Hellere leende end død

Hellere leende end død
Jan Gintberg da han i 2019 optrådte i Musikhuzet med sit show "Jan Gintberg re(d)der verden". Arkivfoto: Paw Brylet/Musikhuzet
NOTITS | KULTUR | Onsdag 7. september 2022 • 07:43

Jan Gintberg vender tilbage til Musikhuzet med sit nye show.

 

Standupperen med hang til at ryge op i skinger falset, når han for alvor bliver ivrig og skal vride en pointe ud af virkelighedens tågede slør af anelser, Jan Gintberg, er tilbage på scenerne – og torsdag den 15. september er det Musikhuzet i Rønnes skæve brædder, der vil lade ham slide sålerne tynde i hans stæsen frem og tilbage på scenen.

"Død eller leende", kalder komikeren sit nye show, som han er rejst land og rige rundt med siden sidste efterår.

– Jeg betragter det som min livsopgave som komiker at minde folk om, at grinet er et ret unikt smøremiddel, vi mennesker har udviklet, forklarer han i en pressemedddelelse fra sit managementbureau.

– Efter en af de mere triste og langstrakte perioder i historien, er det tid til, at vi kommer ud af ekkokamrene og vælger mellem latteren eller et forholdsvis trist liv i sort/hvid, fortsætter han, og man forstår, at meddelelsen muligvis kan være skrevet inden den 24. februar i år.

Ja, krigen i Ukraine.

"Død eller Leende" beskrives som et stærkt satirisk og personligt show. Om at huske ikke kun at overleve, men også leve imens man overlever. Der bliver ydermere lovet bizarre afstikkere til alt fra magtliderlig frugt over Glyngøre håndsprit og til presse, politik, procenter, privilegieblindhed samt andre ting med "p".

Dertil er der blevet en del mere at tale om i den evige og nu også hidsige polokamp mellem kønnene.

– Som min kloge moster altid siger: "Kvinder er fra Venus og mænd er fra centerpubben". Det er klart, vi bliver nødt til at kunne grine af vores forskelligheder for overhovedet at kunne holde hinanden ud, slutter Gintberg pressemeddelelsen – angiveligt iklædt tidens tern og tophue.



FÅ ABONNEMENT