SYNSPUNKT / DEBAT / Fredag 14. november 2025 • 19:00

Gratis menstruationsprodukter på folkeskolerne

Gratis menstruationsprodukter på folkeskolerne
Jeg stiller op for Kristendemokraterne, fordi jeg ønsker et Bornholm, hvor vi passer på hinanden, skriver hun. Foto: Sarah Thun Kristensen

Kristendemokraterne ønsker for eksempel gratis menstruationsprodukter på alle folkeskoler.

Bornholms Tidende har spurgt, hvor partierne egentlig adskiller sig fra hinanden. Det vil jeg i Kristendemokraterne gerne give et lille billede af her.

Jeg tror på, at politik først giver mening, når den mærkes i hverdagen.

Derfor kæmper jeg for et Bornholm, hvor vi møder hinanden med omsorg og ansvar – også i de små ting, der betyder meget.

Gratis bind og tamponer på skoler sikrer, at ingen elever skal stå alene, når menstruationen kommer uventet.

Derfor ønsker vi i KD at menstruationsprodukter er lettilgængelig og gratis på alle folkeskoler. Det kan samtidig være med til at fjerne noget af det tabu, der stadig gør menstruation skamfuldt og mindske det ubehag, som mange oplever i forbindelse med det.

Erfaringer fra andre kommuner viser, at det er enkelt, værdigt og giver stor tryghed.

Familien før systemet.

Vi vil give børn mulighed for at være lidt længere hjemme sammen med deres forældre, hvis familien ønsker det. Derfor foreslår vi et tilskud til hjemmepasning, så ikke alle børn skal i daginstitution, når de kun er 10 måneder gamle.

For at forebygge skilsmisser og styrke familielivet skal hjælpen være tæt på – gennem gratis parrådgivning, der giver forældre konkrete redskaber til bedre kommunikation og samarbejde i hverdagen.

Flere private klubtilbud med kommunal støtte.

Vi ønsker fleksible, hybride tilbud, hvor frivillige og ansatte pædagoger arbejder sammen, og økonomien sammensættes af kommunal drift, fonde og brugerbetaling.

Tilbuddene behøver ikke at være åbne fem dage om ugen – måske blot tre – men børn og unge får et trygt og meningsfuldt fællesskab.

Vi kan finde midlerne - blandt andet gennem strategisk fundraising og ved at effektivisere daginstitutionerne. Her ønsker vi kvalitet frem for kvantitet.

Jeg stiller op for Kristendemokraterne, fordi jeg ønsker et Bornholm, hvor vi passer på hinanden – med hjertet først.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT