Rasende Trøst går til modangreb på René

Rasende Trøst går til modangreb på René
Jacob Trøst tager bladet fra munden og går til modangreb på René Danielsson efter adskillige dages kritik. Arkivfoto
TOPNYHED | POLITIK | Fredag 7. november 2025 • 05:30
TOPNYHED | POLITIK | Fredag 7. november 2025 • 05:30

Jacob Trøst er træt af René Danielssons angreb og opførsel, som ifølge borgmesteren blandt andet har betydet, at en ellers nyansat BRK-medarbejder alligevel ikke ønsker at være ansat i kommunen.

– Det svarer til at spille på et fodboldhold og så pludselig mene, vi ikke behøver at bruge de hvide streger længere.

Ordene kommer fra borgmester Jacob Trøst og er en reaktion på René Danielsson ageren i sagen om problemerne med arbejdsmiljøet i social- og sundhedsforvaltningen. Og Jacob Trøst er rasende over René Danielssons opførsel.

Sidstnævnte er formand for social- og sundhedsudvalget, hvilket gør ham til politisk chef for forvaltningen. TV2 Bornholm har bragt en række historier om forhold i forvaltningen, og René Danielsson besluttede mandag af egen drift at anmelde det til Arbejdstilsynet.

At anmelde sin egen forvaltning til Arbejdstilsynet er ikke gængs praksis. Da forskningslektor Roger Buch fra Gravercentret og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole hørte om sagen, blev han temmelig overrasket.

– Jeg har aldrig hørt om, at en udvalgsformand på den måde går ind og anmelder sager til Arbejdstilsynet. Alle har ret til at anmelde sager til Arbejdstilsynet, men det er ikke sikkert, at det er gavnligt for processen i samarbejdsudvalg og arbejdsmiljøorganisationen internt i kommunen, når en udvalgsformand gør det, sagde han tirsdag til Tidende.

Renés ansvar

BRK vil gerne tiltrække kvalificerede medarbejdere. Men nu har uroen fået kandidater til at trække sig. Foreløbig to har besluttet at takke nej til at arbejde i forvaltningen, selvom de var blevet tilbudt en stilling. Trøst mener, årsagen kan tilskrives én persons handlinger.

Der er blandt andet en medarbejder, som skulle være tiltrådt i mandags, men har fortrudt og ikke vil arbejde her alligevel. Hvis ansvar er det?

– Det er Renés ansvar, siger han.

Borgmesteren mener, at konsekvenserne rammer bredt.

– Jeg har været ved at sprænge i luften over Renés opførsel. Det er så langt fra at være politiker som den måde, jeg gerne vil være politiker på. Jeg er lige dele frustreret og ked af, hvad det betyder for de borgere, der skal have deres sag behandlet i BRK, siger han.

For hvis ekstern uro om kommunen får kandidater til at trække sig, skal de nuværende ansatte løbe endnu hurtigere.

– Jeg har fået en henvendelse fra en medarbejder, der skriver, at de kæmper det bedste, de har lært, og at der stadigvæk er en masse børn, der har brug for vores hjælp og mere end nogensinde før. Og den hjælp får de ikke, hvis folk ikke tør søge stillinger, fordi der er så meget ballade og uro, siger han.

Bland jer udenom

Jacob Trøst synes, politikerne skal blande sig fuldstændig udenom, når det kommer til kommunens daglige drift.

– Den er ødelæggende for den tillid, der er nødvendig – både i organisationen og for borgerne i Bornholms Regionskommune. Det ødelægger tilliden til, at vi løser de opgaver, vi skal i kommunen. Det giver en utryghed i vores organisation. Det gør, at vi får svært ved at rekruttere fremadrettet. Folk, der kommer ovrefra og søger arbejde på Bornholm, de ser som det første, at det ikke er en struktur, man kan regne med, og at der ikke er politisk opbakning til ledelsen, siger han.

Kan blive inhabil

René Danielsson har ageret bisidder for borgere i konkrete sager, de har haft med myndighederne.

Hvis en politiker gør det, kan konsekvenserne være, at politikerne bliver inhabile. Og det kan blive dyrt for kommunen.

– Det vil være meget problematisk, hvis man som udvalgsformand bliver inhabil i forhold til en sag, for så er der fare for, at hele forvaltningen bliver inhabil. Hvad gør man så? Så vil sagen eventuelt skulle overføres til en anden forvaltning eller en helt anden kommune, sagde Roger Buch tidligere på ugen.

Jacob Trøst synes heller ikke, at man skal blande kasketterne sammen.

– Jeg kunne aldrig finde på at sætte mig ned som bisidder. Jeg mener, at der er en kæmpeforskel på at være kommunalpolitiker og repræsentant for enkelte borgere, og jeg mener ikke, at man skal blande de roller sammen. Jeg synes, René underminerer borgernes tillid til vores administration, og han skaber en utryghed blandt vores borgere og ledere. Vi kan godt sikre borgernes retssikkerhed på andre måder, og det er vi i gang med. Det ved René godt, siger Trøst.

Trist i min sidste tid

Borgmesteren afviser ikke, at der er udfordringer i forvaltningen.

– Jeg kan genkende, at når de (TV2 Bornholm, red.) skriver, at der er nogle medarbejdere, der er stoppet, for det er der. Det er et svært fagområde og hårdt fagområde at sidde med. Det, vi ser, er, at der er mange, der stopper hvert år. I år er der ikke stoppet flere, end der er de tidligere år, men dermed ikke sagt, at der ikke kan være udfordringer, siger han

Det nærmer sig slutningen for Jacob Trøsts politiske karriere. 31. december i år har han sidste arbejdsdag borgmester, og Trøst kunne godt have ønsket sig en anden måde at slutte sine fire år på posten som Bornholms øverste leder.

– Det er trist, at det her skal fylde i min sidste tid, siger Jacob Trøst.

Fået koden nu

Rene Danielsson giver ikke meget for borgmesterens kritik.

Hvordan kan det være, du ikke sendte Jacob Trøst en kopi af din anmeldelse til Arbejdstilsynet, inden du sendte den afsted?

– Når du går ind og laver en sag i Arbejdstilsynet, så udfylder du en masse ting i en formular. Jeg har klokken 12:24 i dag fået adgang til den postkasse, dokumentationen skal lægges i. Jeg har beskrevet det i anonymiseret form. Så kommer der en kode til en postkasse, og så skal man vedlægge dokumentation. Den har jeg først fået nu, siger han.

Hvorfor har du ikke sagt det på forhånd, at du ville anmelde din forvaltning til Arbejdstilsynet?

– Hvad skulle jeg få ud af det andet end, at han synes, at det er en dårlig idé. Ham og Morten (Riis, red.) udgør et flertal på 12, og de forsøger at feje det ind under gulvtæppet. Jeg kan være glad for, at Jacobs kommunaldirektør har bekræftet i radioen, at der er store problemer.

Hvad siger du til, at Trøst kalder det dit ansvar, at medarbejdere trækker deres kandidatur på grund af den eksterne uro?

– Grundlæggende kan jeg vel kalde det ansvarsfralæggelse. Jacob har ligesom resten af kommunalbestyrelsen vist, at der har været arbejdsmiljømæssige problemer, inden myndighederne blev sammenlagt. Så er det blevet afdækket, at det er et væsentligt større omfang, end jeg har fået beskrevet. Så jeg synes, det er ansvarsfralæggelse, at hvis nogen taler højt om problemerne, så er det dem, der bærer skylden for, at de er der. Det har jeg svært ved at genkende. Men jeg forstår godt, at han siger det, for ellers kommer han til at fremstå i et dårligt lys.

Jacob Trøst siger, du underminerer borgernes tillid til administrationen ved at være besidder. Hvad siger du til det?

– Jacob er i sin gode ret til at have den mening, han nu engang har. Det kan jeg ikke gøre så meget ved, og jeg har ikke brudt nogen regler. Jeg fik bekræftet, at der er et forvaltningsmæssigt problem og et kulturproblem i forhold til den måde, man taler til borgerne på. Jeg ville ønske, at Jacob havde lige så meget fokus på at få løst problemerne, så borgerne kunne få den hjælp, de har behov for, fremfor altid at tage embedsmændenes parti, siger René Danielsson.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT