Det starter med et klik – men så kommer braget

Vi bringer her de to første kapitler af den nye bog "Lytteposten 1980" af Pernille Boelskov og Morten Brandborg. Bogen udkommer torsdag den 14. september, og lørdag den 16. september signerer de to forfattere bøger klokken 10-12 i Nexø Bog & idé.

Kapitel 1

Den få kvadratmeter store glaskabine, som Martin kaldte sit kontor, stank af cerutrøg. Som et værtshus, bare værre. Røgen kom fra de cerutter, hans kontormakker, efterretningstjenestens bedste kodebryder, Erna Richter, kæderøg. Jo sværere en opgave de havde, jo flere cerutskodder hobede sig op i askebægeret på Ernas skrivebord.

Martin trak sine høretelefoner af.

– Jeg går ud og trækker frisk luft.

Erna så op fra den meddelelse, de havde opfanget tidligere på aftenen.

– Men koden?

Hun stak en ny cerut i mundvigen og tændte. Snart var hun igennem aftenens anden pakke.

– Jeg har alligevel ikke mere at byde ind med, før den er knækket, sagde han.

Sådan var arbejdsfordelingen mellem dem. Erna kunne knække alle de koder, som russerne forsøgte sig med for at sikre, at deres radiobeskeder forblev hemmelige. Det handlede bare om tid.

For Erna var en kode en slags gåde, der havde en løsning. For Martin var det volapyk. Som aftenens sending fra Moskva. En kodet melding, som lyttepostens avancerede lytteudstyr havde opfanget, og som adskilte sig fra de normale beskeder, de plejede at lytte med på. Nattens opgave var først at afkode beskeden, derefter oversætte den og få den til at give mening. Den sidste del var Martins opgave.

– Jeg er kun væk et øjeblik, sagde han.

Allerede ude i det store operative rum var luften bedre end inde hos Erna. Rummet var så stort, at der var plads til tre glaskabiner derinde. Kabinerne var specialdesignet til rummet og lydsikrede, så alle kunne arbejde i fred. Der var mørkt i de andre to. Martin gik ud i kontorbygningens lange korridor og ned mod nødudgangen for enden. Hans skridt mod det grånistrede vinylgulv havde en anderledes lyd her om natten. Mere dump. Som om stedet var tomt.

Men de arbejdede i treholdsskift, så han vidste, at der også sad andre lyttende ører bag flere af gangens lukkede døre.

Udenfor var natten over Sydbornholm stille – i hvert fald for alle andre end Martin. Han lyttede til vindens susen i fyrretræerne i plantagen ned mod stranden; han hørte en nattergal synge kortvarigt, men så stoppe, og en puslen fra noget, der måtte være et pindsvin i læhegnet mod marken.

Over ham var himlen mørk, og månen nærmest bare en streg. Han lænede sig op ad nødudgangens dør, som han ikke burde bruge, men alligevel gjorde, fordi han godt kunne lide at stå her. Lige her, hvor han kunne lægge hovedet tilbage og se op ad Dueoddes imponerende granitfyrtårn, der gennem generationer havde guidet skibstrafikken sikkert uden om Bornholms sydligste hjørne.

Han forestillede sig den store lampe, der havde været deroppe engang. Nu var den borte, og i stedet havde Forsvarets Efterretningstjeneste sat lytteudstyr på dens plads. Det var det ene af de to lyttetårne, de havde på matriklen. Det andet stod på den modsatte side af kontorbygningen, var en grim betonkonstruktion fra 60'erne og ragede næsten lige så højt op i luften som det gamle fyrtårn.

Martin trak den friske luft ind. Han forestillede sig, at der kom små partikler af havsalt og af fyrretræsduft med ned i lungerne. Måske en modgift mod Ernas cerutter. Hvis hun ikke snart skar ned på forbruget, ville hans kondital ende med at blive lige så elendigt, som hvis han selv havde været storryger.

Aftenens kode rumsterede stadig i hans hjerne. Selvom de russiske ords sammensætning ikke gav nogen mening, hørte han alligevel noget i beskeden. En hastighed i ordene, der også afveg fra normalen. Som om denne besked var lidt vigtigere end de andre mere hverdagsagtige sendinger, de mest beskæftigede sig med.

Sådan var det med Martin Osmanov, han hørte mere end de fleste. Guldøre kaldte Erna ham indimellem. Han hørte de ord, der ikke blev sagt. Tonen, stemningen, pauserne. På samme måde, som han hørte pindsvinet i læhegnet for lidt siden og vidste, at det var et pindsvin og ikke en mus. Størrelsen på lyden. Langsommeligheden i lyden. Det var, som om lyd og sprog ikke bare var bølger i hans ører, men i stedet landede som tredimensionelle former i hans hoved.

Hans mor havde engang sagt, at han havde en hørelse som en flagermus. Den slags hørelse var værdsat her. Bornholms placering midt i Østersøen havde de sidste 30-40 år været i et ingenmandsland mellem Øst og Vest. Få timers sejlads fra Sovjetunionen, fra det kommunistiske Polen og det gennemkontrollerede Østtyskland. Så tæt, at med det rette lytteudstyr kunne den danske efterretningstjeneste følge med i radiokommunikation og troppebevægelser langt inde i fjendeland. Danmark høstede guld og anerkendelse i de andre vestlige lande på lyttepostens lange ører. På Martins ører.

En bil kørte forbi ude på Strandmarksvejen, og baglygternes røde lys forsvandt som striber i natten mod vest. Martin trak det polaroidfoto frem, som hans søster havde taget af børnene til jul. Janus havde nissehue på, og Lykke var ved at hive sin af. Der var ingen, der skulle bestemme, hvad hun skulle have på hovedet. Heller ikke julen.

Martin lod en finger glide hen over Janus. Han huskede, hvordan sønnen som nyfødt kunne ligge på hans underarme. Nu blev han fire år i næste uge. Derude mod vest lå han i sin seng og drømte om dinosaurer og det Lego-tog, som han havde plaget sin far om de sidste mange samværsweekender. Det Lego-tog, som Martin ikke havde råd til, men som han vidste, at han ville komme til at købe. Han havde været inde i legetøjsbutikken i Nexø og kigge på det to gange. Et lokomotiv, to blå-gule vogne, en lokomotivfører og en banearbejder med rød hat. Og skinnerne, selvfølgelig.

Hvor ville han dog ønske, at han kunne være med, når sønnen vågnede som fireårig på sin fødselsdag. Fødselsdagssang i soveværelset og boller til morgenmad, som de plejede. Og Lykke, der ville hoppe op og ned hele morgenen i fryd over sin storebrors fødselsdag. Og kram. De små arme om nakken, ansigtet, der borede sig ned mellem hals og skulder. Som Martin stod der i den bornholmske nat, kunne han næsten mærke varmen fra drengens lille krop, når han løftede ham op. Han skulle savne dem i ti dage endnu, før han kunne hente dem i Vordingborg og have sit halvandet døgn sammen med dem.

Martin lagde fotoet tilbage i brystlommen og lyttede til pindsvinet. Det kom nærmere. Han var lige ved at vende sig for at gå ind igen, men så var der noget. En ukendt lyd. En lyd, der hverken var nattens, plantagens eller lyttepostens, og som fik Martin til at skubbe sig ud fra døren. Der var noget. Et lille, uhørligt klik.

Og så kom braget.

En sønderrivende lyd og et lysglimt. Martin nåede at tænke på de atombomber, han havde set på advarselsfilmene op gennem barndommen og ungdommen. Glimt, brag, varme. Men der kom ikke mere. Ingen paddehattesky, ingen trykbølge. Han kiggede op mod toppen af det gamle fyrtårn, sikker på, at det var ramt. Af noget. Men det eneste, han kunne se, var natten bag fyrtårnet, der før havde været mørk, men som nu var orange. Så vendte lydene tilbage.

Han hørte lyden af flammer, der åd – og satte i løb.

Ilden stod op som en varm, orangegul væg, så snart han drejede om hjørnet. Flammer slikkede op ad transformatorstationen – og længere ovre, ved skurene.

– Brand, skreg han, mens han løb ind i hovedbygningen og hen til brandslukningsudstyret. Han fik fat i pulverslukkeren og knaldede hånden ned på brandalarmen. En sirene gik øjeblikkeligt i gang. Der var allerede flere folk på vej.

Udenfor kom han tæt nok på ilden, til at han kunne bruge pulverslukkeren. Han vidste, at alarmen også gik direkte til brandvæsnet, og de måtte gerne skynde sig, for selvom pulverslukkeren godt nok bed på, havde flammerne alvorligt fat. Ikke helt så kraftigt i transformerstationens metal, men skurene var et ildhav. Og længere henne var skurene bygget tæt op ad den gamle fyrmesterbolig, der nu husede nogle af lyttepostens lokaler.

– For helvede.

Martin havde aldrig hørt Tommy, stedets frikirkekristne vagtmester, bande før. Han var dukket op ved siden af Martin med endnu en pulverslukker.

– Brandvæsnet, de får besked, så snart alarmen går, ikke?

Ilden havde så godt fat, at han måtte råbe til Tommy for at overdøve dens buldren.

– Jo, råbte Tommy tilbage.

– De er på vej.

Martin så for sig, hvordan brandbilerne kørte ud fra brandstationen i Nexø og satte kursen herned. Det ville tage dem mindst fem minutter at nå frem. Måske mere. Der var snart ikke mere i hans pulverslukker. Heldigvis var flere af kollegaerne kommet til.

Tommy tænkte tydeligvis noget i samme retning og smed sin pulverslukker fra sig.

– Vi er nødt til at hente brandslangen, råbte han.

De styrtede ind igen. Martin ville sige noget om eksplosionen, men han havde ikke kræfter til andet end at følge efter Tommy. Røgen sad i halsen. Pludselig blev han også i tvivl om, hvad han egentlig havde hørt.

Ved brandskabet flåede Tommy slangen ud og løb ned ad gangen med den, mens han råbte til Martin, at han skulle være klar til at åbne for vandet.

Det blinkede to gange i lysstofrørene over Martins hoved. Gennem vinduet inde i frokoststuen kunne han se, at hver anden udendørslampe blev slukket. Det betød, at de var overgået til nødstrømsanlægget. Ilden måtte være trængt ind i transformatorstationen.

Erna kom ud fra det operative rum.

– Martin, jeg har brug for dig herinde.

– Erna, der er ild i transformatorstationen. Og skurene. Det er ved at brede sig. Jeg har lovet Tommy, at ...

Hun så på ham med et blik, han ikke forstod.

– Det ordner Tommy og de andre. Jeg har noget herinde lige nu, som det kun er dig, der kan hjælpe med.

Hendes bydende tone fik ham til at vride hanen om og åbne for vandet med det samme. Så løb han efter hende.

Kapitel 2

Donna Summer sang om Hot stuff på pladespilleren, Susanne Hedegaard havde lige hældt en pose osterejer op i en skål og dansede et par trin, inden hun satte sig med skålen i sofaen ved siden af Ditte. Det var Ditte, der havde introduceret hende til 70'ernes diskomusik.

– Må jeg ikke nok lægge makeup på dig? tiggede Ditte for tiende gang, mens hun rodede i sin makeup-taske.

– Bare lidt. Kom nu, Sus!

Ditte viftede med en mascara og lo, mens Susanne krabbede sig væk i sofaen.

– Nej, jeg er ikke typen, der ...

Susanne stoppede sig selv. Halvt grinende og halvt oppe på sofaens armlæn blev hun i tvivl om, hvilken type hun egentlig troede, hun var. For nogle måneder siden var hun en klart defineret type. En konservativ type. En gift type. En type, der gik i kirke hver søndag. En type, der ikke brugte sminke, for Anders havde altid syntes, det var tåbeligt med kvinder, der pyntede sig.

– All right, sagde hun så og tænkte, at Anders måtte lade sin mening om kvinder og makeup gå ud over nogle andre.

– Lad mig prøve mascaraen. Men det skal være den blå, ligesom din.

–Yes!

Ditte lo igen, og de skålede i citronvand. Susannes var uden snaps. Visse dele af den gamle konservative type holdt hun stadig fast i.

De satte sig over for hinanden i sofaen. Ditte lugtede af citronvand og noget skarpt fra snapsen. Og af hårlak. Elnett, hed den, hun brugte. Susanne gumlede på nogle osterejer.

– Sid stille, sagde Ditte.

Susanne holdt op med at tygge og lod i stedet osterejerne smelte i munden. Hun måtte koncentrere sig for ikke at trække hovedet væk, når Ditte stak den lille børste med blå farve næsten ind i hendes øjne.

– Jeg fatter ikke, at du er 34 og aldrig har gået med makeup.

– Det var bare ikke det, man gjorde i Tejn, når man havde verdens mest religiøse forældre ... eller far, i hvert fald.

– Hmm.

Ditte koncentrerede sig om øjenvipperne.

– Men hvad så bagefter? Efter at du blev gift med Anders?

– Anders var imod.

– Imod hvad?

Susanne kom til at udstøde en fnysende lyd.

– Imod alt. Nærmest. Men mest kvinder. Altså kvinder, der majede sig ud. Du behøver ikke at gøre dig til, sagde han altid, hvis jeg prøvede noget nyt. Og løst hår. Han blev helt bims, hvis jeg havde løst hår andre steder end derhjemme.

– Undskyld, jeg siger det, men han lyder sgu som lidt af en ogginok, sagde Ditte.

Hun havde kun mødt Anders en enkelt gang. Tilfældigt, i flyet. Anders havde ment, at Susanne ikke skulle være veninde med sådan en.

Ditte trak hovedet tilbage. Hun studerede Susannes vipper, så begyndte hun at lægge endnu et lag på det venstre øje.

– Din far må da være glad for, at I skal skilles.

Susanne trak halvvejs på skuldrene, men kom i tanke om, at hun hellere måtte sidde stille, og sænkede dem langsomt.

– Jeg har ikke fortalt ham det, sagde hun.

– Jeg har bare fortalt ham, at vi flytter hver for sig i en periode. Fordi huset skulle sælges.

Ditte stoppede med børsten og trak sig lidt væk, mens hun så på Susanne.

– Hvorfor har du sagt det? Ved han ikke, at du er gået fra Anders?

– Nej ... og jeg ved godt, at jeg skal fortælle ham det. Men ... min mor er lige død. Og så skulle hans eneste datter bryde med den svigersøn, han ser som Guds gave til ægteskabet? Der er grænser for, hvor meget man kan udsætte Bornholms mest konservative mand for.

Veninden så stadig på hende.

– Du er nødt til at fortælle ham det, som det er. Også det med kirken.

– Han tilgiver mig aldrig for at forlade hverken Anders eller kirken.

– Åh, hvor slemt kan det være?

– Slemt. Min far tror ikke på skilsmisser. Ægteskabet bindes med en knude, ikke en sløjfe, siger han altid.

Pernille Boelskov og Morten Brandenborg: "Lytteposten 1980" (370 sider, Forlaget 4. til venstre som papirbog samt som Mofibo Original indlæst af Vibeke Hastrup).

Lytteposten 1980

Pernille Boelskov og Morten Brandenborg krimi "Lytteposten 1980" foregår på 1980'ernes Bornholm og er fuld af spioner, gåder og stærke karakterer.

Under den kolde krig lå en af Danmarks mest tillukkede og hemmelighedsfulde arbejdspladser på Bornholm, nemlig ved Dueodde, hvor de ansatte på Forsvarets Efterretningstjenestes lyttepost aflyttede beskeder fra Østblokken dag og nat. Spionerne fra lytteposten og deres historie danner baggrund for krimien, som altså tager læseren med tilbage til 80'ernes Bornholm, komplet med skulderpuder, blå mascara og ... mord.

I forsommeren 1980 dør chefen for lytteposten pludselig under mystiske omstændigheder, og efterforsker Susanne Hedegaard fra PET's beskedne bornholmske afdeling sættes på sagen. Mordet på efterretningsmanden er så hemmeligt, at efterforskningen mørklægges, og sagen bliver Susannes hidtil sværeste. For er det Østblokken, der har hævnet sig på lyttepostens lange ører? Eller har den vellidte chef andre fjender?

Undervejs får Susanne hjælp af skrivebordsspionen Martin Osmanov, der arbejder på lytteposten. Sammen forsøger de to at komme til bunds i det morads af hemmeligheder, der omgiver både lytteposten og stedets afdøde chef.

Forfatterduoen bor begge på Bornholm, og Pernille Boelskov har mødt den tidligere PET-agent Morten Brandenborg under arbejdet med sine andre krimier. Brandborgs dybe indsigt i efterretningsverdenen kombineret med Boelskovs gådefulde plots skaber en troværdig og medrivende fortælling, oplyser forlaget i en pressemeddelelse.