre som det allerførste? spørger moderatoren.

– Hvis jeg bliver borgmester, så vil vi lave et kassetjek, trivselstjek, og vi vil sætte arbejdet i gang med en plan. Der forestiller jeg mig også, at alle kommunalbestyrelsens partier indgår på en eller anden måde og får noget indflydelse. Jeg tror ikke på en konstituering med alle partier, men jeg håber, at vi kan give plads til, at alle kan præge det fremtidige arbejde, svarer Frederik Tolstrup.

Ligesom Frederik Tolstrup har René Danielsson også planer om at lave planer.

– Jeg vil samle konstitueringsparterne for at drøfte nogle budgetposter, som mit parti er relativt uenige i. Der ligger noget kapital, som vi kan frigive til nogle andre indsatser. Og så vil jeg kræve sammen med konstitueringsparterne, at inden 1. marts skal direktionen lægge en handleplan frem, hvor de kommer trivselsproblemerne til livs, siger René Danielsson.

For Anne Thomas handler det om de langsigtede planer.

– Vi er nødt til at få smidt etårige sparekataloger ud og få en langsigtet budgetplan. Derfor skal vi starte med at sige, hvad det store økonomiske råderum er. Hvis vi ikke kan investere i en tidligere indsats på socialt område, så bliver vi ved med at have de dyre udgifter, når tingene er gået galt. Så vi er simpelthen nødt til at have vendt den her onde cirkel rundt, og det gør vi kun ved at få skabt et nyt økonomisk råderum til en start, siger hun.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT